Når robustheden undermineres

At arbejdet med mennesker, der er pressede i livet, indebærer en risiko for voldsomme og traumatiske oplevelser. Derfor skal det såkaldte frontpersonale være opmærksom på tegn på PTSD.

Sådan støtter du en kollega med PTSD

  • Vær opmærksom på, om en person, som har oplevet noget voldsomt, grundlæggende ændrer adfærd og personlighed eller deltager mindre i fællesskabet.
  • Vær opsøgende uden at være anmassende: "Jeg kunne forestille mig, at det er svært – håber du er ok? Og håber, du har nogen at tale med om det?"
  • Lad ikke nogen være i fred, bare fordi du har hørt fra kollegerne, at vedkommende går til psykolog.

 Det er en tirsdag i juli 2005, at Susannes liv tager en afgørende drejning. Hun er 34 år, lykkeligt gift og har to drenge på 11 og 13 år. Familien lever et aktivt liv med masser af sport og venner. Susanne arbejder på en lukket institution for kriminelle, der er for unge til almindelige fængsler. Hun er dybt engageret i sit job og har tårnhøje ambitioner for sin socialrådgiverkarriere. Normalt føler Susanne sig tryg, når hun er på arbejde, også selv om de unge er blandt de mest hårdkogte i landets sikrede institutioner.

Denne formiddag er stemningen lidt anspændt. Nogle af de 15-17-årige drenge på institutionen vil have lommepenge og er ikke tilfredse med et nej. De vandrer derfor uroligt rundt uden for lokalet, hvor Susanne og hendes kolleger holder møde.

Pludselig peger en af kollegerne hen mod et stort vindue og udbryder:
 "Der står en og peger herind med en pistol".
 Susanne drejer sig rundt på sin stol. Og stirrer direkte ind i et pistolløb. Der er kun en glasrude imellem hende og det lille sorte automatvåben – og tankerne flyver rundt: Hvornår trykker han på aftrækkeren? Er der flere? Kan vi slippe ud?

I dag lever Susanne isoleret på en ø i Danmark med diagnosen PTSD. Hun har måttet opgive nogensinde at arbejde som socialrådgiver igen og siger i et interview til fagbladet Socialrådgiveren i oktober 2012:

"Det værste er skammen, når folk spørger: ‘Nå, hvad laver du så?’ For hvad skal jeg svare? Folk forstår det jo ikke, når jeg ikke har nogen synlige skavanker. Hvis bare jeg manglede en arm eller et ben…"

"Jeg ved heller ikke, hvad jeg skal fylde min dag ud med. Alting står bare helt stille, og jeg laver ikke noget meningsfuldt med mit liv. Jeg kan ikke holde koncentrationen til at læse en bog, jeg kan ikke se andet end madprogrammer og den slags i fjernsynet, fordi jeg er bange for, at der kommer skud. 

Til frontpersonalet: Sådan forebygger du PTSD

  • Træn potentielt faretruende situationer på forhånd, så du er forberedt på, hvad der kan ske, og hvordan du kan håndtere det.
  • Sørg for, at der på arbejdspladsen er mulighed for at få råd, vejledning og evt. krisehjælp, når noget er sket. Det giver tryghed at vide, at man er en del af et system, som hjælper med at håndtere voldsomme oplevelser.
  • Det er naturligt at være påvirket i en tid efter oplevelsen, men chokreaktionen er relativt kortvarig og bør aftage. Derfor: Vær opmærksom på, om du over tid får et forhøjet trussels- og angstberedskab.
  • Ser du flere farer og trusler end før, og har du mareridt og flashbacks af det, du har oplevet, svært ved at slappe af, være dig selv, møde andre tillidsfuldt og tendens til at overfortolke verden og farer omkring dig, kan det være tegn på, at du har brug for hjælp til at bearbejde dine oplevelser.
  • PTSD kommer ikke 'over night', men er en reaktion over længere tid. Man stiller typisk først diagnosen PTSD tre måneder efter den traumatiske hændelse.

Frontpersonalet er udsat

Susannes historie er voldsom og et alvorligt eksempel på den risiko, såkaldt frontpersonale kan opleve i arbejdet med mennesker, som er pressede, bange eller har det svært. Det kan fx være medarbejdere på hospitaler, pædagoger på institutioner, falckreddere, politifolk og socialrådgivere eller andre på offentlige kontorer. Men, påpeger Michael Danielsen, chefpsykolog i Psykiatrifondens beskæftigelsesafdeling, det gælder også ansatte i banker, på tankstationer eller i den lokale kiosk og lignende steder. 

"Mennesker med meget stor berøringsflade i kraft af deres arbejde kan være udsat for ubehagelige og voldsomme oplevelser. Der er dog den forskel på gruppen af medarbejdere i typisk offentlige erhverv. De må påregne en vis risiko for at blive vidne til eller involveret i en masse svære skæbner. De kan derfor være udsat for en gradvis påvirkning, mens gruppen af medarbejdere i fx banker, butikker osv. i højere grad risikerer en pludseligt opstået situation, fx et røveri eller et overfald. 

Det er, påpeger han, bl.a graden af det uventede, som har betydning for reaktionen på situationen og dermed også for risikoen for efterhånden at udvikle PTSD.

"Jo mere livstruende og voldsomme livsbegivenheder, du bliver udsat for, og jo mere uventede de er, jo større betydning har de også for din efterfølgende reaktion. Her spiller det en vigtig rolle, om der er en procedure på arbejdspladsen for at håndtere oplevelserne, fx at sætte ind med råd og vejledning umiddelbart efter," siger Michael Danielsen og understreger, at vi mennesker som udgangspunkt alle har en iboende modstandskraft og robusthed.

"Men man kan opleve, at den efterhånden bliver undermineret, og at det derfor bliver svært at håndtere den virkelighed, man arbej-der i, fordi man risikerer at være i en mere eller mindre permanent stresstilstand med et forhøjet trusselsberedskab. Og det kan have voldsomme konsekvenser, hvis der ikke bliver taget hånd om det, som i Susannes tilfælde, hvor hun helt må opgive at arbejde. Men det er også vigtigt at sige, at ikke alle udvikler reaktioner – det er meget forskelligt, og her spiller den enkeltes robusthed, det fællesskab og det system, man er den del af, en stor rolle."

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden