Når helten har bipolar lidelse og mafiabossen har angst

Genser man tv-klassikeren Matador, er det nærliggende at gætte på, at den sarte Maude lider af en udiagnostiseret depression. I nyere tv-serier, er det imidlertid langtfra usædvanligt, at hovedkarakteren åbenlyst kæmper med en psykisk sygdom. Fra Sopranos til Girls italesættes psykiske diagnoser, og den ensomme politimand er skiftet ud med en psykisk sårbar efterforsker.

Den psykisk sårbare karakter er blevet populær i fiktionens persongalleri i en del af de serier, der for tiden strømmer ud fra danske og udenlandske tv-selskaber. Ifølge filmanmelder og manuskriptforfatter Iben Albinus Sabroe hænger det sammen med en udpræget hunger efter realisme.  

undefined

”Man har en oplevelse af, at den virkelige verden er mere interessant end fiktionen,” siger hun og uddyber: ”Når man samtidig skal skabe karakterer med et højdramatisk omdrejningspunkt, kommer psykisk sygdom og psykisk sårbarhed ind i billedet som et greb, der tillægger karaktererne noget virkelig interessant.”

Iben Albinus Sabroe forklarer, at fiktive karakterer gerne skabes med en fatal ’fejl’, der roder dem ud i problemer, men i den ideelle karakter er fejlen dobbeltsidet. 

”Når man giver Carrie Mathison i Homeland bipolar lidelse, giver man hende nogle evner, hendes kolleger ikke har,” siger hun. ”Det kommer til at fungere som et slags superheltetræk,” ”Supermule har sin superjordnød under hatten, Skipper Skræk har sin spinat, og når Carrie går ’off her pills’, så får hun superhjerne,” forklarer hun om de perioder, hvor hoverpersonen Carrie vælger medicinen fra. 

Hun understreger, at det selvfølgelig samtidig er karakterenes store livstragedie: ”Det at have nogle særlige evner er også forbundet med ensomhed, og på den måde er Carrie Mathison og Broens Saga Norén realismens nye superhelte, som må gå alene gennem livet. Det er prisen for deres ’superevner’ i fiktionens verden. 

Det mener Psykiatrifonden

”Det er interessant og vigtigt, at psykisk sygdom portrætteres mere nuanceret i tv-serier og film, og at helten, og ikke kun skurken, kan have psykisk sygdom. Det synes jeg heldigvis, man ser i nogle af de nye tv-serier som fx Girls, Broen og Homeland. Fiktionen kan være med til at nedbryde tabuer i virkelighedens verden og gøre psykisk sygdom mere accepteret. Naturligvis er ikke alle skildringer lige realistiske og skal tages med et gran salt, men det bidrager til afstigmatisering, fordi vi jo på godt og ondt identificerer os med og holder af karaktererne. Både deres gode og udfordrende sider. På denne måde hjælper de fiktive portrætter os til at se ud over diagnosen og i stedet se det hele menneske. Og det er meget positivt,” siger Michael Danielsen, chefpsykolog i Psykiatrifonden.

Fem tv-serier hvor psykisk sygdom spiller en rolle

Homeland

I Homeland følger vi den kompromisløse CIA-agent Carrie Mathison, der har viet sit liv til den amerikanske efterretningstjeneste. Plottets afsæt er en amerikansk soldats befrielse efter årevis i fangenskab hos al-Qaeda, som Carrie mistænker for nu at arbejde for terroristerne. Carrie har bipolar lidelse, som hun forsøger at skjule, da diagnosen vil koste hende den sikkerhedsgodkendelse, der er krævet i hendes stilling. Hun holder sygdommen i skak med antipsykotisk medicin, men gennemgår maniske perioder, hvor arbejdet er omdrejningspunkt for hendes hyperaktive adfærd. Den ustabile, men geniale Carrie ser mønstre og komplotter, som ingen andre ser, og en del af hendes (selvfølgelig) korrekte teorier bliver affejet som en syg kvindes vrangforestillinger.

In Treatment

Hvert afsnit i In treatment udgør en terapisession, hvor man som seer er en flue på væggen i psykologens kontor. Her følger man patienternes udvikling, når de uge efter uge tager plads i psykologen Paul Westons sofa. Et skrantende parforhold, en traumatiseret jagerpilot, en direktør med angst og en selvdestruktiv teenager er blandt de skæbner, man får et indblik i gennem psykologens granskende samtaler. Parallelt med patienternes historier får man indblik i en endnu mere lukket verden: psykologens eget følelsesliv. Før og efter patienternes besøg får vi små glimt af Pauls privatliv. Hans egne skænderier med konen og konflikter med børnene. Og sidst, men ikke mindst følger vi ham, når han selv går til psykolog og vender sine private og professionelle bekymringer fra den anden side af bordet.

Girls

Girls følger fire veninder i starten af 20’erne i New york. Serien viser et uglamourøst billede af situationer, mange må igennem på tærsklen til voksenlivet. Vi følger dem gennem tåkrummende jobsamtaler, kejtede dates og uskønne sexscener. under al (selv)ironien skildres også de alvorlige udfordringer, som hovedpersonen Hannah har med OCD. Seriens forfatter, Lena Dunham, der spiller rollen som Hannah, lever selv med OCD, og man fornemmer, at sygdommen skildres ganske realistisk. Hannahs OCD kommer op til overfladen fremprovokeret af stress. Hun tvangs-gentager sine handlinger og bevægelser i serier af otte eller mere – hun spiser fx otte chips på en gang eller onanerer otte gange på en nat. Efter en neurotisk ørerensning ender hun på skadestuen med en punkteret trommehinde og en vatpind, som sidder fast i øret.

Broen

I Broen møder vi Saga Norén, som er efterforsker ved det svenske politi. Saga har aspergers syndrom og forundres jævnligt over ellers udbredte sociale normer. Hun kommer ofte til at fremstå som ufølsom over for de mennesker, hun er i kontakt med. Fx når hun afhører pårørende til et mordoffer uden blik for eller hensyntagen til deres sorg. Hvad Saga mangler af sociale egenskaber, opvejes til fulde af hendes ukuelige vilje til at opklare kriminalsager. Hverken sociale eller personlige hensyn lader hun komme i vejen. Hendes tilsyneladende mangel på interesse i at passe ind står dog i kontrast til de nære venskaber, hun knytter med sine nærmeste kolleger, og gennem relationerne til dem ser vi, at hun er langtfra uden empati og indlevelse.

The Sopranos

Det usædvanlige anslag i the Sopranos er mafiabossen Tony Sopranos første psykologsession hos Dr. Melfi. Han er modvilligt gået i terapi efter et angstanfald, tilsyneladende forårsaget af, at hans elskede flok vildænder forlader poolen i hans baghave. Gennem seks sæsoner følger vi Tony, familien og resten af mafiaklanens op- og nedture. Mellem hævntogter, afpresninger og koldblodige likvideringer vender tony Soprano jævnligt tilbage til Dr. Melfis sofa. Gennem psykologsamtalerne får seerne bl.a. indblik i en problematisk moderbinding, der ikke bliver mindre terapiaktuel, da Tonys mor forsøger at få ham dræbt. Vi hører også om de skrupler, der rammer mafiaens mænd, når de ser sig nødsaget til at dræbe en god ven, der er stikker. Et liv som mafiaboss er tydeligvis ikke uden bekymringer og tager hårdt på både det psykiske og fysisk helbred.  

Af Solveig Lindeskov Andersen, freelancejournalist

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden