Karina, 28 år

I 2004 blev Karina udsat for drugrape. Få år senere var hun desuden udsat for et seksuelt overgreb.

Hvilke oplevelser har udløst din PTSD?

Jeg var udsat for et drugrape i 2004 og et seksuelt overgreb i min lejlighed i 2009. Jeg fik først hjælp i 2010. Det er helt tydeligt, at jeg har haft PTSD, inden jeg fik hjælp – det kan jeg se nu. Dengang troede jeg bare, at det var "mig, der var mærkelig", og at det hele var min egen skyld.

Hvilke symptomer har du haft?

Jeg havde flashbacks, mareridt, intet selvværd, destruktive tanker og adfærd. I en periode var det så slemt, at jeg skar mig selv – heldigvis aldrig alvorligt, så jeg har ingen ar i dag.

Derudover kunne jeg finde på at barrikadere min dør til lejligheden indefra, for så kunne jeg i hvert fald hurtigt høre, hvis der var nogen, der var på vej ind. Jeg gemte en skarp kniv under min seng og ved min hoveddør for at kunne forsvare mig selv. Det lyder helt grotesk i dag, men dengang føltes det som en naturlig nødvendighed.

Jeg var meget angst over for mænd. Jeg tog ikke kontakt, men jeg turde ikke afvise dem, hvis de tog kontakt til mig. For hvad kunne de så finde på?

Jeg græd utroligt meget i alle de år, og mit selvværd var ikke-eksisterende. Jeg var min egen værste fjende, alt var min skyld, og jeg fortjente at have det så dårligt.

Efter jeg fik hjælp, fortsatte flashbacksene og blev faktisk værre. Formentlig fordi jeg endelig fik bearbejdet mine traumer. Tidligere har jeg forsøgt at undgå at tænke på det, fordi jeg var bange for, hvad der ville ske, hvis jeg sådan rigtig tænkte mine oplevelser igennem. Noget tid efter, at jeg fik hjælp, flyttede jeg til en ny lejlighed, og kom for første gang til at bo i en stuelejlighed. I den periode turde jeg ikke have vinduerne åbne, hvis jeg ikke var der til hele tiden at holde øje med, om nogen var på vej ind.

Hvornår søgte du hjælp?

Jeg fortalte et par veninder om drugrapet lige efter, det var sket, men der var ingen, der reagerede. Og jeg forsøgte at få hjælp hos min læge uden held. Derfor sagde jeg det ikke til andre, og jeg anmeldte det ikke.

Efter det seksuelle overgreb i 2009 blev det så slemt, at jeg havde blackouts og hysteriske anfald, og en god veninde forlangte, at jeg skulle sige, hvad der foregik, og endelig fik jeg fortalt det hele og søgt hjælp. Det faldt så uheldigt, at jeg umiddelbart efter skulle i udlandspraktik, og derfor begyndte jeg først at gå fast hos en psykolog i 2010. Efter mine ti gange hos ham, stoppede jeg. Som studerende syntes jeg ikke, at jeg havde råd. Jeg fandt dog hjælp på www.voldtaegt.dk, og kontaktede dem, da de søgte personer, der først sent har fået hjælp efter en voldtægt. Derefter blev jeg kontaktet og tilbudt et terapiforløb hos dem, og fik diagnosen i 2011 i Center for Voldtægtsofre Århus.

Hvordan påvirker din PTSD din hverdag?

Jeg har fået nogle gode værktøjer hos psykologen, og det bedste er nok, at jeg er opmærksom på, at jeg har PTSD, og at det er en kronisk lidelse – selvom den for det meste nu er latent. Dog kan jeg mærke, at i perioder, hvor jeg er stresset, så blusser de gamle tankemønstre og reaktionsmåder op igen. Fx kommer jeg til at tænke, at "det er bare et spørgsmål om tid, før der sker noget forfærdeligt igen", hvis jeg har mine vinduer åbne, og jeg får følelsen af altid at være vagt og aldrig at kunne "slukke" for tankerne.

Er der ting eller steder, du undgår?

Jeg undgår det område, hvor drugrapet foregik. Derudover er der en bestemt sang, som blev spillet til den fest, hvor drugrapet foregik, som jeg ikke kan holde ud. Og lugten af tis, da jeg pga. drugrapet ikke kunne holde mig, og det lugtede så forfærdeligt.

Hvilken behandling har du modtaget?

Jeg har fået EMDR-terapi, samtaleterapi og behandling med citalopram (antidepressiv medicin). EMDR var helt fantastisk, selvom det var grusomt at gennemgå hele traumet igen. Jeg er stadig i behandling med citalopram og har forsøgt at stoppe i samråd med min læge – men jeg røg ned i et sort hul, og PTSD'en blussede rigtigt meget op.

Har du selv gjort noget, for at mindske din PTSD?

Jeg forsøger at være opmærksom og at huske mig selv på, at jeg har PTSD, og at det er helt normalt at reagere, som jeg gør oven på de voldsomme oplevelser. Selvom jeg er opmærksom, overrasker det mig, at jeg ikke altid lægger mærke til ændringer i mine tankemønstre mv.

Har du et råd du vil give videre til andre i samme situation?

Søg hjælp, da du ikke er alene! Vær ikke bange for at sætte ord på, hvad du føler og tænker – det hjælper at få tankerne luftet.

 

Læs flere personlige beretninger:
Keesha blev udsat for partnervold
Martin var soldat
Rikke blev overfaldet på sit job på en institution
Marianne arbejdede som politiassistent
Lone arbejdede som lokofører i 16 år
Karina var udsat for drugrape
Louises historie om incest
Pernilles mand har PTSD

Karina har skrevet en blog om hendes oplevelser. Bloggen kan ses her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden