Det, at vi har det godt, burde være meningen med det hele!

Eva Secher Mathiasen har altid været interesseret i at hjælpe dem, der har ringere muligheder end flertallet. Det har hun længe gjort som psykolog i psykiatrien, i dag gør hun det som formand for Dansk Psykolog Forening. Og så gør hun det helt aktuelt ved højlydt at efterlyse politiske visioner for det gode liv.

Det skabte uhyre stor opmærksomhed, da Eva Secher Mathiasen i DR’s Debatten kritiserede politikerne for at hoppe fra tue til tue i blind reformiver uden blik for helheden og visioner for det gode liv. Motivationen bag Secher Mathiasens udsagn er den samme, som den har været gennem hele hendes arbejdsliv: Hun vil hjælpe dem, der har ringere muligheder end flertallet.

”Der har været en del reformer de seneste år, som har gjort det sværere at være udsat i Danmark,” siger hun og uddyber: ”Hvis man ikke kan levere 110 % på arbejdsmarkedet, bliver det sværere og sværere at få et liv til at være værdigt og meningsfyldt.” 

undefinedTrivsel som konkurrenceparameter

Eva Secher Mathiasen anerkender behovet for at tilpasse sig en globaliseret verden, men mener ikke, at politikerne ser det store billede.

”Når vi snakker om, at Danmark skal være konkurrencedygtigt på parametre som løn og skat, og metoden er at spare på velfærden, så glemmer man det utrolig vigtige, som handler om, hvordan vi har det,” siger hun og forklarer, at det ikke udelukkende er et idealistisk standpunkt.

”Det er min simple påstand, at det, at vi trives, er en konkurrenceparameter på lige fod med det, vi eksporterer af konkrete varer, viden osv.”

Hun underbygger det økonomiske argument med en henvisning til WHO’s vurdering af, at depression er på vej til at blive den dyreste sygdom på verdensplan. ”Hvis vi er et af de lande, der har få borgere, som udvikler depressioner, er det en væsentlig konkurrencefordel,” siger Eva Secher Mathiasen og kobler samtidig det idealistiske synspunkt på. ”Det, at vi har det godt, burde jo være meningen med det hele. Det burde være den vigtigste målestok for, om vi indretter samfundet rigtigt. Og det hører man meget sjældent politikerne tale om.”

Reformer med visioner

I stedet hører hun ofte politikerne sige, at vi er for dovne, vi er for dårlige, vi er for langsomme, og vi vælger de forkerte uddannelser. ”Ifølge politikerne gør vi simpelthen så mange ting forkert,” siger hun og advarer imod, at den retorik kan øge mistrivslen hos dem, der har det svært. ”Når politikerne begrunder deres reformer med, at vi er for dårlige til at træffe kloge beslutninger, så skaber det utryghed og desillusion, for der er så mange mennesker, der kæmper for at gøre det godt.” 

Hun understreger, at hun fuldt ud anerkender, at politikerne tager et kæmpe ansvar på sig, når de sætter sig ind i folketinget, men e efterlyser stadig visioner i stedet for frygtretorik.

”Det, jeg savner, er, at de begrunder de store beslutninger med der, hvor vi gerne vil hen, i stedet for der, hvor vi frygter at komme hen,” siger hun og fortsætter: ”Jeg anerkender, at det må være utrolig svært at skabe en fælles vision på tværs af store politiske skel, men de skylder os at forsøge.”

Økonomisk og faglig underprioritering

Eva Secher Mathiasen savner også, at politikerne baserer reformer på fagkundskaben. ”Vi ved så meget om, hvad der virker, men vi gør det bare ikke,” siger hun og bruger som eksempel, at forskningen peger på, at let og moderat depression langt oftest behandles bedst med psykoterapi, ikke med medicin. Alligevel bliver der ikke bevilget penge til det. Derimod bruges der mange penge på at overholde lovgivningen frem for at sikre, at borgerne bliver raske.

”Vi kan sige: ’Se, nu har vi behandlet flere og forkortet ventelisterne. Men der er ikke nogen, der tør iværksætte målinger af, om vi får det bedre af det,” siger hun og fortsætter: ”Man har ikke prioriteret psykiatrien økonomisk og sat den på finansloven.”

I forlængelse af den økonomiske underprioritering ser Eva Secher Mathiasen en faglig underkendelse af psykologernes ekspertise. ”Man har ikke samme forpligtigelse i kommunerne til at følge en faglig anbefaling, som man har i det regionale sundhedsvæsen. Hvis en læge i det somatiske sundhedsvæsen siger, at dit ben er brækket, og du skal have gips på, så får du gips på. Så kommer der ikke en anden faggruppe ind og siger: ’Nej, det skal du bare gå væk’.”

Det mener hun derimod ofte sker i kommunerne. ”En psykolog kan konstatere, at et barn har angst og har behov for psykoterapi. I den situation kan der komme en anden faggruppe med hånden på pengekassen og sige: ’Vi synes, det er et pædagogisk problem. Vi giver læreren supervisionstimer, så er det klaret.’ Og et halvt års tid senere står barnet på venteliste til psykiatrien.”

Familiepolitik og specialiseret behandling

Eva Secher Mathiasen undrer sig højlydt over underprioriteringen af psykiatrien: ”Sygdomsbyrderapporten viser, at angst er det dyreste, vi har. Hvordan kan man lade være med at prioritere det højt?” spørger hun og e efterlyser reformer, der handler om, at vi holder op med at producere ere og ere kunder til den velfærdsstat, vi ønsker at spare på.

Hun peger på England som et godt eksempel, hvor man kan få behandling hos en psykolog, uden at man skal omkring sin alment praktiserende læge. ”Det viser sig, at jo tidligere du vælger den specialiserede behandling, jo hurtigere bliver borgerne raske.” 

Derudover kigger hun mod Sverige efter almindelige familiepolitiske løsninger, hvor småbørnsforældre har ret til at gå på deltid, kan tage flere omsorgsdage osv. ”Hvis jeg var politiker, ville jeg lade mig inspirere af svenskerne,” siger hun og uddyber: ”Deres muligheder gør det lettere at få livet til at hænge sammen, når børnene er små og har allermest behov for, at der er gode rammer omkring dem.”

”Jeg kan slet ikke forstå, hvordan man kan sige, at man ikke har råd til at investere i, at børn skal udvikle sig til at trives og være sunde og raske voksne,” siger Eva Secher Mathiasen og ser for sig, hvordan samfundet kan udvikle sig, hvis der ikke kommer politiske visioner for det gode liv på banen.

”Hvis den måde, vi indretter konkurrencesamfundet på, handler om at spare på velfærdsstaten, så får vi ikke investeret i de ting, der gør os stærke som borgere. Hvis vi sparer på alt det, der gør os dygtige og sunde, psykisk som somatisk, og alene konkurrerer på løn og skattetryk, så er det i sidste ende vejen til at blive et uland.” 

Af Solveig Lindeskov Andersen, freelancejournalist 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden