Maria, 39 år

Maria
Hvordan har du oplevet kognitive vanskeligheder?

Jeg var udmattet og kunne ikke holde ud at være sammen med andre for længe ad gangen. Jeg kunne ikke læse bøger, se film eller huske aftaler og gøremål. Det var forfærdeligt, at jeg følte mig så meget anderledes, end jeg var vant til. Normalt fungerede jeg som lærer, mor til tre, kone til Michael og veninde til et hav af dejlige mennesker. Og pludselig kunne jeg ingen af delene. Når jeg søgte forståelse, var det mest medlidenhed eller “tag dig nu sammen”, jeg mødte, fordi jeg så normal ud og ikke kunne beskrive, hvor kaotisk der var inde i mit hoved.

Hvordan påvirker de kognitive vanskeligheder din hverdag?

Den manglende hukommelse gjorde mig konfus og ulykkelig, fordi jeg oplevede andres irritation og forundring, når jeg fx stillede de samme spørgsmål med fem minutters mellemrum eller glemte navne og ansigter. Jeg har stadig svært ved at huske mange mennesker, når jeg møder dem.

Jeg kan nu være i sociale sammenhænge i et par timer, men derefter føles kroppen som efter en vild rockkoncert. Jeg får kvalme, snurren og smerter i kroppen, angst, total udmattelse, mave- og hovedpine m.m. Strækker jeg hyggen bare en halv time for længe, tager det mig dage at komme ovenpå igen.

Har du et godt råd til andre?

Acceptér tilstanden, lyt til kroppen og ignorér alt om ‘skal’ og ‘bør’. Vær åben og ærlig om dine behov, begrænsninger og reaktioner. Ingen kan se dem. Giv ikke op, lige meget hvor tosset det føles. Du er ikke sindssyg, men syg af belastninger i sindet. Træn dine evner op med ting, som du kan lide, fx noget kreativt, læsning, film, musik – hvad som helst, der føles trygt og godt.

For pårørende er det vigtigt at vide, at reaktionerne kan være meget voldsomme og hårde. Det er ikke den stressede, der taler, men stressen. Jeg var klar til at lade mig skille, da jeg havde det værst – der var ikke plads til kærlighed eller omsorg for andre, og al min minimale energi blev brugt på børnene. Bær over med det, spørg ikke for meget, men hjælp gerne med opgaver og bare sig højt, at du er der. Det er frygteligt ensomt og hårdt at være syg. Tålmodighed, støtte og praktisk hjælp, fx til at holde hjemmet, er det bedste, man kan give.

 

Maria er lærer. Hun er syg med angst og stress.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden