Shawk og traumerne

Da Shawk Al-Badri var tre måneder gammel, flygtede familien fra Kuwait. Begge hendes forældre er traumatiserede af krig, flugt og tortur og har PTSD. Men det er ikke noget, hun ved så meget om.

Shawk400x300En svag erindring om en sød dame, der hjalp med at passe Shawk og hendes søskende, når deres mor var på sygehuset. Det er noget af det første, Shawk husker. Mindet er fra det asylcenter, hun boede på, fra hun var et til fem år.

I dag er Shawk Al-Badri 15 år, går i 7. klasse og bor med sin familie i Odense. Siden dengang har begge forældre fået diagnosen PTSD, og hendes mor har fået konstateret en kronisk tarmsygdom, der er en følge af al den stress og angst, hun har oplevet. Forældrene er traumatiserede af krig, tortur og flugt. Lige nu venter de på at komme i gang med et nyt behandlingsforløb for deres traumer, og i mellemtiden er de i gang med et samtaleforløb på Indvandrer Medicinsk Klinik på Odense Universitetshospital. Også Shawks tre ældre søskende har en del at slås med og har fået en henvisning til en psykiater.

Læs også: Traumer smittter

Har vi været i fængsel?

Shawk ved, at hendes forældre bærer på en tung bagage. Mest fordi hun har overhørt samtaler, eller fordi der har været episoder, hvor tingene er spidset til. Men hvad det er, forældrene har oplevet, er ikke noget, de har snakket særlig meget om.

Engang hørte hun helt tilfældigt, at familien har siddet i fængsel i Grækenland i et år, før de kom til Danmark. De var ude at besøge nogle venner, og Shawk sad og tegnede, da hun hørte sin mor fortælle det. Senere fortalte hun det til sine søskende, og det viste sig, at hendes bror, der var syv år på det tidspunkt, kan huske opholdet i fængslet. Han og faren blev skilt fra moren og Shawk og de to andre søskende, men faren og broren boede hver for sig.

Til daglig tænker Shawk ikke så meget over, hvad hendes forældre har været igennem, eller hvordan de har det. Dagene går, og hendes mor laver mad, gør rent og passer lillebroren på otte måneder. Faren ligger det meste af tiden på en madras på gulvet og hviler sig og ser tv. Shawk har tænkt over, at det virker, som om han tænker meget, og at han er meget stille. Hun har også lagt mærke til, at hendes far tit råber 'av, av' ved 3-4-tiden om natten, og at han sommetider også går rundt og ømmer sig om dagen. Hun ved ikke hvorfor, men har ikke hørt andet, end at han har det godt.

"Indimellem har jeg tænkt, at det måske bare er noget, han siger, fordi han ikke vil have, at vi skal synes, det er synd for ham," siger hun. Til gengæld er hun sikker på, at hendes mor har det rigtig godt, måske fordi hun er så glad for hendes lillebror.

Sur uden at vide hvorfor

I skolen har Shawk lavet en masse ballade. Hun har talt meget grimt og har tit været oppe at slås og har skændtes med sin lærer.

"Nu er det lidt bedre, men nogle gange føler jeg mig bare så sur, uden jeg ved hvorfor," fortæller hun.

På grund af problemerne fik Shawk mulighed for at starte i en pigeklub. Her fik hun gode råd til, hvordan hun kan styre sit temperament, og det var rart at tale med den voksne i klubben, fx om skænderier, synes hun. Hun går der ikke mere, for kommunen har ikke fortsat bevillingen. Men Shawk håber, hun kan komme der igen, for hun har det skidt indimellem. Uden at vide hvorfor.

Bange for at moren dør

Morens tarmsygdom er ikke noget, Shawk har tænkt nærmere over. Indtil en dag i december sidste år. Her dumpede et brev ind ad brevsprækken om, at familien skulle til Irak, fordi den livsvigtige medicin, som moren får for sin tarmsygdom, nu kan fås der. Det var Shawk, der læste brevet op for resten af familien, for hendes forældre er ikke så gode til dansk.

"Min far blev meget stille og ville ikke spise. Og så kiggede han igen og igen rundt på mig og mine søskende," husker Shawk.

I dagene efter græd moren meget, og hun blev indlagt på sygehuset i to dage med ondt i maven. Hjemme i lejligheden græd Shawks søster meget af tiden, og Shawk var bange for, at moren skulle dø. Shawk kunne ikke koncentrere sig i skolen og græd indimellem. Hun snakkede med sin bedste veninde om, hvad der var sket. Og klasselæreren, der vidste besked fra familiens kontaktperson på Odense Sygehus, fortalte klassen, hvorfor Shawk var ked af det.

"Bagefter snakkede jeg med nogle af pigerne, og det var rart at få det ud. Jeg troede jo, vi skulle være her i Danmark for evig og altid," fortæller hun.

En flig af historien

1½ måned senere fik familien permanent opholdstilladelse, men inden da var en journalist på besøg, og Shawk hørte sin far fortælle, at han har været fængslet seks år i Kuwait.

Senere på dagen spurgte hun til det. Faren fortalte blandt andet, at han blev slået hårdt under fødderne, og at fangevogterne sommetider, når han var tørstig, lod, som om de ville give ham vand, men i stedet hældte det ud foran ham. Først for nylig har Shawk fundet ud af, at hendes far har PTSD. Hun har spurgt ham, hvad det er for noget, og hvorfor han har det.

"Han siger, jeg ikke skal bekymre mig, og at det er fordi, han ikke kan glemme de ting, han har været igennem. Mere vil han ikke sige," fortæller Shawk.

Og det er egentlig fint nok, synes hun. Men alligevel har hun fået lyst til at snakke lidt med den voksne i pigeklubben om det.

Læs også: Traumer smittter

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden