Mærk verden

Fotograf Jan Grarup har dokumenteret krig og katastrofer i hele verden igennem de sidste 25 år. For ham har billedet og historien altid været det vigtigste – også selv om de mange voldsomme oplevelser har givet ham mild PTSD.

Jan 500X667"Jeg har kravlet hen over flere børnelig, end jeg har lyst til at huske," sagde den verdensberømte danske fotograf Jan Grarup for nyligt om sit arbejde i verdens brændpunkter. Han fortalte også, hvordan han skruede op for bilradioen, så man ikke kunne høre skrigene under folkedrabet i Rwanda for 20 år siden. Mere detaljeret har han ikke lyst til at fortælle om de mange gruopvækkende oplevelser. Hans – ofte prisvindende – fotografier taler jo for sig selv, siger han. Til gengæld er han helt åben om sin PTSD og om de konsekvenser, sygdommen har haft for hans liv.

Jan Grarup var 17 år, da han rejste ud i verden og tog sine første billeder af krig og ødelæggelse. I dag har han diagnosen mild PTSD, han tager medicin, har været i kognitiv terapi og undgår selvmedicinering med alkohol og stoffer, som ellers var ved at tage overhånd for nogle år siden. Han blev skilt fra moren til hans tre store børn i 2009 og bor i dag sammen med sin kæreste og deres datter på tre år. At arbejdet ville få konsekvenser for hans psykiske velbefindende var hans mindste bekymring dengang, fortæller han.

"Jeg var kun interesseret i at dokumentere det, der skete rundt om i verden. Det var i starten af 90’erne, og jeg husker ikke, at PTSD var noget, man havde fokus på. Jeg kom hjem med nogle voldsomme oplevelser, men det var ikke før i slutningen af 90’erne, at jeg kunne mærke, at der var et eller andet galt. Der havde jeg nogle stressnedbrud. Men jeg kunne fungere i hverdagen, selv om jeg fór op over de mindste ting."

Han husker en episode, efter han kom hjem fra bombardementerne i Gaza i 2008.

"Jeg tastede min pinkode til mit dankort ind tre gange, og den rationelle del af mig vidste, at jeg nok havde glemt koden, men jeg fik overbevist mig selv om, at det var ham tossen i supermarkedet eller bankmanden, der havde lavet en fejl. Jeg eksploderede fuldstændig og knaldede hånden ned i en massiv bordplade og knækkede håndrodsknoglen.”

Han fortsætter: "Sidste år, da jeg var i Afghanistan, talte jeg med soldaterne om deres reaktioner. Mange fortalte, at de kunne klare mange rigtig store belastninger, mens de var udstationeret, men når de var hjemme, så reagerede de voldsomt på noget så banalt, som at ungerne ikke spiste pænt."

"Jeg husker en episode, hvor min teenagedatter skulle bruge min telefon, fordi hun havde ødelagt sin egen. Jeg bad hende aflevere den hurtigt, hvilket hun glemte. Da hun langt om længe kom med telefonen, smed jeg den ud ad vinduet. Min datter spurgte hvorfor, og jeg sagde: 'Jamen, hvis ikke jeg har min telefon, når jeg skal bruge den, så er det jo ligegyldigt, og så kan jeg lige så godt smide den væk.' På alle måder irrationelt og uigennemtænkt! Hvis du spørger min familie og mine ekskærester, så vil de sige, at de sgu aldrig helt vidste, hvor de havde mig."

En anden reaktion var følelsen af ligegyldighed, når han var hjemme:

"At se alle de døde mennesker påvirkede mig slet ikke, mens jeg var ude og arbejde. Når jeg er af sted, er jeg altid super fokuseret. Men efter jeg kom hjem fra Rwanda i 1994, kunne jeg slet ikke koncentrere mig om livet herhjemme. Jeg var helt ligeglad med regninger og alt, hvad man vil betegne som den almindelige hverdag. Det virkede meningsløst. Det var lavpraktisk, dansk ligegyldighed, når man nu kom fra de der voldsomme ting. Efter Rwanda følte jeg, at der var sket et markant skift, og også at jeg følte mig mere hjemme de steder, hvor jeg rejste hen. Det var, som om det var dér, jeg var i mit es."

Sådan er det stadig, forklarer han:

"Jeg tror, det handler om, at jeg kan finde ud af at være til stede og arbejde i de områder. Jeg ved, hvad jeg har med at gøre, og jeg synes, det er vigtige ting, jeg laver.


Var du selv klar over, at du havde en kort lunte og handlede irrationelt, når du var hjemme?

"Ja, jeg vidste det godt, men jeg var mange år om at gøre noget ved det. Det er den største fejl. Da jeg mistede en meget stor kærlighed, tænkte jeg, at nu måtte jeg gøre noget. Der var konsekvensen blevet for stor."

På det tidspunkt opsøgte Jan Grarup modvilligt psykologhjælp.

"Jeg har altid haft det sådan, at psykologer var noget, fanden havde skabt. Jeg har været bange for at tage fat i ‘noget med psykologer’. Nok fordi jeg følte, at jeg skubbede et godstog af oplevelser foran mig. Og hvis jeg først åbnede for den pose, så ville det hele komme væltende. Jeg har været til debriefing masser af gange, når jeg er kommet hjem fra mine rejser, men jeg har altid kunnet snyde psykologerne."

Central African Crisis149Hvordan?

"Jeg sagde det, de gerne ville høre, så de konkluderede, at jeg var cool nok. De ville gerne høre, at jeg reflekterende over det, jeg havde været igennem. Så jeg kom hjem til Danmark og virkede udadtil, som om oplevelserne ikke påvirkede mig."

Det var der nu også mange af oplevelserne, der ikke gjorde, sådan direkte, forklarer Jan Grarup. For, som han siger, så har der været hundredevis af hændelser: bombardementer, folkemord, naturkatastrofer, lemlæstelser, forældre der begravede deres børn.

"Det er egentlig ligegyldigt, hvad de konkrete oplevelser var. Faktum er, at jeg troede, jeg kunne 'deale' med det selv, og det kunne jeg ikke. Den psykolog, som jeg endte med at gå hos, kunne se lige igennem mig. Han spottede det lige med det samme, når jeg løj for mig selv. Det hjalp mig meget … at få taget fat i nogle af de ting. Tænk på, at jeg jo har lavet det, jeg gør, siden jeg var 17."

"Jeg har aldrig frygtet for mit liv ude i verden. Tværtimod har jeg næsten haft en lemfældig omgang med mit liv, for jeg har altid ment, at historierne og vigtigheden af dem var større. Jeg har aldrig sat mig selv i fokus og tænkt på, hvorvidt det var det værd, eller om det nu fik for store konsekvenser for mig som person. Men jeg har stor respekt for sygdommen PTSD. Netop fordi jeg ved, at når man går i stykker, så gør man det virkelig. Jeg har flere kollegaer, der er gået helt ned og aldrig er kommet sig," siger Jan Grarup, der trods medicin og terapi stadig har flashbacks og mareridt om de hændelser, han har været vidne til.


Er du gjort af et andet stof?

"Næ, men jeg er ikke bange for at tale om det, der er tabubelagt. Jeg skal ikke holde en facade. Jeg er den, jeg er, og jeg er åben om min sygdom. Jeg er verdensberømt for det, jeg laver. Jeg er skide ligeglad med, hvad folk tænker om mig. På den måde hviler jeg nok meget i mig selv. Jeg er klar over, at mit arbejde har haft konsekvenser, og der er ting, jeg ikke er stolt af, fx at jeg har mistet stor kærlighed, men jeg er ikke berøringsangst, og det, oplever jeg, gør en forskel."

Den generelle opfattelse af mænd er, at de "kan selv, vil selv og nok skal klare det selv," mener Jan Grarup. Og at mange mænd ikke taler om det, der er svært. Derfor var det interessant at lave fotobogen Mærket for livet om de danske soldater i Afghanistan.

"Jeg opdagede, hvor åbne soldaterne egentlig var om, hvordan de havde det. Meget mere end man skulle tro. Det var helt tydeligt i lejren, at det var tilladt at reagere på det, man oplevede. Jeg lærte noget om at takle de svære oplevelser, da jeg var sammen med de danske soldater. For eksempel at åbenhed har kolossal betydning."

Men, siger Jan Grarup, man kan ikke forvente, at alle andre forstår eller kan forholde sig til ens oplevelser:

"Jeg har altid tænkt over, hvem jeg fortalte mine oplevelser til. Mange af mine bedste venner er internationale krigsfotografer, og i den gruppe har vi følt, at vi kunne snakke. Nok primært fordi der er en forståelse for det. Så sidder man ikke over for et menneske, som man kan se bliver helt blank i blikket. Man kan ikke forvente, at kæresten eller familien forstår, hvad det er, man laver, når man er ude de steder. Det gælder jo også for sygeplejersker, læger og andre nødhjælpsarbejdere. Deres arbejde er det også svært for andre at forholde sig til."

Haiti Earthquake003Er det også derfor, det kan være vanskeligt at komme hjem? Fordi oplevelserne er svære at dele med dem, man er tæt på?

"Det er ikke, fordi man ikke vil dele det. Det er fordi, man ikke vil belemre dem med det."

Men det er en farlig holdning, fortsætter han.

"Det handler også om en selv. Det er os, fx mig eller soldaterne, der har været så lukkede, at familierne ikke har fået muligheden for at forstå det. Den åbenhed er vigtig. At sige det, som det er: Jeg er ikke på toppen i dag, eller jeg har haft mareridt eller flashbacks igen. At give folk en mulighed for at forstå. Ellers skaber det usikkerhed. Åbenhed kan fjerne usikkerheden hos en selv og hos omgivelserne. Så er der åbent for næste skridt. Man bliver ikke rask af åbenhed alene, men det fjerner barrieren for at gøre noget ved problemet."

"Mine børn har set mange af mine billeder – ikke de aller voldsomste – men jeg har villet, at de skulle forstå, hvorfor jeg rejste væk hele tiden. Jeg har jo alle de fysiske beviser på, hvad jeg har oplevet. På den måde ser jeg jo også de øjeblikke igen og igen. Men jeg tror det, der har hjulpet mig allermest, er, at jeg er kommet hjem til en hverdag med børn, der gør krav på deres liv herhjemme uden at skulle forholde sig til mine oplevelser. Det har betydet meget, at de har kunnet trække mig tilbage til en anden virkelighed."

Er det nemmere at forholde sig til konsekvenserne, når du selv har valgt at tage af sted?

"Ja, det tror jeg. Jeg er ikke et offer, det er selvvalgt. Derudover har jeg altid set på mine billeder og på de folk, jeg har mødt, og tænkt: Det kan godt være, at jeg har det slemt, men dem, jeg har fotograferet, har det jo 1.000 gange værre."

Jan Grarup er født i 1968. Han har arbejdet for blandt andet Politiken og New York Times og har vundet World Press Photo syv gange.

(Fotos: Jan Grarup)

(Af redaktør Marie Ejlersen, Psykiatrifonden)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden