Min mand har PTSD

Pernille er 43 år og pårørende. Hendes mand Mikal har PTSD. De har været gift i 20 år og har to store piger.

Hvordan har det påvirket hverdagen, at din mand har PTSD?

Mikal og jeg mødte hinanden i efteråret 1994. Efter en uge flyttede vi sammen, og efter et halvt år blev vi gift. Alting gik meget stærkt. Jeg blev klar over Mikals dæmoner, da vi efter et par måneder gik og gjorde rent. Mikal skulle vaske gulv i den lille 1-værelses lejlighed, og for ikke at gå i vejen satte jeg mig på gulvet i gangen. Så kunne vi snakke imens, tænkte jeg, men Mikal reagerede voldsomt. Begyndte at skælde mig ud over, at jeg holdt øje med ham. Mente jeg ikke, han kunne finde ud af det?

Jeg var ret rystet. Mikal er en meget levende og humoristisk fyr, der lever af sit fotografi. Meget udadvendt og vellidt af de fleste. Derfor kom det bag på mig, at en skyggeside kom til syne. I dagene efter udviklede det sig. Han fik vredesudbrud, kastede med en dunk fiksér-væske og reagerede pludselig meget voldsomt.

Det blev hurtigt klart for os begge, at hvis vi skulle være sammen, så skulle Mikal have hjælp – og det skulle ikke være mig, der var den primære til det. Mikal har gennem alle årene været meget opsat på at få hjælp, og det har nok været hovedårsagen til, at vores forhold har kunne holde. Mikal fik psykologhjælp gennem mange år, og omkring 2007 kom han i samtaleterapi hos en psykiater, hvor han fik diagnosen PTSD. Mikal fik medicin, og det hjalp ham og os meget. Samtidig fik han samtaleterapi hos psykiateren.

Mikals PTSD påvirker vores dagligdag meget. Mikal synes, han skal forudse hver en sten på vejen. Hvis jeg giver udtryk for, at der skal støvsuges, undskylder han for, at han ikke allerede har gjort det. En gang fik jeg sagt, at jeg stod med det hele derhjemme. Det skulle jeg ikke have gjort. Mikal er stadig bekymret for, at jeg har den følelse og gør alt muligt for, at det ikke skal være sådan. Han er ofte meget træt og sover meget.

Jeg synes, det har været – og er – en stor udfordring for vores forhold. Mikal har en konstant bekymring for, at han ikke lever op til mine forventninger (det er noget, der foregår i hans hoved). Det resulterer i, at han meget ofte – mange gange hver dag – siger undskyld. Jeg ved, der er mange hverdagsting eller bekymringer, jeg ikke skal bringe på banen, fordi Mikal får det skidt af det. Ofte kan jeg ikke helt gennemskue, hvad der fremkalder reaktionen. Jeg holder igen med mange ting, og det kan være vanskeligt at tale om praktiske ting, da jeg helst ikke vil fremkalde en reaktion.

Hvorfor har Mikal PTSD?

PTSD'en har rod i Mikals opvækst. Mikals far fik konstateret sclerose, da Mikal var 9 år, og døde, da han var 18 år. Faderen havde svært ved at håndtere sin sygdom og søgte trøst i alkohol og piller, der ledte ham ud i massivt misbrug. Mikal har som barn mange gange måtte lægge sin far i seng, hente sprut og piller og tørre op, når han havde tisset på gulvet.

Sideløbende havde hans mor det svært, og kunne ikke støtte Mikal under det vanskelige forløb. Mikals mor kommer selv fra en vanskelig baggrund og har ikke de sundeste reaktionsmønstre.

Hun har altid gået op i madlavning, så Mikal opsøgte hende i køkkene, for at få selskab. Men alt hvad han gjorde var forkert, og hvis Mikals mor blev sur, så ignorerede hun ham i dagevis. Det er vanskeligt at beskrive, hvor ekstremt det har været. Men jeg kan se, at selv i en alder af 45 år kan Mikal blive voldsomt påvirket af at være i køkkenet.

I skolen havde Mikal det også svært og blev mobbet massivt gennem mange år, så han var ret ensom og den kontakt, han kunne søge var hos sin mor i køkkenet, men her blev han jo også bare nedbrudt.

Mikal har ofte skammet sig over sin diagnose. For PTSD er jo forståeligt, hvis man har været i krig, er blevet tortureret eller noget andet voldsomt.

Hvordan har I håndteret situation som par?

Vi har et ret tæt forhold. Mikal er min bedste ven. Han er dejlig, sjov, klog og indsigtsfuld, og det er hans dejlige personlighed, der binder mig til ham. Vi har en stor åbenhed om det, der foregår. Vi har gennem årene haft brug for hjælp til at komme videre i vores forhold og har et par gange været i parterapi. Det er hver gang endt med, at terapeuten har sagt, at det er svært at hjælpe os videre, for vi er så søde og taler pænt til hinanden – vi vil så gerne hinanden. Jeg har manglet, at en terapeut kunne se vores udfordringer i hverdagen. Det har ingen kunne hjælpe med – endnu. Men vi leder stadig.

Hvordan har du støttet din mand?

Det kan være svært at hjælpe på den rigtige måde. Det kræver, at jeg handler 100 % hensigtsmæssigt, og sådan er livet jo ikke skruet sammen. Mikal siger indimellem, at han bruger mig som pejlemærke. Jeg er den normale med de normale reaktioner, og det læner han sig op af.

Jeg er meget tålmodig og rolig som person. Det har helt klart hjulpet Mikal undervejs. Jeg kan ofte bære over med diverse udbrud, og det er en nødvendighed. Men har jeg det skidt i en periode, så ved jeg, at jeg trækker Mikal med ned. Jeg er den bærende kraft, og halter jeg lidt, så går det galt. 

Hvilke konsekvenser har det haft for dig at være pårørende?

Jeg kan ind imellem få lyst til bare at råbe "røv". Jeg synes altid, jeg skal handle så rigtigt, og det er ikke altid let. Jeg har nogen gange følelsen af, at vi ikke er ligeværdige. Mikal sætter mig højere end ham selv, og det er vanskeligt at leve med.

Jeg har ofte følt mig ensom og har savnet nogen, der kunne forstå, hvad det handlede om. Jeg har en veninde, der er god at tale med. Min mor lytter gerne, men siger også tit "det er bare så svært at forstå". Det har jeg jo ikke brug for at høre. Vi har nogle gode fælles venner, der ved, hvordan det hele står til, men det er ikke tit, vi taler om, hvad der egentlig sker.

Jeg har ofte tænkt over, om jeg hellere skulle leve for mig selv, men hver gang kommer jeg dertil, at jeg elsker ham for højt og helst vil dele mit liv med det dejlige, sjove og kloge menneske, som han jo også er.

Hvordan har det påvirket jer som familie?

Vores piger er store. De ved godt, hvordan det står til med deres far. Mikal var meget bekymret for at blive far og var bange for, at han ikke kunne blive en god forældre. Han havde jo ikke et forbillede hjemmefra. Det viste sig ikke at holde stik. Mikal har været meget opsat på, at hans piger ikke skulle opleve det samme som ham, så han er en meget engageret, dedikeret og dejlig far. Det kan til tider kamme over, da Mikal jo gerne pleaser sin familie ud over det sædvanlige. Han stiller sjældent krav til pigerne – så det gør jeg.

Mikals mor lever stadig, og vi ser hende indimellem. Hun er i mine øjne et meget ødelagt menneske. Vores store datter har haft det rigtig svært i forhold til hende, da hun mener, hun har forhindret Mikal i at have et normalt liv. Mikal og jeg bestræber os på at videregive, at Mikals familie også kommer fra en vanskelig baggrund – derfor var de ikke i stand til at behandle ham ordentligt. Det undskylder ikke noget, men kan forklare situationen.

Ind imellem får jeg samme følelse som min datter. Når vi har haft en rigtig vanskelig periode, kan jeg godt have en stor vrede mod Mikals mor. Mikal har forsøgt at tale med hende om det hele. Men hun fortrænger stort set alting.

Har du et godt råd til andre i samme situation?

Vær åbne om jeres situation. Omgivelserne forstår det ikke umiddelbart. Kan man ikke bare tage sig lidt sammen? Vi har en tendens til at gemme det, der er svært. Men vi bliver jo heller ikke mødt med forståelse, hvis ikke vi fortæller, hvad det hele handler om.

Læs flere personlige beretninger

Keesha blev udsat for partnervold
Karina blev udsat for drugrape
Martin var soldat
Rikke blev overfaldet på sit job på en institution
Marianne arbejdede som politiassistent
Lone arbejdede som lokofører i 16 år
Karina var udsat for drugrape
Louises historie om incest

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden