Ung, ensom og angst: “Jeg skal jo bare tage mig sammen”

Siden Marie Maack var teenager, har hun kæmpet med ensomhed, lavt selvværd og selvkritik, følt sig presset og tænkt, at hun ”bare skulle tage sig sammen”. Til sidst ramte hun muren og droppede ud af universitetet. Marie er langtfra den eneste unge, der mistrives, viser Psykiatrifondens nye undersøgelse om unges oplevelse af selvværd og pres.

”Jeg ville kunne. Jeg forventede af mig selv, at jeg skulle læse og bruge masser af tid på opgaver. Jeg tænkte, at jeg bare skulle tage mig sammen. Så efter gymnasiet og et sabbatår begyndte jeg på universitetet. Men det blev sværere og sværere at komme ud ad døren.

Til sidst tog jeg kun af sted, når det var nødvendigt. Det blev også svært at se studiekammeraterne i øjnene. Jeg frygtede, at andre skulle se mig, som jeg følte mig: At jeg var bagud. At jeg ikke kunne finde ud af noget. At jeg var dum,” fortæller Marie Maack, der i dag er 22 år.

Når man læser Psykiatrifondens nye undersøgelse af unges oplevelse af præstationskrav og selvværd, kan man se, at Marie langtfra er alene om de følelser: Epinion har på vegne af Psykiatrifonden spurgt 1.000 unge kvinder og 500 unge mænd om vigtigheden
af at få høje karakterer, om pres fra forældre, om fremtiden, om bekymringer, om, hvad de unge tænker om sig selv og deres egne præstationer, og hvem de taler med, når de ikke har det godt.

Fakta om Psykiatrifondens undersøgelse

  • Analysefirmaet Epinion har på vegne af Psykiatrifonden stillet 1.000 piger og unge kvinder og 500 drenge og unge mænd i aldersgruppen 16­24 år en række spørgsmål om bl.a. oplevelsen af selvværd og præstationskrav.
  • Deltagerne er repræsentative i forhold til region og igangværende uddannelse.
  • Foretaget af Epinion i slutningen af oktober 2017.

Hver fjerde deler aldrig det svære

Undersøgelsen viser et på mange måder skræmmende billede af unge, som i vidt omfang hænger deres selvværd op på ydre ting som uddannelse. Den viser også, at de unges forældre ofte er kilde til pres frem for støtte, og at en stor del af de unge føler, at de alene bærer ansvaret for at få et godt liv. Ikke mindst er det bekymrende, at en fjerdedel af de unge sjældent eller aldrig deler nederlag og sorger med deres venner.

Gymnasiet kostede selvværd

I folkeskolen var Marie med egne ord ”et ensomt barn”.

Hun forklarer, at det er svært at indrømme ensomhed som teenager, hvor kammerater er så vigtige for selvforståelsen. Det forstærkede ensomheden, og hendes selvværd led et knæk. Da Marie er bogligt stærk, valgte hun at gå i gymnasiet. Det gik bare ikke helt som forventet.

”Mit selvværd blev værre og værre. I gymnasiet havde jeg svært ved at få afleveret til tiden. Derfor skulle jeg blive på skolen for at skrive opgaver efter skoletid. Nogle klassekammerater fandt ud af, at jeg var i skrivefængsel. Det var ubehageligt. Det troede de ikke om mig. Ikke at leve op til hverken egne eller andres forventninger var svært,” siger Marie.

Universitetet – ligesom alle de andre

”Da jeg søgte ind på universitetet, vidste jeg egentlig godt et eller andet sted, at jeg ikke var klar til arbejdsmængden, men næsten alle i min klasse ville på universitetet, og jeg havde jo fundet en spændende uddannelse, så jeg tænkte slet ikke i andre baner,” mindes Marie.

 

28 procent af de unge deler sjældent eller aldrig nederlag og sorger med deres forældre, og 24 procent deler heller ikke med deres venner. 35 procent af de unge deler sjældent eller aldrig angstsymptomer med andre, fordi de synes, at det ikke er nødvendigt, fordi det er for privat, fordi de ikke vil bekymre eller belaste andre, eller fordi det føles pinligt eller unormalt ikke at have det godt.

 

 

På universitetet oplevede Marie sit første angstanfald med ondt i solar plexus og følelsen af ikke at kunne trække vejret. ”Det var skræmmende, men jeg døde jo ikke,” som hun siger. Angsten fik dog en anden konsekvens: Marie valgte at stoppe på universitetet og starte på en kontoruddannelse. ”Det var svært. Det var endnu en forventning til mig selv, jeg ikke havde levet op til,” siger Marie.

Samler på succesoplevelser

”Da vi havde erhvervsvejledning i folkeskolen, blev kontoruddannelsen ikke solgt særlig godt, og det er ikke retfærdigt. Jeg er glad for at være kontorelev. Jeg er ikke så presset hele tiden, og jeg samler på succesoplevelser. Det giver lidt ro, så jeg kan arbejde med mine forventninger til mig selv. Jeg håber på, at jeg en dag bliver klar til at forfølge drømmen om en videregående uddannelse,” siger Marie. 

 

41 procent af de unge under uddannelse er altid eller ofte kun tilfredse med deres præstationer, når de får 10- eller 12-taller. Over halvdelen af de unge er i høj grad eller i nogen grad bekymret for at skuffe deres forældre ved ikke at have succes.

 

Selvom Marie trives i sin nye rolle som kontorelev, spurgte en kollega en dag ind til, hvordan Marie egentlig havde det. Da Marie stadig tumlede med selvkritiske tanker, fik kollegaen lov at hjælpe Marie med at finde en psykolog.

Supertjekket – udenpå

”Det var en meget speciel oplevelse, at en anden kunne se, hvordan jeg havde det,” fortæller Marie. Hun er igennem årene blevet vant til, at folk hverken kan se eller forstå det, hun tumler med. Hun har forsøgt at tale med en lærer og senere sine forældre, men hun føler, at det har været svært at forklare, og derfor også at forstå, tankerne og problemerne.

Hun oplever næsten altid, at andre ser hende anderledes, end hun oplever sig selv. At de ser hende som supertjekket, mens den indre stemme er fuld af kritik.

Præstationskultur giver uhyggelig udvikling

Vi oplever en uhyggelig udvikling, hvor fokus er på en selv, mens betydningen af omverdenen forsvinder. Vi har fået en præstationskultur, et skabelonsamfund, hvor der ikke er plads til de store udslag eller diversitet. Hvor man skal være boglig, og hvor alle skal have overblik, være dygtige, have sociale kvaliteter og være klar til konstant omstilling.

Der er ikke plads til mangfoldighed og forskellige talenter. Ønsket om at få 12 i alt betyder, at man skal præstere enormt meget. Der er ikke længere plads til sjov. Der er heller ikke plads til fejl og mangler. Det giver øget præstationsangst og angst i al almindelighed. I sådan et samfund føles det også som et nederlag at sige højt, at man mistrives.

Anne Lindhart, formand for Psykiatrifonden og speciallæge i psykiatri

Kan ramme hvem som helst

Første skridt til at få det bedre er erkendelsen, og så skal man søge hjælp,” er Maries råd til andre. ”Det er også vigtigt, at folk er klar over, at psykologiske udfordringer kan ramme hvem som helst, og at man godt kan være sårbar og god nok på samme tid.”

Af Lotte Ladegaard, freelancejournalist

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883