Dengang Sebastian var bims

”Psykisk sygdom er for svage mennesker. Ikke store, stærke mænd som mig,” tænkte Sebastian Klein. Men det var før, han selv røg ned med flaget.

”Psykisk sygdom er for svage mennesker. Ikke store, stærke mænd som mig,” tænkte Sebastian Klein. men det var før, han selv røg ned med flaget.

Sebastian Klein er kendt som tv-vært, foredragsholder og formidler af naturvidenskabelige emner for store og små. Og for at være barn af Jesper Klein og Lykke Nielsen, som gennem flere årtier spillede en aktiv rolle i dansk kulturliv. Mest kendt var Jesper Klein, multitalentet, som kunne være morsom, spille skuespil og musik, skrive bøger, sang- og revytekster og i det hele taget være både her og der.

Om sin opvækst i denne noget ualmindelige og alligevel helt almindelige kernefamilie har Sebastian Klein skrevet bogen 'Fra min faders skygge'. Titlen er positivt ment. Det er en gentagelse af en vittighed, han og faderen delte med hinanden. Men at først moderens og kort tid efter faderens alt for tidlige død har kastet en skygge over Sebastian Klein, er der ingen tvivl om.

Fik et psykisk nedbrud

I forbindelse med udgivelsen har Sebastian Klein helt uden lter fortalt om sit eget psykiske nedbrud. Det indfandt sig et par år før han begyndte på at skrive bogen.

”Det snurrede i fingrene – lidt som om de sov. Det kunne jo være alt muligt, men efter et par måneder med snurren, vågnede jeg en morgen og var voldsomt svimmel. Det hele kørte rundt, og jeg følte det, som om jeg var i en dykkerklokke,” siger Sebastian Klein.

 

Jeg har aldrig set mig selv som typen, der bliver stresset. Jeg var overbevist om, at jeg var velfungerende på alle planer

 

Han gik i panik. Blev undersøgt på privathospital og opsøgte forskellige alternative behandlere. Ingenting hjalp.

Som naturvidenskabeligt funderet menneske var han overbevist om, at det hele måtte skyldes noget fysisk. At det kunne være stress, som nogle velmenende mennesker omkring ham mente, slog han venligt, men bestemt hen.

”Jeg har aldrig set mig selv som typen, der bliver stresset. Jeg var overbevist om, at jeg var velfungerende på alle planer,” siger Sebastian Klein.

Rammer svage mennesker

I hans verden var psykiske lidelser noget, der ramte ’svage’ mennesker. Ikke sådan nogle store og stærke fyre som ham. Den opfattelse holdt helt frem til det endelige sammenbrud, hvor Sebastian Klein måtte se sig selv i en metalseng på en psykiatrisk skadestue på Amager.

Kampen for at komme over på den anden side

Her mente han længe, at det psykiske nedbrud, som bestod af en uskøn cocktail af angst, depression og stress, måtte være en reaktion på de fysiske problemer med snurren og svimmelhed. Han nægtede at tro, at det kunne være omvendt. At alt det fysiske netop kunne være affødt af angst, depression og stress.

Under indlæggelsen mødte Sebastian Klein hele det psykiatriske apparat i fuldt flor. Han mener, at det i hans tilfælde fungerede ’skræmmende’ effektivt.

”Det var fantastisk, og jeg har mødt den største forståelse. Jeg kom i hurtig behandling, og de frivillige på psykiatrisk afdeling på Amager var helt enestående. Jeg havde nogen at snakke med, og de blev hverdagens helte, mens jeg kæmpede for at komme over på den anden side.”

Fra spøgelse til dansemus

Snak alene gjorde dog ikke udslaget. Det gjorde psykofarmaka. Store mængder ifølge Sebastian Klein selv.

”Jeg gik fra spøgelse til dansemus på få dage og blev et andet menneske. Jeg dansede rundt på en lyserød sky og var overmåde glad og munter i en periode.”

Til stor overraskelse for omgivelserne. Ikke mindst hustruen Rikke og de to drenge, som havde oplevet en mand og en far, som gik fra det sorteste hul til en lyserød sky.

”I min sygdomsperiode var jeg en stor belastning for hele familien, og de måtte lægge ryg til meget."

VENDER DET TILBAGE?

Efter flere uger forsvandt symptomerne som dug for solen, og i dag har Sebastian Klein lagt pillerne på hylden. Men angsten for, at ’det’ vender tilbage, sidder dybt i ham. Det fik han en påmindelse om under arbejdet med bogen.

”Jeg har et lidt anstrengt forhold til gravsten, og da jeg skulle fortælle min medskribent på bogen, journalisten Danni Travn, om min mors og fars grav, kunne jeg mærke snurren og svimmelhed igen,” siger han.

Han har fået mere indsigt i sin egen personlighed. Også en lidt skræmmende indsigt. ”Er jeg mon farlig for mine omgivelser?” spurgte han sig selv og sundhedspersonalet omkring sig.

Hvorfor lige mig?

”Her bageefter synes jeg, at det har været interessant, og jeg har opdaget, at min hjerne er meget mere kompliceret, end jeg troede.”

Sebastian Klein er blevet mere opmærksom på ikke at påtage sig ere opgaver, end han kan magte. Men han spekulerer stadig over, hvorfor det ramte ham.

”Jeg havde sindssygt travlt i den periode og havde lovet mig selv væk til alt for meget. Det er jo alt det, man ikke når, man bliver stresset af. Desuden havde afskeden med først min mor og få år senere min far været brutal, så jeg har nok ikke fået det bearbejdet godt nok,” mener Sebastian Klein.

Dengang jeg var bims

At tabet af forældrene skulle sætte sig så store spor, var han ikke lige forberedt på.

”Men i dag kan jeg se, at med deres bortgang forsvandt der også noget af mig selv. At jeg ikke nåede at være ved min fars side, da døden indtraf, har også sat sig spor. Det vil jeg altid bebrejde mig selv.”

Han er dog også fuldt bevidst om, at et psykisk nedbrud ikke nødvendigvis kan henføres til en bestemt begivenhed og ikke er nogens skyld.

”Det kan ramme hvem som helst. Ingen har helle her,” siger han. 

Psykiatri-Information

Artiklen er bragt i Psykiatri-Information. Som støttemedlem får du Psykiatri-Information i postkassen 4 gange årligt. Derudover får du også 10 % på bøger fra Psykiatrifondens forlag.

 

Bliv støttemedlem!

Prioriterede den, der havde det værst

Om det har hjulpet ham gennem systemet, at han er en kendt person, ved han ikke. Men han tror det ikke.

”Da jeg lå der i min seng, hørte jeg én, der råbte på hjælp. ”Skal I ikke tage jer af ham?” spurgte jeg. ”Nej, du har det værre,” sagde de. Det var ikke en prioritering, fordi jeg er kendt. Men jeg kan jo ikke vide, om folk smiler til mig, fordi jeg er den, jeg er, eller fordi de bare vil være venlige.”

Siger en person, som hele sit liv har måttet forholde sig til at blive genkendt på gaden. Jesper Klein var ikke meget for det, mens Sebastians mor Lykke Nielsen var en mere åben og udadvendt person, også privat. Også da det gjaldt hendes egen kræftsygdom. Da den landede på avisernes forsider, hadede sønnen det.

"Dengang jeg var bims"

I dag har Sebastian Klein valgt at stå helt åbent frem om ’dengang, han var bims’, som han udtrykker det.

”Jeg går ikke o entligt ud med min historie for at hjælpe nogen, men hvis det kan medvirke til, at folk får et andet syn på psykiske lidelser, så er det nt med mig. Jeg synes jo, at det er lige så naturligt som at fortælle, at jeg har rødt hår,” siger han. 

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883