Ny roman: Mennesket I frit fald

Forfatter Anne-Sophie Lunding-Sørensen udgav i efteråret sin anden roman. Den hedder “Fald” og er en kompromisløs bog, der kalder stærke reaktioner frem. Mange er begejstrede, mens andre kritisk spørger: “Hvorfor skal man skrive noget, der er så trist og mørkt og håbløst?”

A S Lunding Soerensen 960X1440Det vil Anne-Sophie Lunding-Sørensen gerne fortælle om, for det enkle svar er:

"Fordi sådan er det, når man har det svært. Og vi har brug for, at litteraturen også kan rumme smerten og vise os, at sådan er livet også."

Romanen handler om to mennesker, der mister fodfæstet i tilværelsen, og som begge plages af skammen over ikke at slå til. Mette, som er gift og mor til tre, lægger en morgen en seddel på bordet, der fortæller, at hun rejser væk, fordi hun har brug for at være alene nogle dage. Hun tager til København, hvor hun langsomt, men sikkert går i hundene.

Bogens anden hovedperson René er fraskilt og har en 15-årig datter. Han er vagtmand på et stort hotel og bruger derudover al sin tid på at træne. Han længes efter det liv, han havde engang, men som han selv ødelagde. Den dag, hans datter aflyser deres aftale, og Renés omhyggeligt planlagte uge skrider, falder han selv tilbage i gamle, farlige vaner.

Vi har tabuiseret smerten

Der er tale om to mennesker i krise og i frit fald, og det er ifølge Anne-Sophie Lunding-Sørensen typisk for den tid, vi lever i, hvor vi har tabuiseret krisen og smerten enormt, og hvor det hele tiden handler om at have succes på alle fronter.

Hvis man har kriser i sit liv, så skal man hurtigt vende dem til succeser, der gør en til et klogere og stærkere menneske, og så skal man ellers bare videre ud over stepperne og ‘vækste’ personlighedsmæssigt. Men sådan er livet ikke.”

Anne-Sophie Lunding-Sørensen mener, at det konstante fokus på, at vi skal være lykkelige, og at vi ikke giver os selv lov til at være i smerten, er med til at forstærke det, der er svært.

"Den individualisering, der er karakteristisk for vores tid, gør, at det er vores egen skyld, hvis det ikke går godt. Det er skamfuldt at have det skidt, hvilket gør det til et endnu mere ensomt rum at være i. Med denne roman vil jeg gerne give et modsvar til den individualisering, og jeg mener, at det er vigtigt, at litteraturen kan spejle os. Vi har brug for, at litteraturen kan rumme smerten. Det kan ikke nytte noget, at man skriver en happy end, hvis man er ude i det ærinde, som jeg er. Så må man være tro mod sine karakterer og deres mørke," siger Anne-Sophie Lunding-Sørensen, som dog understreger, at bogen har en åben, ikke nødvendigvis en ulykkelig, slutning.

Mange mener, at man bliver stærkere af sine kriser. Kan man ikke bruge dem til noget?

"Ikke altid. Man kan sige, at det positive ved en krise er, at man overlever den. Hvis man fx mister et barn – hvad skal man lære af det, ud over at der måske stadig er et liv bagefter? Det er jo et liv, hvor man for altid vil være mærket af den store sorg. Og det er jo ikke noget, der kan fikses med mindfulness eller yoga. Man kan også have kriser, der ikke har med ydre omstændig-heder at gøre, men kommer fra noget inden i en selv. Ligesom Mette, den ene hovedperson i Fald."

 

Jeg bryder mig ikke om den automatiske forventning om, at livet er et regnestykke, hvor smerten altid bliver modsvaret af noget godt. At man næsten har pligt eller ret til at få noget godt igen. Sådan er det bare ikke altid. Og det er heller ikke rigtigt, at 'det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere'. Det er en stor fed løgn, desværre.

 

Men har håbet ikke trange kår i din bog? Vil de fleste ikke gerne gå styrket ud af en krise. Så de føler, at krisen har været der af en grund?

"Jo, men jeg bryder mig ikke om den automatiske forventning om, at livet er et regnestykke, hvor smerten altid bliver modsvaret af noget godt. At man næsten har pligt eller ret til at få noget godt igen. Sådan er det bare ikke altid. Og det er heller ikke rigtigt, at 'det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere'. Det er en stor fed løgn, desværre."

"Det ville jo være rart, men jeg oplever, at man bliver mere skrøbelig i det her liv, også med alderen. Når man er helt ung, tror man jo, at man er udødelig, for det er meningen, at man skal kaste sig ud i livet. Med alderen finder vi både ud af, at vi ikke er udødelige, og at der er meget at miste. Og jo flere relationer man opbygger, jo mere har man at miste. Jo mere er der på spil," siger Anne-Sophie Lunding-Sørensen.

"Det gode, man kan sige om kriserne, er, at man lærer sig selv bedre at kende, og måske bliver man bedre til at passe på sig selv. Men det er jo noget andet.”

Det lille vindue

Ud over hovedpersonernes nedtur har Anne-Sophie Lunding-Sørensen også haft et andet ærinde med romanen.

"Jeg ville beskæftige mig med det lille 'vindue', hvorigennem et menneske er i stand til at begå selvmord," fortæller hun.

"Man ved, at det paradoksalt nok ofte er på vej ud af fx en depression, at folk begår selvmord. Det er i en begrænset periode, et lille vindue, hvor man både er meget ked af det og har energi nok til at gøre det. Man ved, at det fx ofte sker, lige efter at folk er blevet udskrevet. Med den viden kunne vi jo passe meget bedre på hinanden, end vi gør."

Anne-Sophie Lunding-Sørensens far – der i dag nok ville have fået diagnosen bipolar lidelse – begik selvmord, da hun var barn.

 

Man ved, at det paradoksalt nok ofte er på vej ud af fx en depression, at folk begår selvmord. Det er i en begrænset periode, et lille vindue, hvor man både er meget ked af det og har energi nok til at gøre det. Man ved, at det fx ofte sker, lige efter at folk er blevet udskrevet. Med den viden kunne vi jo passe meget bedre på hinanden, end vi gør.

 

Kan du forstå selvmordet?

"Ja, det kan jeg efterhånden. Jeg har aldrig selv for alvor haft tanken, og så kan man spørge, om man overhovedet kan forstå det. Men jeg tror, jeg kan sætte mig ind i den dybe skam, der er forbundet med, at man mener, 'at verden ville være et bedre sted uden mig'. Men samtidig med at man gør sig selv til det usleste menneske i verden, så gør man også det, at man er så ussel, til noget meget vigtigt,” siger Anne-Sophie Lunding-Sørensen, der om nogen ved, at der i enden af et selvmord er en ødelagt familie, som i årevis vil være præget af det, fordi der er så meget skyld, skam, smerte og sorg forbundet med selvmordet.

Derudover er der vreden over at blive valgt fra, som man som pårørende måske ingen steder har at gå hen med, siger hun.

"Det er nu nok blevet bedre, end da jeg var barn, for i dag tager man mere hånd om børns sorg. Men for de efterladte er selvmord altid værre end almindelig død. Kunne vi have forhindret det? Var det vores skyld? De tanker kommer til at præge de efterladtes liv."

Hovedpersonen Mette vælger ‘afgrunden’ flere gange i løbet af historien, fortæller Anne-Sophie Lunding-Sørensen. Og Mette befinder sig også på et tidspunkt i det kritiske ‘vindue’.

"Da Mette går hjemmefra, lader hun sit dankort blive hjemme. Det er klart, at der er en grænse for, hvor længe hun kan klare sig for de kontanter, hun tager med. Man kan sige, at hun lader tilfældet regere, og at hun lægger ansvaret fra sig. Da pengene er brugt op, kan hun vælge at tage hjem, men der er noget inde i hende, der driver hende mod afgrunden. Der er jo også noget befriende i at lade sig selv styrte i afgrunden. Fordi man i det eksistentielle fald slipper ansvaret."

Hvad er det Mette – og René – vil slippe for?

"Følelsen af skam. De føler jo begge, at de er mislykkedes som medlemmer af hver deres kernefamilie. Mette skammer sig over ikke at være en god nok kone og mor i denne her glansbilledfamilie, hvor hun har en rar og tålmodig ægtemand, der støtter hende, og nogle søde vellykkede børn i et smukt hjem. Alt er umiddelbart, som det skal være, men hun står i sit køkken og føler, at hun er en nullermand i det fine hjem. Hun er skampletten på sin egen familie, for hun kan ikke selv leve op til den familiedrøm, som hun selv har været med til at skabe."

Men er hun en skamplet i deres øjne?

"Nej, det tror jeg slet ikke. Det er hendes egen oplevelse. Hun kan ikke længere leve op til sine egne ideer om, hvordan hun skal være som mor og kone, og hun kan heller ikke holde tanken ud om at skulle være sig selv. Derfor må hun gå sin vej," siger Anne-Sophie Lunding-Sørensen, der altid har været fascineret af de skæbner – primært mænd – der går ned efter cigaretter og aldrig kommer tilbage.

"Hvad sker der med dem? Det er endnu mere interessant, når en kvinde vælger den løsning. Det er der ikke mange eksempler på, og tabuet er større, når en kvinde forlader sin familie," siger hun

For bogens anden hovedperson, René, går det også galt, bare på en anden måde, forklarer Anne-Sophie Lunding-Sørensen.

"Renés far forsvandt ud af hans og morens liv, og Renés store skræk i livet er at gøre det samme som faren. For ham er det vigtigt at være stabil og at være den, der skaffer føden. Men samtidig har han lyster, der stritter i en anden retning. René kommer til – og det gør vi mennesker jo tit – at gøre præcis det, som han er allermest bange for. Vi kommer tit til at gentage vores forældres synder, ikke i en præcis kopi, men i en afart. Renés genetiske ophav er denne mørke mand, der er forsvundet, så han oplever både, at han ‘ser forkert ud’, og at han stritter i en anden retning end den pæne sygeplejerske-mor, som ikke blev læge, fordi hun fik ham. Han kæmper som Mette med skyld og skam over for de nærmeste relationer."

Hvorfor er det René og ikke Mette, der umiddelbart har styrken til at rette op igen?

"Mettes problem er meget indadvendt. Hun skal forstå, at hun godt må være i denne verden som et fejlbarligt menneske. Renés problem er i højere grad, at han mangler nogen at passe på. Han har ikke længere sin familie at forsørge, og hans teenagedatter forsvinder mere og mere. René mangler nogen at være noget for. Og det er jo et mere positivt og konstruktivt problem at have.”

Det er også karakteristisk for vores tid, siger Anne-Sophie Lunding-Sørensen. At vi i vores uendelige optagethed af os selv let mister empatien for andre.

"Når man bliver så optaget af sig selv, af at realisere sig selv og af, om man lykkes, så bliver det svært at føle empati og medlidenhed og at kunne rumme andre menneskers fejlbarlighed. Kan man ikke rumme sin egen fejlbarlighed, så kan man ikke rumme andres. Og det er en usund tendens, at vi mister vores medlidenhed med andre."

(af Marie Ejlersen, redaktør. Foto: Gyldendal)

 

Læs også:

Forholdet til andre ændrer sig

Følelseslivet udvikler vi sammen med andre

Vores forhold til andre lærer vi af far og mor

Gode råd til pårørende

Livet tæt på psykisk sygdom

Sådan hjælper min mentor mig

Peerprojektet

Se dine følelser i øjnene

Hvad er ensomhed?

Sådan bryder du ensomheden

Personlig beretning: Utilstrækkelighed var mit mellemnavn

Personlig beretning: Dun blev til fjer og fjer blev til vinger

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden