Keesha, 34 år

Keesha blev overfaldet af sin exkæreste, mens hun sov. Hun flygtede fra sin lejlighed, men blev efterfølgende truet og slået i timevis.

Hvilken hændelse har udløst din PTSD?

I september 2007 blev jeg vækket ved, at min daværende kæreste stod og slog mig i ansigtet. Han overfaldt mig simpelthen, mens jeg sov og bankede mig i min lejlighed. Det lykkedes mig at slippe ud af lejligheden, men så fortsatte jagten ude på gaden, hvor han truede mig og slog mig. Der gik mange timer med trusler og vold.

Hvilke symptomer har du haft?

Jeg har flashbacks, angst, mareridt og har tendens til at isolere mig. Jeg har koncentrationsbesvær, føler mig rastløs, har problemer med hukommelsen. Jeg reagerer på lyde, som giver mig fysisk ubehag i kroppen, og jeg har problemer med berøring fra andre mennesker – både fremmede og mine nære venner. 

Hvornår fik du diagnosen?

Jeg var indlagt på hospitalet dagen efter hændelsen, og efter nogle dage blev jeg udskrevet. Først var jeg på politistationen og melde det, dernæst var jeg hos en psykolog. Der gik tre dage fra hændelsen, til jeg sad hos psykologen. Jeg fik diagnosen PTSD i foråret 2008, dvs. 7-8 måneder efter overfaldet. 

Hvordan påvirker din PTSD din hverdag?

Jeg har haft flashbacks siden overfaldet – om natten har jeg mareridt om vold, om dagen får jeg flashbacks. Mareridt er noget, jeg har vænnet mig til at have hver nat. Jeg vågner mange gange hver nat, hvis jeg overhovedet sover. Jeg har perioder, hvor jeg slet ikke sover om natten, og så har jeg perioder, hvor vågner jeg mange gange – det kan være alt fra 10-20 gange til 50 gange. Nogle gange kan jeg sove om dagen, fordi det er lyst, men det er dårligt for min døgnrytme. Jeg kan også vågne op og svede så meget, at jeg må skifte sengetøj, og ofte er jeg bange for at falde i søvn igen, for jeg ved, at jeg vil få flere mareridt. 

Jeg hader at sove. Jeg hader at lukke mine øjne, og jeg hader mørke. Det skyldes selvfølgelig, at jeg blev vækket af at blive slået i hovedet, så derfor er min søvn ikke tryg som for de fleste andre. Jeg er ofte bange for, at min ekskæreste står uden for min dør, eller at han er i rummet, når jeg sover.

Jeg har tendens til at isolere mig, men bor pt. i et bofællesskab, så i de perioder, hvor jeg ikke kommer ud, så ser jeg alligevel mennesker stort set hver dag. I de første år af min sygdomsperiode gik der år imellem, at jeg så mine nære venner. Jeg har også boet hos mine forældre i mange år af min sygdomsperiode. 

Jeg har problemer med at koncentrere mig og har svært ved at læse og følge med i programmer i tv og også samtaler med andre mennesker. Jeg har meget svært ved at huske og glemmer selv små ting. Jeg bruger naturligvis en kalender, men jeg kan fx ikke huske at kigge i den.

Jeg reagerer også meget på lyde. Bestemte lyde kan give mig ondt i ryggen. Ved bestemte høje lyde føles det som om, der står en og slår eller sparker mig i ryggen. 

Jeg har svært ved visse typer af berøringer fra andre mennesker, og jeg foretrækker fx at lade være med at give kram til mennesker … heller ikke til dem, jeg kender godt. 

Jeg græder rigtig meget. Ofte uden årsag.

Min angst for mørke gør det svært at besøge familie eller venner efter mørkets frembrud, hvilket besværliggør mit liv en hel del om vinteren, hvor det bliver mørkt kl. 15.

Når jeg laver aftaler med mine venner og familie ved de, at det er med fare for, at jeg aflyser i sidste øjeblik. Jeg ved aldrig, hvordan min dag bliver – det afhænger bl.a. af min søvn, så selvom jeg skal noget vigtigt, så jeg aflyser ofte aftaler. 

Små ting, som er uforudsete, giver angst og kan slå mig helt ud. Hvis jeg fx skal til fødselsdag, skal jeg vide, hvem der kommer, hvornår de kommer, hvornår jeg kan tillade mig at gå, og hvordan jeg kommer frem og tilbage. Hvis nogle af disse ting er uvisse, kan det gøre, at jeg ikke kan overskue at komme.

Jeg kan ikke have et arbejde.

Er der ting eller steder, du undgår?

Jeg undgår så vidt muligt at være i nærheden af det sted, hvor jeg blev overfaldet. Jeg kan ikke bo alene og prøver også at undgå at være alene hjemme. Jeg prøver at undgå at handle, når der er allerflest mennesker, og prøver at undgå metroen i myldretiden.

Hvilken behandling har du modtaget?

Jeg har gået hos psykolog i seks år og været hos flere psykiatere. Jeg har været indlagt på både åbne og lukkede psykiatriske afdelinger, hvor jeg har fået forskellig behandling. Jeg har været i angstgrupper. Jeg har været indlagt på Psykiatrisk Center Stolepegården. Jeg har gået i forskellige kropsterapeutiske grupper, fx BAT (body awareness therapy) og mindfullness. Jeg har været hos en SE-psykolog. Jeg har fået TFT (tankefelt terapi).

Har du selv gjort noget for at mindske din PTSD?

Jeg træner i et fitnesscenter 4-6 gange om ugen. Jeg ved, at motion er godt for mit sind, så det skal jeg bare gøre. De dage, hvor jeg ikke træner, prøver jeg at gå en tur. Jeg tåler ikke medicin, så jeg ved at motion er YDERST vigtigt for mig, fordi jeg bruger motionen som en slags medicin. 

Jeg læser om PTSD på nettet, følger forskellige blogs, og så er jeg medlem af en gruppe på Facebook, hvor vi er mange med PTSD, som snakker sammen og hjælper hinanden med forskellige redskaber i hverdagen. 

Afslutningsvis snakker jeg meget med min familie og mine venner og prøver at leve så 'almindeligt' som muligt, selvom det er svært, når jeg fx ikke har et arbejdsliv. 

Har du et råd du vil give videre til andre i samme situation?

Nej det har jeg faktisk ikke … Jeg synes, det er utrolig svært at leve med PTSD, og ofte har jeg slet ikke lyst til at leve, fordi det er så svært. Jeg har ingen gyldne ord eller andet at sige – jeg ville ønske, jeg havde, så jeg kunne give det videre.

Læs flere personlige beretninger

Karina blev udsat for drugrape
Martin var soldat
Rikke blev overfaldet på sit job på en institution
Marianne arbejdede som politiassistent
Lone arbejdede som lokofører i 16 år
Karina var udsat for drugrape
Louises historie om incest
Pernilles mand har PTSD

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden