Dun blev til fjer og fjer blev til vinger

Lena Bak Pedersen er inden for de sidste to år blevet diagnosticeret med borderline og dissociativ sanseforstyrrelse. De to typer forstyrrelser har i høj grad præget hendes forhold til både kærester og chefer, men terapi har hjulpet hende et godt stykke videre.

undefinedLena Bak Pedersen har altid vidst, at der var “noget galt”. Hun har opfattet sig selv som et dårligt menneske, ikke følt sig god nok og ikke haft noget, hun brændte for. Og hun har kæmpet med forholdet til især kærester og chefer.

"Men jeg har aldrig sat min situation i sammenhæng med psykisk sygdom. Så det at få diagnoserne har givet mig rigtig mange svar. Det var virkelig en øjenåbner, da psykiateren efter to minutters samtale satte ord på alt det, jeg ikke selv har kunnet sætte sammen til noget meningsfuldt," fortæller 25-årige Lena Bak Pedersen.

Svært ved at styre følelser

Hun bor alene i en lejlighed i Middelfart, har en studentereksamen fra handelsskolen, men har endnu ikke fuldført en uddannelse. Til gengæld har hun gennemført et toårigt forløb med miljø- og mentaliseringsterapi, som har givet hende en tro på, at hun fremover kan agere på en anden og mere hensigtsmæssig måde i relationen til andre, fx en fremtidig kæreste eller chefer på kommende arbejdspladser.

"Jeg har generelt svært ved at styre mine følelser, fastholde tætte relationer til andre mennesker og har en kronisk tomhedsfølelse. Jeg har brug for at have folk helt tæt på, så jeg er sikker på, at de ikke forsvinder. Mit humør svinger, jeg har svært ved at holde fast i projekter, og jeg gør alt for ikke at være alene. I mine teenageår var jeg meget selvskadende," fortæller Lena Bak Pedersen.

Hendes psykiske tilstand har blandt andet været udfordrende i de jobs, hun har haft.

"Jeg har lagt hele min identitet i hænderne på chefen som autoritet. Jeg søger en symbiose, som han slet ikke er klar over, og mit fokus bliver, at jeg skal være ‘picture perfect person’, så derfor er relationen præget af angst: Jeg er bange for ikke at være dygtig nok, er optaget af, hvad chefen synes om min indsats, om jeg lever op til forventningerne. Sagde jeg fx nu noget, som ikke var helt mig i ansættelsessamtalen? Jeg kaster hele dynen ind, så min konkrete indsats kommer åbenlyst i anden række og ligger i bunden af ‘dårlig’. Jeg er mere optaget af det imaginære billede af den person, jeg tror chefen kan lide, end den opgave, jeg skal løse. Og så falder alle mine anstrengelser og kompetencer jo til jorden," fortæller Lena.

Lena har oplevet, at jobbet er kommet til at fylde alt, og at hun var helt drænet for energi, når hun kom hjem, fx i forhold til at handle, lave aftensmad eller tage et bad.

"Jeg kan ikke slippe tankerne, så jeg bruger døgnets 24 timer på det og ender som regel med at sygemelde mig for at få en pause. Men det er som at skyde mig selv i foden, for ‘gode medarbejdere melder sig jo ikke syge’. Som regel ender jeg med igen at stå på virksomhedens trappetrin med en fyreseddel, efterladt med endeløse spekulationer om, hvad jeg gjorde galt, og med en konklusion om, at jeg som menneske ikke levede op til chefens billede af, hvordan man skal være.”

Kunne ikke mærke mit eget humør

Det var, da Lena Bak Pedersens kæreste gennem fem år forlod hende, at hun endte hos lægen og derfra blev henvist til lokalpsykiatrien.

"Når jeg har en kæreste, har jeg brug for at være i kontakt med ham hele tiden, ellers kan jeg ikke mærke ham. Den intensitet er jo superspændende i starten, men bliver en belastning, når hverdagen kommer. Jeg skal bekræftes hele tiden for ikke at være usikker. Det ender han jo med at blive træt af og smutter. Og så bliver min frygt netop opfyldt – jeg tænker, at jeg ikke var god nok, lækker nok osv. Søren, som jeg var sammen med i fem år, udviklede jeg en meget usund symbiose med. Jeg vidste ikke, hvilket humør jeg var i, før han var vågnet og havde vist sit humør. Jeg var ikke noget uden ham."

Til gengæld stoler Lena Bak Pedersen fuldt og fast på familien.

"Dem kender jeg, vi deler dna, historie og er knyttet sammen gennem både kærlighed og blodets bånd. De har bevist igennem 25 år, at de er der, også når det går dårligt med mig – og omvendt. De bliver, uanset hvor hysterisk jeg er. Ikke at relationerne altid er nemme, vi diskuterer og bliver irriteret på hinanden, men vi undskylder og tilgiver også, og uenighederne styrker vores relationer, fordi vi får en fælles forståelse for hinanden."

Ny start på voksenlivet

I forbindelse med udredningen i lokalpsykiatrien fik Lena Bak Pedersen tilbudt det terapiforløb, som hun netop har afsluttet. Miljøterapien har været konkret træning i at omgås andre mennesker i en struktureret og forudsigelig hverdag. I mentaliseringsterapien har hun sideløbende arbejdet med at forstå tanker, følelser og handlinger i relationerne.

"De to terapiformer går hånd i hånd, fordi man kan arbejde med forstå, hvad der sker i relationerne, og omsætte dem til virkelighed. Det har givet mig en ny start på voksenlivet. Jeg er langtfra færdig og kan ikke sige, at jeg ikke længere har borderline. Den vil altid være med mig, men jeg vil vove den påstand, at jeg allerede er begyndt at lære at leve med den. Terapien har gjort, at mine dun er blevet til fjer, og mine fjer til vinger. Jeg har fundet ud af, hvem jeg er – og at jeg godt kan definere og adskille mig selv fra en anden, fx en kæreste.”

Næste skridt for Lena Bak Pedersen bliver at teste sine ressourcer i en snarlig arbejdsprøvning.

"Her skal tingene lidt stå sin prøve – jeg skal se, om jeg kan bryde mønstre og foretage gode valg. Jeg skal ud og lære at finde en balance mellem arbejde og fritid og prøve ikke kun at fokusere på arbejdet. Det er en chance for at finde ud af, hvad jeg kan på arbejdsmarkedet."

(Tekst: Journalist Tina Juul Rasmussen)

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden