Antennebarn og linedanser

Marie Johnsen er mor til to drenge og var på vej gennem en hård skilsmisse, da hun blev indlagt med en voldsom depression. I dag er hun ved at samle stumperne sammen og genopbygge nærheden og hverdagen. Maries to drenge på otte og 11 var mere end tøvende over for at begynde i en børnegruppe. ”Det bliver bare værre af at tale om det,” som den ene sagde.

Marie Johnsen er mor til to drenge og var på vej gennem en hård skilsmisse, da hun blev indlagt med en voldsom depression. I dag er hun ved at samle stumperne sammen og genopbygge nærheden og hverdagen. Maries to drenge på otte og 11 var mere end tøvende over for at begynde i en børnegruppe. ”Det bliver bare værre af at tale om det,” som den ene sagde.

Marie Johnsen voksede op i en familie, der var præget af hendes mors tilbagevendende depressioner. Der var gode dage, og der var dårlige dage, og det at holde fast i de gode og få dem til at vare længe fyldte meget for Marie. Da hun var seks-syv år gammel, begyndte hun at få hovedpine og mavepine. Lægen kunne ikke finde nogen fysiske grunde til det.

Senere skiftede Marie fra en almindelig folkeskole til en lille-skole. Det var der, hun brød sammen for første gang. 

Hjælp flere børn i børnegrupperne

"Jeg er rigtig glad for, at grupperne gør det muligt for dem at have en fortrolighed med nogle andre voksne end mig og deres far".

Sådan siger Maria Johnsen, som er mor til to drenge, der har gået i Psykiatrifondens samtalegrupper for børn. 

Lige nu er der børn på venteliste. Du kan være med til slette ventelisten. STØT med et valgfrit beløb på MobilePay til 40170.

Indflydelse og ansvar

Marie var dygtig fagligt og velfungerende. Et barn, som de voksne godt kunne lide, og som de ikke kunne se havde det svært. Det var først, da hun skiftede skole til et sted, hvor de voksne interesserede sig for hende og spurgte, hvordan hun havde det, at hun reagerede. ”Der var en helt anden omsorg fra de voksne på den nye skole. De talte med mig. Og en dag kan jeg huske, at jeg simpelthen satte mig på en gang på skolen og bare græd og græd og græd,” siger Marie.

Hun skulle hele tiden være på forkant med sine forældres reaktioner, husker hun. Dels morens depressioner, dels hendes fars meget opfarende natur. 

”Man går på line hele tiden og forsøger at forudsige. Som barn tror man jo, at man har en enorm indflydelse på, hvordan ens mor og far har det, og dermed et ansvar.Det er først meget senere, det er gået op for mig, at det ikke er rigtigt,” siger hun.

Som et dødsfald – bare værre

Som yngre gik Marie i terapi og følte, at nu var hun kommet om på den anden side og kunne leve et almindeligt liv. Men da drengenes far efter 14 år ville skilles, krakelerede alt for Marie.

”Det var som et dødsfald. Bare meget værre,” siger hun.

Gradvist blev det sådan, at hun ikke kunne være i sin lejlighed, når drengene var hos deres far. Så brugte hun sit store netværk af gode venner og drak kaffe hos den ene et par timer, spiste hos den anden og sov hos den tredje. Alt sammen for ikke at være alene.  

”Hver dag ved middagstid begyndte jeg at få ondt i hele kroppen. Og jeg tænkte, at det bare ikke var NU, jeg skulle bryde sammen,” siger hun. Men hun fik det værre.
”Jeg kan kun anbefale at søge hjælp, hvis man har det sådan,” siger Marie. 

I Maries tilfælde betød det, at hun blev indlagt. 

Fodboldtræneren bedre end børnesamtale 

Børnene besøgte Marie på afdelingen sammen med deres far. Og de kom også til en såkaldt børnesamtale, hvor personalet talte med Marie og hendes eksmand, men især med børnene, om det, der skete med Marie. Børnene sagde bare ikke rigtig noget. Det var først, da de mødte den ene drengs fodboldtræner, som var indlagt på samme afdeling med en depression, at drengene lukkede op.

 

Jeg er rigtig glad for, at grupperne gør det muligt for dem at have en fortrolighed med nogle andre voksne end mig og deres far

 

”Snakken med ham var som otte børnesamtaler. De spurgte og spurgte, og han svarede meget åbent,” fortæller Marie.

”Det er helt fint, mor!” 

De to drenge reagerer vidt forskelligt på deres mors sygdom. Den ældste vender det indad, har svært ved at sætte ord på sine følelser, men konfliktniveauet stiger.

Den yngste er det, Marie kalder ”et antennebarn”. Han vil gerne have, at alle har det godt, og der er i hvert fald ikke noget galt med noget som helst, synes han:
”Han siger fx, at alt er fint for ham. 

 

Hver dag ved middagstid begyndte jeg at få ondt i hele kroppen. Og jeg tænkte, at det bare ikke var NU, jeg skulle bryde sammen

 

Det er helt fint, at jeg er syg. ’Det har jeg vænnet mig til, mor, og det gør ikke noget,’ kan han sige,” siger Marie.

”Han er en af dem, der let kunne blive overset, for han kompenserer virkelig,” fortæller hun. 

Artiklen er bragt i Psykiatri-Information

Som støttemedlem får du bladet i postkassen 4 gange om året. Derudover får du også 10 % på bøger fra Psykiatrifondens forlag.

Bliv støttemedlem!

Den gode fortrolighed 

Det var, mens Marie var indlagt, at nogen foreslog, at drengene skulle gå i en af Psykiatrifondens børnegrupper. Det ville de ikke. Men Marie og deres far har været sammen om hele forløbet og besluttede, at drengene havde brug for noget hjælp. Derfor fik de ikke noget valg. Og som lokkemiddel fik de lov til fx at spille computer efter det første møde. 

Efter formødet med Psykiatrifondens gruppeledere var især den ældste udmattet og meget ulykkelig. 

”Jeg vil ikke derhen igen. Det bliver meget værre af at tale om det!,” sagde han. 

Men med tiden begyndte begge drenge at glæde sig. De lærte andre børn at kende, som også havde en mor eller en far med psykisk sygdom. Og så er der særligt en ting, Marie fremhæver:”Jeg er rigtig glad for, at grupperne gør det muligt for dem at have en fortrolighed med nogle andre voksne end mig og deres far.”

Ikke bange mere 

Nu er de ti uger med børnegruppe to timer om ugen slut, og drengene savner det. Den ældste dreng har fortalt, at møderne i gruppen med de andre børn og med gruppelederne har lært ham en masse om Maries sygdom, så han nu ikke er bange for den længere.

Marie kan mærke, at børnegruppen har fået drengene til at slappe af. Der er stadig konflikter, men på en anden måde. 

”De kan skændes om skålen med pop-corn, så den ene flyver op og smækker døren til værelset af vrede,” fortæller Marie og er lettet over, at det trods alt er ganske almindeligt. Der er måske lang vej til en helt gennemsnitlig hverdag, men de første vigtige kilometer ligger bagude.

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883