Marianne, 46 år

Marianne fik diagnosen PTSD efter at have arbejdet som politiassistent i mange år.

Hvilke oplevelser har udløst din PTSD?

Der er rigtig mange hændelser – både fra min tid som traumesygeplejerske og som politiassistent i Københavns Politi. Mange af oplevelserne har jeg kun en svag erindring om, fordi jeg har brugt de sidste syv år på at fortrænge dem. Som politiassistent har jeg set voldsomme lemlæstelser, dødsfald, overfald, færdselsuheld og selvmord. Jeg har underrettet om dødsfald også til forældre, hvis børn var døde. Det var ekstremt hårdt psykisk, men jeg sagde aldrig fra, for jeg var god til mit arbejde.

Som politiassistent har jeg oplevet et tre-årigt barn, som var faldet ud af vinduet fra 4. sal og landede på fortovet. Halvdelen af barnets hoved var knust, men barnet levede stadig. Det var noget af det grusomste, jeg har set. Jeg havde selv en søn på samme alder derhjemme.

Jeg har oplevede, at en ung kvinde blev knivsdræbt af en ekskæreste i en lejlighed. Jeg var første patrulje på stedet. Gav førstehjælp, men hun døde inden ambulancen kom. Hendes to børn havde overværet drabet og var der også.

Ved rømning af et værtshus for rockere blev jeg truet på livet. En af dem truede mig med, at han vidste, hvad jeg hed, hvor jeg boede, og hvor mine børn gik i skole. Efter det anskaffede jeg mig en stor schæferhund, ellers turde jeg ikke være hjemme alene med børnene. Men jeg kunne jo ikke låse mine børn inde og beskytte dem.

Jeg var med første patrulje til en vuggedød. Synet af det døde barn, forældrenes panik og voldsomme reaktion og sorg. Vi håndterede det hele, men synet, og stemmerne ... det hele … jeg glemmer det aldrig.

Det sidste jeg husker, var da jeg endelig var kommet i mit drømmejob i kriminalpolitiet (i dag efterforskningen). Selvom jeg allerede havde store hukommelsesproblemer på det tidspunkt, kæmpede jeg hver dag for at passe mit job. Jeg fik til opgave at sortere børnepornobilleder fra en pc konfiskeret fra en pædofil. Jeg skulle sortere over 500 billeder med det værste børneporno/mishandling. Der var ekstrem mishandling af små babyer, små og større børn. På det tidspunkt var jeg alene med mine to sønner på 3 og 9 år. Det var nok dråben for mig dengang for ca. 7 år siden.

Hvilke symptomer fik du?

Første symptom var voldsomt vægttab, og jeg tabte også 2/3 del af mit lange flotte hår. Jeg havde eksem i hele ansigtet og sov kun, når jeg faldt om eller havde fået stesolid nok af lægen til at falde i søvn.

I dag lider jeg af flashbacks. Hvis jeg hører en udrykning, stiger min puls til 200, og alle billederne kører på 200 km/t i min overbelastede hjerne ... indtil jeg for det meste får et angstanfald. I mange år har søvn været lig med så voldsomme mareridt, at jeg ikke orkede livet mere. For halvdelen af mit liv var mareridt, resten var angst og ensomhed. Jeg har isoleret mig helt de sidste syv år. Kun på jobbet har jeg kunnet magte at være social med mine kollegaer, og når jeg trækker mig, så respektere de det. Jeg har tv’et tændt hele natten, indtil jeg måske – hvis jeg er heldig – falder i søvn. Og kun fordi min hund er en ekstrem god vagthund, og jeg stoler på, at han advarer mig. Ingen medicin hjælper mig til at sove ud over stesolid, som lægerne ikke må udlevere mere. Har brugt alkohol indtil det startede et misbrug, så det tør jeg ikke medicinere mig med mere. 

Jeg føler mistro til alle andre end mine forældre og mine to sønner. Jeg kan ikke klare nærhed med andre, og slet ikke mænd, så jeg har været single i 12 år. Jeg er oversensitiv over for andres meninger om mig, også uden at de siger noget. Jeg føler mig værdiløs, er trist for det meste og eksisterer bare. Jeg er angst for, at der skal ske noget med mine sønner, og for om jeg har skadet dem. Jeg har katastrofetanker. Jeg har svært ved at føle noget for nogen mennesker, og hvis endeligt jeg gør, så er det ekstrem vrede og aggression over uvidende mennesker. Jeg har også til tider hukommelsesproblemer og koncentrationsbesvær. 

Hvor lang tid gik der, inden du søgte hjælp?

Jeg flygtede fra Københavns gader, fra mit drømmejob i efterforskningen/kriminalpolitiet, og søgte til lufthavnen, hvor det trods alt er begrænset med voldsomme anholdelser og døde mennesker. Men jeg arbejdede stadig 50 timer om ugen. Ca. 14 dage efter min overflyttelse til politiet i lufthavnen, kollapsede jeg på jobbet og faldt om. Det er 7 år siden nu. Jeg blev vækket og sendt hjem. Jeg kørte selv hjem, men kan intet huske. En kollega mødte mig på vej til min bil og kunne se, at det var helt galt. Hun ringede hjem til mig, og jeg talte sort. Min kollega fik mig indlagt på en psykiatrisk skadestue, og jeg var indlagt i 5 måneder på en åben afdeling, og var hjemme hos mine børn i weekenden (hos mine forældre). Jeg fik mange diagnoser: depression, bipolar, generaliseret angst, socialfobi, men ikke PTSD.

Fra sidste voldsomme hændelse til jeg kollapsede, gik der ca. 3 uger. Men da havde jeg allerede 20 års voldsomme hændelser i hovedet. Jeg søgte ikke hjælp og kunne ikke forstå, at min kollega ville have mig indlagt. Jeg havde ingen sygdomserkendelse. For 2½ år siden fik jeg tilkendt flexjob, men jeg erkendte stadig ikke, at det var pga. jobbet. Jeg fastholdt desværre fortsat, at det skyldtes alt andet af frygt for at miste mit job i politiet. Først da jeg skiftede psykiater for 1½ år siden sagde han, at jeg havde PTSD. 

Hvordan påvirker din PTSD din hverdag?

Jeg lever totalt som huleboer med min schæferhund og undgår andre mennesker. Jeg har mit job på 18 timer i lufthavnen, som jeg for det meste kan klare. Til tider nyder jeg endda de timer på jobbet, hvis det er kollegaer, som kender mig.

Jeg er i evig angst og alarmberedskab og har mareridt hver nat. Undtagen hvis jeg er voldsomt medicineret eller har drukket mig sanseløst beruset, og det sidste gør jeg ikke mere. Jeg valgt at gå til samtaler på et alkoholambulatorium, for alkoholiker, det vil jeg ikke blive. Så jeg drikker helst ikke alene mere. 

Jeg kontakter ingen. I lange perioder åbner jeg ikke posten, og når bunken er stor nok ryger den ud. I lange perioder tager jeg kun min telefon, hvis det er min mor eller mine børn, ellers ringer den bare ud.

Er der ting eller steder du undgår?

Jeg ser aldrig tv-udsendelser om politiarbejde, fx Station 2. Så får jeg det fysisk dårligt. Jeg undgår at køre politibil, hvis jeg kan, og hvis jeg skal, så fører jeg ikke bilen. Jeg undgår socialt samvær, og jeg undgår helt mænd i mit private liv. I det hele taget undgår jeg alle konfrontationer, fx skolemøder, hvor der er problemer eller konflikter. 

Hvilken behandling har du modtaget?

Jeg har været indlagt to gange for syv og fem år siden. Anden gang fordi jeg ikke ville leve mere. Begge gange på en åben afdeling og anden gang kun en måned i dagstilbud.

Jeg har gået til psykiater ca. hver anden måned de sidste 7 år. Jeg har været til et par få psykologer, men det hjalp mig ikke.

For to måneder siden blev jeg optaget i Carl Mars krigsveterangruppe, hvor alle deltagere har PTSD. Jeg har deltaget to gange af fire døgn nu og fortsætter der. Det er meget billigt, og det er mennesker, jeg kan holde ud at være sammen med i de fire dage, det varer. Det er det første fællesskab, jeg har været en del af, siden jeg blev syg. Det er svært, men jeg tager afsted, tvinger mig selv til det. 

Jeg ville gerne gå i terapi, men har ikke råd. Når jeg får mod nok, så må jeg tale med min chef om tilskud til psykologhjælp gennem politiet.

Har du selv gjort noget, for at mindske din PTSD?

Jeg har selv meldt mig til veterangruppen. Jeg passer aftalerne hos min psykiater. Jeg søger information. Jeg forsøger at undgå alkohol som selvmedicinering, Jeg tager meget lidt medicin nu.

Det vigtigste er, at jeg har erkendt, at jeg har PTSD, og at jeg aldrig bliver en superwomen igen, og at jeg nu må finde en ny måde at leve resten af mit liv på.

Har du et råd du vil give til andre i samme situation?

Vær åben om dine problemer og oplevelser. Giv ikke dig selv skylden. Bliv ved med at søge hjælp, indtil du møder nogen, som du er tryg ved. 

Mit mål er, at jeg engang kan skrive en bog eller undervise på politiskolen og på den måde give andre noget, så de bliver bedre rustet, end jeg var og søger hjælp, inden kroppen simpelthen gør det for én ... for så er man så langt ude, at der er så langt tilbage til livet.

Læs flere personlige beretninger

Keesha blev udsat for partnervold
Karina blev udsat for drugrape
Martin var soldat
Rikke blev overfaldet på sit job på en institution
Lone arbejdede som lokofører i 16 år
Karina var udsat for drugrape
Louises historie om incest
Pernilles mand har PTSD

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden