10.000 KR. til at bryde tabuer - Emilie samlede ind til angstramte

Mere end 70 private donationer, kreative kontakter og hund- redvis af delinger på sociale medier hjalp Emilie-Marie Fridh til at nå sit indsamlingsmål og mere til. Under overskriften "Bryd tabuet – vi er flere, end du tror" løb Emilies indsamling til Psykiatrifonden op i 11.735 kr. Hun er selv både stolt og forundret over, at det lykkedes.

Motivationen for Emilies indsamling udsprang af hendes egne oplevelser med angst. En lidelse, der i hendes tilfælde brød ud i forbindelse med hendes arbejde. Som journalistpraktikant på Radio24syv var hun i foråret 2015 med til at producere et kontroversielt indslag, som fik trusler mod Emilie og hendes kolleger til at tikke ind på de sociale medier og i radioens postkasse.

I løbet af sommeren 2015, da truslerne blev rettet mod hende personligt, blev Emilie ramt af angst.

”Jeg var presset, jeg var sindssygt bange, bange for at være alene, bange for at være på mit arbejde, og tanken om de her dødstrusler blev ved at dukke op i mit hoved,” fortæller hun. Med opbakning fra arbejdspladsen begyndte hun i et forløb hos en psykolog.

Adfærdsmønstre krakelerer

”Mit overskud forsvandt fuldstændig,” fortæller Emilie, der almindeligvis er meget socialt anlagt, og som oplevede, at hendes omgivelser havde svært ved at forstå, at når man lider af angst, kan man hurtigere blive presset i almindelige hverdags- situationer.

”Der gik et halvt års tid, hvor jeg næsten ikke så mine venner,” fortæller hun og fortsætter: ”Der er meget, der falder fra hinanden i forhold til ens normale adfærdsmønstre, når man lider af angst.” Det var vigtigt for Emilie, at folk forstod baggrunden for, at hun ikke havde det sædvanlige sociale overskud, og derfor har hun været meget åben og ærlig omkring sit angstforløb.

En måde at hjælpe andre på

Emilie håber, at hendes åbenhed kan være med til at nedbryde tabuer om psykiske lidelser, og derudover ville hun gerne gøre noget aktivt for at hjælpe andre i en lignende situation. Da hun selv hverken havde overskud af tid eller økonomiske midler at dele ud af, fik hun ideen til indsamlingen, som hun oprettede på Betternow.dk. Hun satte sin 23-års fødselsdag som deadline for at nå målet på 10.000 kr. til Psykiatrifondens arbejde.

”Det gik stille og roligt i starten. Jeg postede det på Facebook og Twitter med jævne mellemrum og skrev: ’Hej, husk jeg er i gang med den her indsamling, det vil betyde meget for mig, hvis I vil støtte’,” fortæller hun.

Efterhånden meldte andre sig under fanerne med kreativ hjælp til projektet. ”På et tidspunkt skrev en pige, som hæk- ler små figurer, at hvis man købte hendes ting, donerede man pengene til min indsamling. En anden tilbød at producere huer med folks personlige Twitter- navn på, og donere en del af profitten,” fortæller Emilie, som blev meget positivt overrasket over, at andre i den grad engagerede sig i projektet.

Psykiatrifonden på indsamlingsradaren

Hos Psykiatrifonden bliver private indsamlinger som Emilies naturligvis taget meget godt imod. ”Det er enormt værdifuldt for os, når privatpersoner samler ind til vores arbejde,” fortæller Psykiatrifondens marketing- og fundraisingchef, Betina Albrechtsen, og uddyber: ”Det har selvfølgelig værdi i sig selv, fordi det hjælper os med at finansiere forskellige aktiviteter, men det har også værdi, fordi det øger vores synlighed og sætter Psykiatrifonden ind på radaren over humanitære organisationer, som man kan støtte.”

Artiklen forsætter under billedet

undefined

Slutspurt på de sociale medier

Emilie har dog bevist, at det godt kan lade sig gøre at samle ind til sagen alene som privatperson, men det kræver vedholdenhed, siger hun. Hendes indsamling fik mere end 250 delinger på de sociale medier og nåede på den måde rigtig bredt ud. ”Jeg manglede ca. 4.000 kr. 14 dage før deadline, men pludselig tre dage før min fødselsdag var jeg i mål. Den slutspurt gik virkelig hurtigt,” fortæller Emilie.

Emilie har delt både op- og nedture med sit netværk på sociale medier og har fået en masse positiv respons tilbage. Ikke desto mindre oplever hun stadig, at psykiske lidelser er et både tabu- belagt og misforstået område.

”Jeg synes stadig, der er rigtig store problemer med, at folk ikke kan snakke åbent om, hvordan de har det,” siger hun og fortsæt- ter: ”Det er et problem, hvis man ikke kan fortælle, at man har angst, uden at nogen kigger på en, som om man er tosset. Det er jo ikke tilfældet – man har det bare svært i en periode.”

Støtte til oplysning og aftabuisering

Aftabuisering, oplysning og rådgivning er netop nogle af de områder, hvor Psykiatrifondens støttekroner fra private bliver brugt, bekræfter Betina Albrechtsen. Hun understreundefinedger desuden, at det betyder meget, at personer som Emilie samler ind, fordi det også kan være med til at inspirere andre til at gøre det samme.

Emilie ser også opbakningen til indsamlingen som et vigtigt fingerpeg om, at hun langtfra er alene om at kæmpe med angst.

”Jeg synes selv, det er stort, at jeg har bedrevet noget i den størrelsesorden. Det havde jeg faktisk aldrig troet, at jeg kunne,” siger hun om indsamlingens resultat og giver de sociale medier en stor del af æren for, at hun nåede målet. ”Det viser, at det netværk, man kan blive en del af der, er helt unikt.” 

Af Solveig Lindeskov Andersen, freelancejournalist
Foto: Petra Kleis 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden