Angst og ensomhed i den søde juletid

Det værste, jeg ved, er at holde fri. Ferier, helligdage og søndage. For det er i de perioder, at jeg føler mig allermest ensom. Derfor er julen også en svær tid, som kræver, at jeg tager mig nogle vigtige forholdsregler.

December måned. En måned hvor kalenderen for mange er fyldt med familiebesøg, julefrokoster, gaveindkøb, nedtælling til juleaften og juleferie. En måned, som står i familiens tegn, med hjerter, kram og udsigten til fridage, der giver mulighed for at puste ud, inden det nye år melder sig.

Men december kan også være en stressende måned, og for mig er den netop det. Ikke fordi min kalender bugner med aftaler og gaveindkøb. Tværtimod. Min måned drejer sig netop om at få fyldt kalenderen op, sådan at jeg mærker måneden og ferien mindst muligt.

 

Jo færre fridage jo bedre hvis du spørger mig

 

Alligevel holder jeg af julen. Jeg elsker, at der ikke behøver at være en grund til at give hinanden gaver eller små overraskelser. At det er OK at spise en ekstra kage, også på en hverdag. Fordi det er jo jul! Men der er to ting, der gør, at min december sjældent er den søde juletid.

Kristinas tre råd til at få det bedste ud af juleferien med angst og ensomhed

1. Lav en plan

Hvad skal der ske de forskellige feriedage. Det er ikke sikkert, du behøver gå 100 procent efter planen, men det giver en ro og en tryghed at vide, at der rent faktisk er en plan.

2. Bed om hjælp

Jeg tror på, at vi som mennesker gerne vil hinanden det godt. Måske ved dem omkring dig rent faktisk ikke, hvordan du går og har det.

3. Stop op

Mærk efter, om den energi, du bruger lige nu, kunne bruges anderledes. Spørg dig selv: ”Er den handling, jeg laver nu, noget, der påvirker mig negativt eller positivt?”

Julefrokoster og flæskesteg

Mine gaveindkøb er ret hurtigt overstået, da jeg maks. skal købe gaver til tre personer. Det kan bestemt også have sine fordele. Min bankrådgiver klapper i hvert fald i sine hænder. Men det betyder også, at min kalender ikke er fyldt op med julefrokoster og adventsarrangementer.

Det er ikke noget, der påvirker mig i min hverdag, men jeg ville lyve, hvis jeg ikke nogle gange kunne tænke, at jeg også gerne ville have min december fyldt ud med udsigten til julesammenkomster og et langbord fyldt med flæskesteg, sild og snaps. Selvom jeg hverken bryder mig om flæskesteg, sild eller snaps.

Jo færre fridage jo bedre

På mit arbejde bliver der ofte talt om, hvordan julen falder i år. Hvor mange fridage man kan være heldig at få og så videre. Jo færre dage fri, jo bedre, hvis du spørger mig. For er der noget, jeg ikke er særlig god til, så er det at blive taget ud af min hverdag.

Det er i netop disse perioder, at både angsten og depressionen ofte blusser op igen. Og jeg bliver lige bange, hver gang det sker. Men tvungen ferie, det giver panik. I hvert fald, hvis jeg glemmer at huske på, hvad der fungerer for mig. ”Husk nu at holde fri!” er ofte den besked, jeg bliver mødt af, når sådanne dage nærmer sig. Men jeg føler, jeg holder fri i min hverdag og i stedet kommer på overarbejde, når jeg skal holde fri.

Planlægning giver ro på

Hvis ikke jeg husker at få planlagt nogle aktiviteter på mine fridage, få min søvn, spise rigtigt, få løbet mig en tur og talt med nogle mennesker, så begynder tankerne at drille mig. Jeg får følelsen af, at være ekstremt ensom. At være forkert. Og nogle gange slet ikke at have lyst til at leve længere. 

Og når disse tanker først er begyndt at dukke op, bevæger jeg mig ind i et meget destruktivt mønster. Lige ind til jeg starter hverdagen igen, og så er alt godt som ved et trylleslag. Heldigvis oplever jeg færre og færre af disse perioder. Netop fordi jeg har lært mig selv at kende og ved, hvordan jeg bedst muligt passer på mig selv. Det er min opgave, og selvom det kan føles tarveligt og uretfærdigt engang imellem, så er det min pligt at få det bedste ud af det.

Af Kristina Hesselberg

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883