Jeg har brug for ro, struktur og forudsigelighed

Efter 26 år med depressioner har Merete Fjord O’Neill fået et fleks-job som boligsocial medarbejder. Hun har accepteret, at hun ikke magter et fuldtidsjob. Men processen har været svær.

Merete Portraet FarveI over 20 år klarede Merete Fjord O’Neill ofte to jobs ad gangen, både som socialrådgiver og med bijobs i andre brancher. Det kunne hun i sine raske perioder – indtil en depression atter tvang hende ned at ligge.

"Jeg siger altid, at jeg har kørt på og er blevet syg, har mistet mit arbejde, er blevet rask og har fundet nyt. Allerede i 2005 fik jeg tilbudt et fleksjob, men ville ikke. Jeg skulle nok klare mig selv. Det var først i 2011, at jeg erkendte, at jeg ikke kunne holde den kørende på samme måde længere," siger Merete Fjord O’Neill, som er 50 år og uddannet socialrådgiver. Privat er hun gift med en irer og har ingen børn.

"Jeg har haft depressioner i 26 år, hvert eneste år. Og jeg kunne mærke, at jeg efterhånden trængte til stabilitet og ro. Min sygdom har ikke forandret sig. Jeg er medicineret og har i årenes løb opnået stor indsigt i min sygdom, så jeg gjorde selv benarbejdet for at finde et fleksjob."

Nederlag at blive syg igen

Det skete efter et ophold på seks år i Irland, hvor psykiatrien ifølge Merete Fjord O’Neill er, som den var i Danmark i 50’erne, med "masser af medicin, grå vægge og fluer i neonrørene". Her måtte hun klare sin sygdom uden støtte fra distriktspsykiatri og søde sygeplejersker, og det gik fint. Tilbage i Danmark fik hun et job, hvor hun psykisk blev kørt ned og endte på psykiatrisk afdeling.

"Det var et kæmpe nederlag for mig – efter at have klaret mig selv så længe i Irland sad jeg pludselig igen på psykiatrisk skadestue. Hvad skete der lige der?"

Men under indlæggelsen fik Merete Fjord O’Neill god rådgivning.

"Min største skræk var at stoppe med at arbejde, men de sagde til mig: ‘Hvad nu, hvis du kunne finde en måde, så du har energi til andet end arbejde?’ Da lavede jeg selv min ressourceprofil og klaskede i bordet hos socialrådgiveren, for nu skulle det gå hurtigt. Og i løbet af 14 dage fandt jeg selv mit nuværende fleksjob."

Det var som boligsocial medarbejder i en boligforening i Aarhus 18 timer om ugen, hvor Merete Fjord O’Neill også kan trække på sine socialrådgivererfaringer.

"Jeg er god til at lytte og omgås alle nationaliteter. Og jeg har ikke ansvar for at skulle fjerne deres børn, men skal bare sørge for, at de har det godt og arrangere jul og fastelavn for alle."

Lever som et ADHD-barn

Når det er sagt, har fleksjobbet ikke kun været en dans på roser.

"Mine 18 timer er fordelt på fire dage om ugen, og jeg kan næsten ikke tro, at jeg siger det: Men det er lige i overkanten. De dage, hvor jeg har åben rådgivning, og hvor folk står i kø med alverdens forskellige problemstillinger, kan jeg næsten ikke rumme det. Jeg ville gerne ned på 16 timer, men jeg er bange for, at det er for lidt for min arbejdsgiver. Det er vigtigt for mig at føle, at jeg betyder noget for virksomheden, og det gør jeg nu."

 

Jeg har brug for struktur, ro og forudsigelighed. Jeg skal i seng kl. 21 hver aften, så medicinen er ude af kroppen til næste dag. Jeg kan ikke drikke mere, gå i byen sent om aftenen eller tage med på internater. Jeg er for asocial i mine rutiner. Men de gør også alt nemmere: Mine nøgler er altid i min taske, som altid står samme sted. I min kalender står alt, hvad jeg skal.

 

Prisen for Merete Fjord O’Neills sygdom er, at hun må leve, hvad hun selv kalder et kedeligt og stringent liv "ligesom et ADHD-barn".

"Jeg har brug for struktur, ro og forudsigelighed. Jeg skal i seng kl. 21 hver aften, så medicinen er ude af kroppen til næste dag. Jeg kan ikke drikke mere, gå i byen sent om aftenen eller tage med på internater. Jeg er for asocial i mine rutiner. Men de gør også alt nemmere: Mine nøgler er altid i min taske, som altid står samme sted. I min kalender står alt, hvad jeg skal. I øjeblikket er vi ved at flytte på jobbet, så her er kaos med håndværkere, og så lider jeg virkelig. Støj, usikkerhed om rammerne, mange mennesker i huset, lugte – alt går mig på og gør mig stresset. Og jeg har svært ved at koncentrere mig, fordi mine ting ikke er, hvor de plejer at være. Når de så sætter mig til at arrangere en julefest, driver det mig næsten ud over, hvad jeg kan kapere stressmæssigt. Jeg sover dårligt om natten og må skrive små sedler på alting for at huske. Når jeg kommer hjem fra arbejde, sætter jeg mig bare og glor tv, fordi jeg er helt udmattet. Jeg har overvejet at smide en sygemelding, men får dårlig samvittighed."

Merete OutdoorFor Merete Fjord O’Neills udfordring er, at hun ikke er god til at sige fra.

"Jeg kommer ikke bare og siger: ‘Jeg kan ikke klare det’. Jeg kommer med en plan for, hvordan jeg kan strukturere mine opgaver og måske tage en afspadseringsdag eller hjemmearbejdsdag – og så gå lidt hyppigere til psykiater i en periode. Min styrke er jo min største svaghed, fordi min identitet ikke er at være fleksjobber. Jeg er stadig en hårdtarbejdende kvinde i 50’erne. Min psykiater siger: ‘Merete, din mund lyver’, fordi jeg altid får sagt ja, hvor jeg skulle sige nej. Jeg skal lære at sige: 'Det skal jeg lige tænke over.'"

Åbenhed på arbejdspladsen er nødvendigt

Når det er sagt, synes Merete Fjord O’Neill, at hun har fået stor hjælp fra sin arbejdsplads.

"Men jeg tror også, at det er undtagelsen mere end reglen, at man er så åben. Der er så mange barrierer, fx misundelse: ‘Arbejder du kun 18 timer og får løn for 37?’ Jeg har en enkelt gang vendt mig om og sagt: ‘Du må meget gerne få mine depressioner!’ Men ja, vi har lavet aftaler om pauser og om, hvornår jeg skal gå hjem. Men vi overholder dem ikke altid, fordi vi har så travlt og er så engagerede mennesker."

Over for kollegerne har Merete Fjord O’Neill været åben om, at hun har en psykisk sygdom, men ikke hvilken.

"Jeg har sagt, at stress og mangel på energi og opmærksomhed er mine største svagheder. Mere åben har jeg ikke været før, men det er jeg nu. Hvis folk spørger, svarer jeg."

På spørgsmålet om, hvad der skal til, for at en arbejdsplads skal kunne rumme et medarbejder med nedsat kognitiv kapacitet, svarer Merete Fjord O’Neill:

"Det kræver en anden indgangsvinkel, end man har i dag. Jo, jobplacering er vigtigt, men rammerne er vigtigere. Man skal tale åbent om både de fysiske og psykiske rammer fra begyndelsen, og det skal nogen hjælpe med, i hvert fald når man har at gøre med sådan en som mig, som ikke vil erkende, at jeg ikke kan klare det hele. Det kræver en, som taler for mig, og som kender mine behov. Samtidig er det vigtigt, at vi, der har kognitive forstyrrelser, kommer ud og arbejder, men det kræver de rigtige rammer og åbenhed – fra begge sider."

 

Læs også:
Saml tankerne
Sådan er din tænkning bygget op
Sådan viser kognitive vanskeligheder sig
Sådan styrker du din kognition
Det kan du gøre som pårørende
Erhvervspsykologen: Kunsten at mestre jobbet efter sygdom
Psykologen: Hjælp de unge til at lære bedre
Min hverdag med kognitive vanskeligheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden