Han har en fysisk sygdom, hendes er psykisk - Himmelvid forskel på behandlingen

Tobias har en nyresygdom. Simone har en psykisk sygdom. Han bliver indlagt, når han har det skidt. Hun skal slås for at blive indlagt, selv når hun har planlagt sit selvmord i detaljer. Parret oplever to meget forskellige møder med sundhedsvæsenet, en forskel, de finder helt urimelig.

Tobias og Simone Krüger på 28 og 24 år har fået en hårdere start på voksenlivet end de fleste. Tobias fik for ti år siden en alvorlig nyresygdom, der har kostet ham den ene nyre. Den anden er skiftet ud med hans fars, og Tobias skal tage medicin resten af livet. Bliver han syg eller føler sig sløj, bliver han indlagt. I grove termer skal han bare ringe til afdelingen, hvor de kender ham udmærket, og så kommer han ind. 

Simone Krüger lever med OCD, angst og personlighedsforstyrrelse. Hendes mand, Tobias, har en nyresygdom. Forskellene på, hvordan de bliver mødt af sundhedsvæsenet, er efter deres opfattelse som ild og vand.

Simones situation er den diametrale modsætning. Hun har levet med angst, OCD (tvangshandlinger) og en personlighedsforstyrrelse, siden hun var 15 år. Det betyder, at hun i perioder ryger langt ned i et sort hul, hun har svært ved at komme op af. I de perioder, hvor det er værst, kan hun ikke se meningen med livet, for der er jo ingen, der har glæde af,at hun eksisterer, føler hun. Der kan være dage eller en hel uge, hvor hun sidder i sin seng med armene rundt om knæene og ser hen for sig, uden selv at kunne huske ret meget af det bagefter.

Ville tage sit eget liv

Sidste sommer blev de sorte huller dybere end nogensinde. Simone havde ikke sovet i tre døgn, og en veninde havde fået flere sms’er fra hende om, at nu kunne det også være lige meget, og at hun ville begå selvmord ved at tage noget af Tobias’ medicin. For dem var der ingen tvivl om, at Simone havde brug for hjælp. De kunne ikke tage ansvaret for at passe på hende og forhindre hende i at prøve at tage sit eget liv.

Veninden og Tobias kørte Simone på den psykiatriske skadestue. En tur, Simone ikke selv kan huske. Ifølge Tobias var en af de første kommentarer fra personalet på skadestuen: ”Men du ser jo slet ikke syg ud. Tag du nu bare hjem og få sovet lidt, så skal du se.”

Blev ikke taget alvorligt

Det tog meget lang tid for Tobias og veninden at overbevise personalet om, at det var alvorligt. Undervejs viste de Simones sms’er om selvmord. Reaktionen fra personalet var ifølge Simone og Tobias noget i retning af: ”Du ville tage hans nyremedicin? Men det kan jo slet ikke bruges til at begå selvmord.” 

undefined”De tog os ikke alvorligt. Det var jo ikke medicinen, der var problemet, men det, at Simone havde planlagt præcis, hvad hun ville gøre,” siger Tobias. Da Simone endelig blev indlagt den eftermiddag, bad Tobias personalet om at hjælpe Simone med at sove. Men der var ikke sovemedicin før kl. 21, lød beskeden. Og Simone fik først noget at sove på kl. 22.30. Fem-seks lange timer med selvmordstanker, angst og dyb modløshed.

Syg i ventetiden

Næste morgen blev Simone sendt hjem med besked om at henvende sig hos sin egen læge, hvis hun ville i behandling. I journalen står der, at hun var klar, og at man kunne tale med hende. Det kan hun ikke selv huske. 

”Faktisk var Simone allerede blevet henvist til behandling i psykiatrien. Det var i den lange ventetid, hun blev så syg, at hun skulle indlægges,” fortæller Tobias. Men oplevelsen på skadestuen betød, at da Simone fik det endnu værre et stykke tid efter, så kørte Tobias hende ikke afsted. Han magtede ikke at skulle igennem sådan et forløb igen. Så hellere mandsopdække hende derhjemme, til det forhåbentlig gik over. Det chokerer Tobias, at det er så svært og nedværdigende at få hjælp til Simone – og at det fortsat er det. Parret er i dag flyttet til Fredericia for at være tættere på Simones familie og for at begynde på en frisk efter lang tids løben panden mod mure i den lokale psykiatri. 

Tobias bliver jævnligt indlagt

”At skulle kæmpe for at blive indlagt har jeg aldrig oplevet før. Og hvis man har brug for smertestillende eller sovemedicin, så får man det, hvis det er behovet,” siger han. Tobias er også blevet tilbudt gratis psykologhjælp, fordi det tærer på ham, at Simone har det dårligt. Paradoksalt, synes parret.

Sandkasser og mindfulness

Da Simone blev indlagt i sommer, havde hun fået antidepressiv medicin i en længere periode. Alligevel blev de sorte huller dybere og dybere, og hun blev sygemeldt fra sit studie i ernæring og sundhed. Det er hun stadig. Lægen foreslog gruppeterapi i forbindelse med Simones angst, men der var fire måneders ventetid. Alternativet var at begynde hos en privatpraktiserende psykiater eller psykolog. Og som Simone oplever det, er der langt mellem tilbud om reel behandling. 

”Jeg ville helst i samtaleterapi. Jeg følte ikke, at medicinen virkede, tværtimod. Den ene psykolog foreslog noget terapi, hvor man skulle sidde og lave små sandkasser, og en psykiater syntes, jeg skulle melde mig til hans og konens mindfulnesshold – som i øvrigt kostede penge,” siger Simone.

Må selv betale

Den slags oplevelser har hun haft mange af. Og når man er på SU, er der ikke råd til at betale for psykiater eller psykolog. I dag er Simone i behandling, men kun fordi hendes forældre betaler.  

”Nu har mine forældre sponseret psykologtimer. Det er første gang, jeg føler, at der sker noget. Psykologen er meget ligefrem og siger til mig, at jeg jo kan lade det sejle og gå ned med flaget – så skal han nok samle mig op – eller jeg kan vælge at gå helhjertet ind i behandlingen. Han anerkender mig, han er god til at skubbe til mig, og han er meget jordnær,” siger Simone.  

Men forældresponsoratet varer ikke evigt, og den nye region, de er flyttet til, har afvist at tilbyde Simone behandling i psykiatrien – selvom hun er diagnosticeret med OCD, angst og personlighedsforstyrrelse.

Glad for, at det er fysisk 

”Vores familie og venner er dybt chokerede over, hvad jeg bliver udsat for. De troede, at hvis man var syg, fik man hjælp,” siger Simone. 

”Mine forældre sagde, at hvis Simone havde haft kræft, var hun aldrig blevet kostet rundt på den måde. Så er alle døre åbne for behandling, som i øvrigt er gratis. Det er de bare ikke, når det er psykisk,” siger Tobias og fortsætter: ”Jeg havde aldrig troet, jeg skulle sige det, men jeg er glad for, at jeg har en fysisk sygdom.”

Af Sarah Cecilie Boss, journalist og pressechef, Psykiatrifonden

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden