Følelseslivet udvikler vi sammen med andre

Vi har brug for samspil med andre mennesker for at opdage og forstå os selv. Selv spædbørn bygger bro til andre ved at imitere grimasser. Læs, hvad relationer betyder for os, og hvornår de er gode.

Vores følelsesliv - med evnen til fx at føle glæde, sorg, kærlighed, empati - er ikke medfødt. Det er noget, vi skal udvikle, lære at forstå og regulere sammen med andre mennesker.

”Relationen har den betydning, at vi ikke bliver os selv uden at være i samspil med andre. Det, at få en andens tilbagespil på det, man sender ud og på ens egne reaktioner, er med til at give en identitet og afgrænse den. I relationen udvikler man fornemmelse for, hvem man selv er på mange niveauer fx hvordan man er sammen med andre, og hvad man bryder sig om,” forklarer psykolog og fagbogsforfatter Rikke Schwartz, som i 33 år har arbejdet med børn og deres familier.

Relationer er glædesfyldt

Trygge relationer beskytter os fysisk og psykisk, viser forskning. Men hvad er en god relation?

En god relation er glædesfyldt – fx når man får et godt grin sammen med andre – men den rummer også det positive i at blive lyttet til.

”Så registrerer vi, at det vi føler, valideres af den anden – får gyldighed. At dele en følelse er ikke nødvendigvis det samme som, at den anden skal føle det samme, men at følelsen er mødt. Det er der meget kraft i,” forklarer Rikke Schwarz og uddyber:

”Man taler også om det engelske udtryk mind to mind. Det dækker over, at ’jeg ved, at du ved, hvad jeg tænker lige nu’, altså en mental forbindelse mellem mennesker. Hvis vi ikke kan finde forbindelse til bare én i verden, vi har det sådan med, føler vi os ensomme.”

Kommunikation uden ord er også godt

En givende relation er ikke nødvendigvis lig med dybe samtaler om livet.

”Meget god kommunikation foregår på det non-verbale og det før-sproglige niveau. Fx når babyen sidder i skråstolen og pludrer løs, peger og grimasserer og den voksne ’svarer’,” siger psykologen.

”Der findes også masser af familier, hvor man ikke taler særligt meget om tingene, men hvor der er megen varme og fællesskab, fordi man deler følelser.”

Ifølge Rikke Schwarz taler man i psykologien om ’det fælles tredje’, som dækker over en oplevelse, en aktivitet, man deler med hinanden.

”Man går fx en tur i skoven og ser et egern, som gør sjove ting, og så griner man sammen. Eller man dyrker sport sammen med andre og snakker bagefter om et særligt mål. Det giver også følelsesmæssig samklang og gør os godt,” forklarer hun.

Spædbørn socialiserer

Spædbørn er født med evnen til at være sociale mennesker.

”Barnet kommer ind i verden med en biologi, der blandt andet indebærer evnen til at imitere andre. Et 10 minutter gammelt barn kan række tunge tilbage. Hvis smilet hos et spædbarn aldrig bliver gengældt, hvis den henvendelse, som smilet er, ikke bliver besvaret, visner det følelsesmæssigt hen,” forklarer psykologen og uddyber:

”Hvis barnet er bange og fx skriger, og det mødes med raseri, fordi den voksne selv er bange eller ikke kan klare at se barnets svaghed, så bliver barnet ikke afstemt mødt. Det er forvirrende og skræmmende, og barnet får svært ved at regulere sine følelser og bliver tilbøjelig til at lukke af for dem og trække sig ind i sig selv,” forklarer psykologen.

Vrede stresser børn

Børn, der vokser op med en høj grad af vrede i familien, er reelt under et enormt pres. Det kan være psykisk syge forældre, der på grund af egen sygdom reagerer på børnenes udfoldelser med stor hidsighed, og hvor det hurtigt ender oppe i det røde felt.

”Man ved fra engelske undersøgelser af den slags ”high expressed emotions” er stressende for organismen. Barnet mister fornemmelsen for sig selv, fordi han eller hun bliver invaderet af det stressende. Det gør det vanskeligt for barnet at udvikle tillid til sig selv og andre, ” forklarer Rikke Schwartz.

Hvis barnet oplever vedvarende stress, vil han eller hun sandsynligvis udvikle mistænksomhed over for omverdenen.

”Det er meget vigtigt at passe på det. For så vokser børnene op med en indre forventning om, at verden er fjendtlig,” siger psykologen.

Trækker sig socialt

En indlejret tro på fjendtlighed kan også føre til, at man som voksen trækker sig helt socialt - og så er man udsat fysisk og psykisk.

Det er ikke det samme som, at nogle mennesker ikke kan leve og trives med at bo og arbejde i ensomhed. Hvis der blot er fyldt op med positive erfaringer fra tidligere.

”Hvis man har opbygget nogle indre billeder af, at livet er godt – hvis man har nogle glædesfyldte erfaringer med andre med sig – kan man godt sætte sig og fx skrive en bog i sin ensomhed og have det godt med det,” siger Rikke Schwartz.

Krævende relationer

Nære relationer, hvor der er stor kærlighed og ømhed indblandet, kan imidlertid også være krævende.

”Det er jo det paradoksale, at nære relationer også kan være så konfliktfyldte. Men dem vi er tættest på, er også dem vi er emotionelt mest åbne over for, og vi kan derfor blive dybt ramt af det, de mener om os,” siger psykologen.

Hvis en mand fx bliver vred på sin kone, rammer det hårdt, fordi hans opfattelse af hende er vigtig for hendes opfattelse af sig selv. Der er altså bundet identitet ind i forholdet.

Vi kan ikke dele alting

Vi kan ikke altid kan dele det allerinderste med vores nærmeste – fx frygten for psykisk sygdom – har det sandsynligvis flere årsager.

”Man må beskytte de nærmeste. Det hører man igen og igen fra folk, der er blevet syge. Der er en ængstelse for at ødelægge det hele. Man føler et truende kaos nærme sig, og hvad nu, hvis den anden ikke kan bære det? Men det kan også handle om fornægtelse. At ’jeg da er velfungerende – det rammer ikke mig’,” siger psykologen.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden