Lone, 50 år

Lone har arbejdet som lokofører i 16 år. Hun har fået diagnosen PTSD efter at have været involveret i en lang række personpåkørsler.

Hvilken hændelse eller oplevelse har udløst din PTSD?

Jeg arbejdede som lokofører ved DSB i 16 år, hvor jeg var involveret i en lang række hændelser. Nogle var de såkaldte nær ved-hændelser (tæt på-påkørsler), andre var selvmordere, som hoppede ud foran toget og blev dræbt. Som lokofører bliver man nødt til at være lidt hårdhudet og sej, og det var jeg da! Når der skete tæt på-påkørsler, tog jeg det i stiv arm. Det kunne jeg sagtens klare. Børn, der lå nede og trillede rundt på sporet, folk der lige nåede over, inden jeg kom buldrende. Kollegaers oplevelser, der blev drøftet i pauserne. Jo, jeg var en af ’gutterne’. Desværre tog det lang tid, før det gik op for mig, at det her var alvorligt. Jeg har 14 sager liggende ved Arbejdsskadestyrelsen, og udover dem var der flere, jeg aldrig fik registeret.

Hvilke symptomer har du?

Jeg har følelser af chok og afmagt, mareridt, vågner om natten, farer let op og er mistroisk på alle omkring mig, men jeg slår det hen. Jeg havde i de første mange år, mens min sag kørte ved Arbejdsskadestyrelsen, en følelse af, at jeg ikke kunne være her i verden mere, og jeg følte alle var bedre tjent uden mig, da jeg kun voldte dem problemer. I starten angreb jeg ofte mine børn og var meget skuffet, da nogle familiemedlemmer ikke forstod mig og sagde, at jeg skulle tage mig sammen. Det kunne jeg ikke.

Jeg følte tit, at alle folk var mine fjender – også mine børn. En dag følte jeg mig så presset af min datter, at jeg satte speederen i bund og var som i trance. Da jeg hørte hendes råb, blev jeg mig selv igen og følte så stor en skyld, at jeg gik helt ned.

Mine flashbacks begyndte at dreje sig meget om mine børn. Jeg drømte, at det var dem, der stod på skinnerne, og som jeg påkørte. Især én drøm vendte tilbage til mig af flere omgange: min datter går foran mig på sporet i højhælede sko, men hun vil ikke flytte sig, selvom jeg tuder i hornet, og jeg ser bare, at hun kommer nærmere og nærmere, og så vågner jeg, lige før jeg rammer. På det tidspunkt sov jeg kun 1-2 timer hver nat og var vågen mindst tre gange hver nat. Jeg begyndte også at have angst for, at der skete mine børn noget, at nogen vil komme og gøre os ondt.

Hvor lang tid gik der fra hændelsen fandt sted til du søgte hjælp?

Den hændelse, der har printet sig fast, var da tre drenge løb ud foran toget. Jeg gik i sort og var sygemeldt i tre uger. Da jeg kom tilbage, var jeg der kun kort, inden min psykologs advarsel til blev virkelighed: Jeg kunne INTET og var nu en zombie. Efter flere besøg hos psykiater fik jeg den endelige dom: ’kronisk svær PTSD efter katastrofe oplevelser med ingen form for helbredelse’ og ’personlighedsændring efter katastrofe oplevelser’. Det var i 2010 – tre år efter jeg gik hjem med en sygemelding.

Hvordan påvirker din PTSD din hverdag?

Jeg kan ikke være ’på’ mere end et par timer, så kommer der en meget stærk træthed over mig, og jeg kan falde i søvn lige på stedet. Jeg skal sove lidt i løbet af dagen for at kunne være der for børnene. Jeg kan ikke altid fuldføre de besøg, jeg har sagt ja til. Jeg skal være i ro og ikke have for meget at se til, for så kan jeg ikke tænke eller huske.

PTSD har gjort, at jeg ikke kan være i tætte relationer med andre mennesker, fx have et forhold til en mand. Da jeg prøvede, var det fiasko, så det er nu snart 8-10 år siden, jeg levede i et parforhold med alt, hvad det indebærer.

Jeg har ændret mig personlighedmæssigt. Jeg er mistroisk, føler ofte panik og kan ikke være i store forsamlinger eller stå i en kø i ret lang tid af gangen – så føler jeg, at jeg besvimer. Jeg er meget lyd- og lysfølsom. Og følsom over for lugte. Jeg kan ikke klare noget, der lugter grimt, og grill om sommeren minder mig om lugten af brændt kød. Det er, som om mine sanser er blevet forstærket af at have lugtet død.

Jeg prøver med frivilligt arbejde at hjælpe andre for at få fokus væk fra mig selv. Men jeg er tit trist bagefter, da jeg ikke føler, jeg får noget igen.

Med ro og struktur på min hverdag, kan jeg leve et nogenlunde harmonisk liv, men der skal ikke meget til at vælte mig, og så isolerer jeg mig med det samme.

Er der ting eller steder, du undgår pga. din PTSD?

Jeg undgår pludselig larm. Jeg kan godt være til stede en nytårsaften, men hvis der bliver fyret af næste dag, går jeg i panik. Alt skal jeg vide på forhånd for at kunne forholde mig til det. 

Hvilken behandling har du modtaget?

Jeg har fået medicin i flere år, som gør, at jeg er i en osteklokke og hverken kan føle smerte eller glæde, og jeg har derfor prøvet at være foruden. Indimellem når mine depressioner sniger sig ind på mig, bliver jeg nødt til at være kortvarigt på medicin, men i de perioder jeg føler ikke, at jeg lever.

Jeg har ved hjælp af en familierådgiver, der kommer hver uge, fået mere struktur på min hverdag, så jeg kan finde roen i mig selv. Jeg har gået til kraniosakral terapi, traume terapi og været to gange to uger på et sindsro-ophold ved Steen Koefoed, som var med til at give mig et vendepunktet i forhold til at leve med min PTSD. I form af meditation, maleterapi, haveterapi og sindsro behandlinger, fik jeg nogle redskaber, der kan hjælpe mig, når jeg har det dårligt.

Når jeg har selvmordstanker og er i et sort hul, har jeg kun min familierådgiver og mit kontrolbesøg ved min psykiater hver tre måned. Og så er det kun min kamp for overlevelse på grund af mine børn, der gør, at jeg stadigvæk er her i dag.

Har du selv gjort noget, for at mindske din PTSD?

Jeg er med i en facebook-gruppe med ligesindede. Det giver mig en form for samhørighed og forståelse, og jeg føler, at vi støtter og hjælper hinanden.

Jeg har gjort alt, hvad jeg kan de sidste syv år, og har da formået nu med min førtidspension, som jeg fik for 2 år siden, at få en ro.

Har du et råd du vil give videre til andre i samme situation?

Mit råd til andre er helt klart at lytte efter kroppens signaler og ikke slå det hen. Det gjorde jeg selv hver gang, jeg havde en påkørsel eller ulykke. Når jeg ikke lyttede til det psykiske, blev jeg altid syg fysisk med bl.a. migræne – og i dag lever jeg med følgerne: PTSD.

Læs flere personlige beretninger

Keesha blev udsat for partnervold
Karina blev udsat for drugrape
Martin var soldat
Rikke blev overfaldet på sit job på en institution
Marianne arbejdede som politiassistent
Louises historie om incest
Pernilles mand har PTSD

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden