Vi skal kunne tale om det negative ved livskriser

Fra selvhjælpslitteratur til primetime tv-serier bliver vi præsenteret for fortællinger om, at man kommer styrket ud på den anden side af en livskrise. Men ikke alle kan leve op til den positive historie om, at hvad du ikke dør af, gør dig stærkere. Derfor er det vigtigt også at have lov til at sige: Den oplevelse kom der ikke noget godt ud af, mener psykolog Svend Brinkmann.

Hvordan passer en livskrise ind i vores kultur i dag, hvor man helst skal se selv de største problemer som lærerige udfordringer? En kultur, hvor tendensen er, at man skal være i evig personlig udvikling, på vej op ad karrierestigen og ud i verden, og hvor det forventes, at man har ja-hatten på, uanset hvad man bliver mødt med. Her passer livskrisen rigtig dårligt ind, hvis man spørger professor i psykologi Svend Brinkmann. Svend Brinkmann  

I 2014 udgav Brinkmann den meget populære anti-selvhjælpsbog ”Stå fast – Et opgør med tidens udviklingstvang”. Heri kritiserer han det, som han kalder den accelererende kultur med dens ensidige fokus på præstation, udvikling og positivitet. Psykiatri-Information har mødt manden bag bogen for at blive klogere på hans syn på livskrisen i dagens Danmark. 

”Livskrisen står i direkte modsætning til idealet om, hvordan man bør være i det samfund, vi har i dag. Når man er i en livskrise, er man jo ude af stand til at præstere, hvad man ellers plejer. Man er kørt fast,” forklarer han. 

Vigtigt med flere fortællinger

Vi kender formentlig alle de klassiske historier om en kvinde, der fik en kronisk sygdom, men fik et nærmere forhold til sin familie, eller om en mand, der fik stress, men lærte sig selv bedre at kende som resultat. Når vi hører fortællinger om livskriser, er det stort set altid med en lykkelig slutning: Der kommer noget godt ud af krisen. Men den tendens er Svend Brinkmann kritisk over for. Han mener, at de mange overvindelseshistorier kan lægge et større pres på personer ramt af krise. 

”Det er selvfølgelig ikke forkert, at man lærer noget af sine kriser, og at man har den fortælling som en del af sin livshistorie: Jeg overvandt krisen og kom ud på den anden side som en stærkere, bedre person,” siger Brinkmann og fortsætter: ”Det, jeg er kritisk over for, er, hvis den type fortælling bliver den eneste måde at forholde sig til en livskrise på. Hvis det er skabelonen for, hvordan det er rigtigt at gennemleve kriser, er der jo mange, der ikke kan leve op til det.” 

Et slag for svagheden  

Svend Brinkmann savner derfor også plads til de historier, hvor krisen ikke nødvendigvis munder ud i nye erkendelser eller styrkede relationer.

”Jeg vil gerne slå et slag for vores svaghed,” siger han og fortsætter: ”Det skal også være legitimt at sige: Det her skete for mig, og jeg var ikke stærk nok til at klare det. Jeg knækkede. Og hvis jeg har lært noget, så var det kun det: At jeg IKKE kunne klare det.”

Brinkmann mener, at det kan være krænkende for personer i krise, hvis de presses til at tænke positivt om noget, de meget naturligt oplever som negativt, uanset om det er et dødsfald, en skilsmisse eller noget helt tredje. Brinkmann mener der- for, at man på et kulturelt plan skal blive bedre til at tale om det negative uden at vende det til noget positivt. 

Tal om døden 

”Vi mangler sprog og begreber for alt det negative og tragiske i livet,” siger han, og fremhæver døden som en af de ting, vi ofte viger uden om at tale om. ”Døden er jo en del af livet, og jo tidligere vi begynder at tale med vores børn og hin- anden om det, jo bedre bliver vi i stand til at håndtere det. Ikke fordi det bliver forvandlet til noget positivt, men fordi vi kan ruste os bedre til at forholde os til det som et uomgængeligt vilkår.”

undefinedDet samme gælder for andre ting, der kan få krisen til at ramme os, mener Brinkmann. Han understreger, at det at ruste sig til tragedierne ikke må være endnu en ting, som bliver pålagt den enkelte som den eneste rigtige måde at håndtere krisen på. Det er også en forandring, der skal ske på et kulturelt plan.

Meningsfuld sorg

undefinedSvend Brinkmann mener desuden, at mennesker ramt af en livskrise, kan finde hjælp i tanken om, at der oftest er en mening med den lidelse, man oplever.

”Sorg er et interessant fænomen i den sammenhæng, for det er uhyre lidelses- fuldt, men samtidig dybt meningsfuldt,” siger han og forklarer, at sorg eksempelvis peger på de bånd, vi har til andre mennesker, og sorgen opstår, når de bånd skæres over. ”Når man er i krise, kan det være godt at tænke på, at det ikke er noget, som er kommet ud af det blå, og som nødvendigvis skal overvindes hurtigst muligt med terapi eller piller.”

En fast vending, når man taler om livskriser, er, at folk skal se at komme videre. Det afspejler ifølge Brinkmann den præstationskultur, vi lever i, og som han gerne vil gøre op med. ”Vi skal selvfølgelig ikke dyrke det negative, men vi skal have lov  til at tage en pause og forholde os reelt til det dårlige, der er hændt os,” siger Svend Brinkmann.

Om Svend Brinkmann

Svend Brinkmann (f. 1975) er professor i psykologi ved Aalborg Universitet. Han fik stor offentlig opmærksomhed for sin bog "Stå fast" i 2014. Aktuelt forsker han blandt andet i diagnosekultur og er medredaktør af bogen ”Diagnoser” fra 2015. Brinkmann er modtager af DR's formidlingspris, Rosenkjærprisen 2015. 

Af Solveig Lindeskov Andersen, freelancejournalist 

Læs mere fra temaet om livskriser

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden