LØBETURE GIVER MARTIN SINDSRO

I et socialt projekt i Vejle, hvor en mentor og en såkaldt peer mødes for at lave aktiviteter sammen, dyrker flere af deltagerne motion – nogle løber, andre går en tur sammen. Martin på 19 år har en depression, og han mødes med Mads om motionen.

30 minutters motion

Mere skal der faktisk ikke til, for at både din fysiske og psykiske sundhed kan blive markant forbedret. Og det behøver ikke være sprint, vægtløftning eller maratontræning. En rask gåtur, svømmeture eller boldspil kan sagtens gøre forskellen for din psykiske sundhed. 

Når Martin mødes med sin peer-mentor, Mads, er det ofte med løbeskoene på. Så går turen ned til havnen i Vejle og ud langs fjorden – og først 7-8 kilometer senere er de to hjemme igen. De kan også finde på at gå en lang tur. Det var under det første møde i projektet, at de fandt ud af, at de begge to var interesserede i at løbe, og så blev det omdrejningspunktet for deres møder hver anden uge. 

”Løbeturen foregår i hyggetempo, men vi får stadig brugt vores kroppe og noget energi – og indimellem stødt nogle ord ud,” siger Martin, der har en depression og samtidig lider af social angst.

Mads supplerer: ”Det er stimulerende for samtalen at løbe eller gå en tur. Så kan man melde sig ind eller ud af snakken, uden at det virker påfaldende,” siger han.

Mads lider af paranoid skizofreni, men har det så godt, at han er ved at trappe ud af medicinen – og han har selv brugt motion meget gennem sit sygdomsforløb.

Motion giver sindsro

Motion er heller ikke et fremmedord for Martin, som tidligere har arbejdet som svømmeinstruktør, og som også løber ture uden Mads. Han ved, at motion er godt for ham.

Løb”Det er en blanding af personlig erfaring, hvad behandlerne har sagt, og hvad jeg har læst. Dér skulle fysisk aktivitet jo være godt, og jeg synes også, det giver en sindsro. Jeg føler en tilfredshed efter at have løbet – jeg kan bedre slappe af,” siger Martin.

At der er en peer-mentor som Mads med, er både motiverende og afslappet.

”Det er lidt lettere at komme uden for hjemmets fire vægge, når vi er to. Det er også en anden måde at være sammen påendatsættesignedogtale–deter lidt mere uformelt. Vi behøver ikke at kommunikere så meget. Måske er det lidt stereotypt, men vi er jo to mænd, og der kommer nok ikke så mange dybe udmeldinger,” siger Martin, der værdsætter, at Mads kender til psykisk sygdom fra sig selv.

”Jeg har måske lettere ved at tale om, hvordan jeg har det, fordi jeg ved, han har nogle erfaringer selv. Der er en anden forståelse for det,” siger Martin. 

Mads supplerer: ”Vi kan godt snakke om tunge emner, som andre sikkert vil finde deprimerende, fordi vi har en fælles referenceramme. Fx havde jeg for fem år siden svært ved at gå i gågaden, og så kan jeg spørge Martin, om han også kender til det. På samme måde kan han spørge mig. Det er jo det peers handler om – at blive forstået på en anden måde,” siger Mads.

Fortsætte med at ses

Projektet i Vejle slutter snart for Mads og Martins vedkommende, men sandsynligvis fortsætter de med at ses.

”Jeg har ikke snakket med Mads om det, men det kunne godt tænkes. Både for motionens skyld og for at se ham,” siger Martin.

Samme indstilling har Mads: ”Jeg lærer en masse af Martin. Han kæmper med næb og kløer for at komme ud af depres- sionen, og det er inspirerende for mig.”

Der er sådan set kun ét problem. ”Martin løber hurtigere end mig. Men han har også en anden statur end mig – med nogle længere ben,” griner Mads. 

(Tekst af journalist Mette Damgaard Sørensen

 

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883