Jeg er ved at lære at blive et helt menneske

Borderline og spiseforstyrrelser har domineret det meste af Sara Lys Thorsteds liv. Hun har smadret løs på ting og sig selv efter en barndom med vold og overgreb. Hun synes ikke, hun har fået den rette behandling, og ville ønske, at man fokuserede mere på det hele menneske. Idag bruger Sara sine kræfter på at blive sygeplejerske, for hun vil gerne vende de negative oplevelser til noget, andre kan bruge.

Da Sara Lys Thorsted for et år siden fik konstateret livstruende modermærkekræft i ansigtet og skulle hasteopereres, blev lægen helt bekymret over Saras manglende undefinedreaktion.

”Men jeg tænkte: Nu skal jeg så være kræftpatient. Jeg har prøvet det, der var værre. Jeg er også ligeglad med arret på kinden og halsen. Det er ikke så vigtigt,” siger hun.

At have ondt af sig selv er noget af det, Sara ikke kan. Men hun kan kæmpe. Det er først for nylig, hun er begyndt at mærke sin krop uden at skade den. I modsætning til tidligere kæmper hun i dag selvkonstruktivt for at blive det menneske, hun gerne vil være.

Nødt til at leve med sårbarheden

Sara er diagnosticeret med borderline. Det er en personlighedsforstyrrelse med symptomer som usikkerhed, humørsvingninger, impulsivitet, en fornemmelse af tomhed indeni og et sort-hvidt syn på andre. Det gælder også Sara. ”Jeg har levet meget i mit hoved. Jeg har altid analyseret og ha en tankestrøm kørende i én uendelighed. Det har meget været en sort-hvid-tænkning – fx min mor som den onde mod min far som den gode. Men tankemylderet har ikke gjort mig klogere på noget,” siger Sara.

Spiseforstyrrelser og selvskade, angst, OCD og misbrug har også været en del af Saras liv. Især spiseforstyrrelsen har spændt ben for den mere helhedsorienterede behandling, Sara gerne ville have have, men i dag prøver hun at fokusere på noget andet. 

”Livet er en kamp, jeg har traumer, som ikke vil forsvinde. Jeg er nødt til at leve med det på en eller anden måde, at jeg har den sårbarhed. Jeg har stadig mit dystre sind. Men jeg prøver at se det som en bi, der summer rundt – jeg behøver ikke lytte til det,” siger hun.

Problemer i barndommen

Saras opvækst er præget af forældrenes skilsmisse, rodløshed, vold, drama, utryghed og overgreb. Da Sara var seks år, flyttede hun sammen med sin mor ind hos moderens nye kæreste. Her boede de i et år. Sara fortæller: ”Det var ikke et liv, hvor der blev taget hensyn til et barn.”

Den tryghed, hun ikke fik hjemme hos moren og dennes nye kæreste, søgte hun hos andre voksne. Sara følte sig ydende indeni. Hun søgte andre voksne, der skulle give hende det, hun manglede: omsorg og et slags svar på, hvem Sara var.

”Jeg havde svært ved at finde ud af, hvem jeg selv var. Mine meninger og holdninger skabte jeg ud fra dem, jeg var sammen med. Så var jeg på den sikre side. Hvis jeg besluttede mig for at tænke eller gøre noget selv, tvivlede jeg straks.”


Sara legede ikke med andre børn, og hendes forsøg på at række ud til voksne blev ikke modtaget godt hjemme. Det var bare påtrængende. ”Det gjorde, at jeg følte det som noget forkert at tage imod omsorg. Hvis nogen spurgte til, hvad der var galt, så havde jeg ikke noget sprog for det. Jeg troede jo, det var mig, der var noget galt med.”

Sultestrejke og borderline

Da Sara var 15 ønskede hendes mor, at de igen skulle flytte sammen med den voldelige mand, som moren i mange år havde haft et forhold til. I protest gik Sara i sultestrejke:

”Jeg gik ikke op i kalorier, men jeg kontrollerede maden. Da min BMI var nede på 13, blev jeg indlagt. Jeg fik skældud, både af min far og min mor. Først da min mor gik fra sin kæreste, begyndte jeg at spise igen.”

Sara begyndte at få andre symptomer, blev depressiv, kom til skolepsykolog efter et nervesammenbrud, men da hun ikke rigtigt fortalte noget, stoppede den hjælp. Sara begyndte at skære og brænde sig i armene. Det var en smerte, hun kunne mærke og forstå i modsætning til smerten indeni. Som 18-årig blev hun behandlet på en skadestue efter en voldsom selvskadende episode. Hun fik ordineret antidepressiv medicin, men fik ikke yderligere hjælp i den omgang. Medicinen fik ikke ændret fundamentalt på, hvordan hun havde det. Tre måneder senere fik hun stillet diagnosen borderline hos en privatpraktiserende psykiater.

Hjemmefra

Efter at Sara flyttede hjemmefra, var livet en vekslen mellem (mislykket) behandling af spiseforstyrrelsen, en halv HF og den store passion for heste. Den spiseforstyrrede og selvskadende adfærd eksploderede i denne periode. Livet med hestene var hendes eneste rigtige fristed.

”Jeg arbejdede med hestene fra morgen til aften. Dér var jeg fri, det var hestene, det handlede om, jeg skulle ikke forholde mig til andre. Men det var også en flugt.”

Da Sara havde gennemført sin HF, byttede hun heste og Jylland ud med hovedstaden og arbejde. Med jobbet fulgte adgangen til et kreditkort, og så kom bulimien for fuld skrue. ”Jeg kunne købe for over 1.000 kroner mad og så bruge 24 timer på at spise det og kaste det op.”

Sara blev sagt op og mistede sin lejlighed, da den tilhørte rmaet. Selvmordstruet blev Sara indlagt på den lukkede afdeling på Bispebjerg og brugte det næste halvandet år på at være indlagt og være i forskellige former for behandling. Men kun for spiseforstyrrelsen og ikke for borderline. Det var ukonstruktivt følte Sara, for dermed blev de bagvedliggende problemer og udfordringer ikke løst. Der manglede fokus på det hele menneske.

undefined”For mig var det meningsløst at snakke om mad, når det ikke var det, det handlede om. Der var større ting på spil. Men mål og vægt blev det store problem, og jeg skulle spise, som de ville have det. Jeg ville ikke. Jeg følte jo, de tog mine eneste redskaber fra mig.”

Psykoterapeut blev vendepunktet

Saras nuværende psykoterapeut blev et vendepunkt. Sara skrev til hende en lørdag nat, og søndag morgen lå der et svar. Det kunne Sara bruge. Til forskel fra andre behandlere stillede terapeuten ikke krav om, at Sara skulle opgive sine ”mestringsstrategier”, som den selvskadende adfærd egentlig var et udtryk for. For terapeuten forstod, at den spiseforstyrrede og selvskadende adfærd var Saras måde at mestre det svære på, noget, som i stedet skulle konverteres til konstruktive redskaber og strategier. Og det er lykkedes:

”Hun stiller de rigtige spørgsmål og bygger mig op. Hun spørger mig, hvem er du? Hvad er dine holdninger og meninger? Jeg er et ødelagt menneske, men jeg vil lære at være et helt menneske.”

Sara er også begyndt at gå til yoga. Det har givet hende en ny kropsbevidsthed, men det er ikke nemt. ”Det er svært at mærke en krop, jeg så længe ikke har været til stede i. Nu kommer følelser og erindringer væltende fra dybet. Tidligere skulle jeg gøre skade på mig selv for at 
mærke noget.” 
Det er også med den nye kropsbevidsthed, hun for nylig har indset, at hun har været udsat for seksuelle overgreb.

Råd fra Sara til andre med borderline:

  • Bliv ved med at kæmpe for at få det bedre. Man skal kæmpe, for det er det værd.
  • Husk, at det kræver en enorm indsats. Det er ikke bare klaret med en times snak med en professionel en gang om ugen.
  • Gå op i noget, der ligger uden for dig selv. Fokuser på det. Fx. motion, yoga, foreningsliv, en hobby eller noget helt andet som er vigtigt for dig, og giver glæde.

Børn skal hjælpes tidligt

Sara synes, at der kunne være gjort langt mere for at forebygge, at hun skulle så langt ud. Især fra de professionelles side. ”Børn skal hjælpes til at kunne snakke om det, der gør ondt. Man må ikke bare blive opgivet, fordi man ikke siger noget. Man bliver jo ved med at have ondt, og jeg havde selv virkelig brug for hjælp til at sætte ord på det,” siger hun.

Sara er også skuffet over, hvad behandlingsstederne kunne tilbyde. ”Jeg synes ikke, at de nogensinde gik på opdagelse i min historie. De spurgte ikke, hvorfor den spiseforstyrrelse var der.”

Hun læser i dag til sygeplejerske med den største ihærdighed. Det holder tankerne beskæ iget på en konstruktiv måde. Sara bruger sin egen historie til at give andre studerende indblik i, hvordan det kan være at være patient. Sara drømmer om at blive psykoterapeut. ”Jeg er SÅ færdig med at skjule den, jeg virkelig er. Jeg vil gerne vende det til noget, der er positivt for andre og mig selv. Frem for noget, der kun er negativt for mig. Jeg vil gerne, at andre kan drage nytte af min historie. Så giver min historie mening.”

Af Mette Damgaard Sørensen, freelancejournalist 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden