Rask - men dømt ude

Mads Fabricius er erklæret fuldstændig rask efter at have haft skizofreni. Alligevel har han ikke de samme rettigheder som andre. Men det kæmper han stålsat for at få.

Kort om Mads Fabricius

Mads er 31 år. Han læser psykologi på Aarhus universitet og pendler mellem Aarhus og Ærø, hvor han bor. Fra han var 16 år til midt i tyverne kæmpede han med skizofreni. Siden kæmpede han for at blive rask ved at dyrke ekstremsport. Nu kæmper han for at blive anerkendt som rask, også juridisk. Han har forsøgt
at ro over Atlanten, men måtte opgive på grund af infektionssygdomme. Nu planlægger han at sejle over Atlanten i en specialkonstrueret vandcykel. Han har gennemført tre verdensmesterskaber i triatlon samt en ultra ironman, som er dobbelt op på distancerne, han skal løbe, svømme og cykle. 

Historien om 31-årige psykologistuderende Mads Fabricius får en til at tænke på en rigtig god søndagsfilm. En af dem, hvor man lader sig synke ned i sofaen og ind i dramaet om helten, den ensomme fighter, som kæmper med alle midler mod sin sygdom, bliver rask – og derefter møder en mur af forhindringer mod at forfølge sine drømme. Han indleder en kamp mod ’systemet’, og dramaet fortsætter. I skrivende stund ved vi ikke, om det bliver en happy end.

En usædvanlig mand 

Mads er på mange måder en usædvanlig mand. Ikke alene har han kæmpet med skizofreni som ung, han har også kæmpet sig fri af sygdommen. Han har fors.gt at ro over Atlanten i en robåd, og han planlægger en tur over samme hav i en avanceret vandcykel. På jagt efter svaret på, hvor skizofrenien kom fra – og hvor den blev af.

 

Skizofrenien fulgte med, men jeg ville løbe fra den. Det blev en besættelse, en tvangstanke

  

”Det hele begyndte, da jeg var omkring 16 år, hvor jeg fik de klassiske symptomer på skizofreni. Jeg udviklede en stærk trang til isolation, og jeg mistede evnen til at bevæge mig og til at kommunikere. Jeg led af tankemylder, og det hele flød sammen for mig,” fortæller Mads.

På det tidspunkt gik han i gymnasiet i Svendborg, og sygdommen udviklede sig over nogle måneder. Da hans forældre blev opmærksomme på hans tilstand, blev han indlagt på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Odense.

En voldsom nedtur

Mads kunne ikke tænke ret langt, og han var tvunget til bare at tage én dag ad gangen. Han begyndte at høre lyde, og det ledte til depression og psykose.

”Jeg kunne mærke min egen elendighed, og jeg var bevidst om, at det var skidt for mig,” siger han.

Efter et par indlæggelser med et års mellemrum lod Mads’ forældre ham udskrive. Han flyttede hjem til Ærø og blev tilknyttet distriktspsykiatrien, men han fik det ikke bedre. Medicinen fik ham bare til at sove det meste af tiden.

Motion blev et vendepunkt

Hele det forløb varede, fra Mads var 16 år, til han blev ca. 22. En psykiater havde ere gange opfordret ham til at dyrke noget motion, men det var ikke noget for Mads. Indtil en aften, hvor han tænkte: ”Nå, jeg kan vel lige så godt prøve det. Jeg kan vel ikke få det dårligere af det.”

Han fandt et par gamle gymnastiksko frem, og i ly af mørket begav han sig ud på de øde landeveje på Ærø. Og det blev et vendepunkt.

”Jeg kunne mærke, at det gjorde noget godt ved mig. Mine tanker blev lidt lysere, og jeg fik en fornemmelse af at have flyttet mig både fysisk og mentalt.”

Løb fra skizofrenien

Mads begyndte at løbe regelmæssigt. Efter bare ti uger løb han sin første maraton (ca. 42 km). Det satte han op til 70 km, og i en lang periode løb han fire halvmaraton – om dagen.

”Skizofrenien fulgte med, men jeg ville løbe fra den. Det blev en besættelse, en tvangstanke.”

Da Mads begyndte at løbe, var det forår. Om efteråret samme år var der sket en markant ændring. Han var blevet ’den gamle Mads’, han var social igen, og han syntes selv, at han var i kontrol.

Verden rundt

”Hvis løb er godt, så må meget løb være endnu bedre,” tænkte Mads. Så han begyndte at rejse verden rundt for at deltage i mere eller mindre halsbrækkende udfordringer. Selv om han er født og opvokset på en ø, kunne han ikke svømme. Men det k han lært, for det skal man kunne, hvis man vil deltage i triatlon, der består af svømning, cykling og løb. Endeløse rækker af mesterskaber i de benhårde discipliner holdt sygdommen stangen gennem ere år.

”Jeg tænkte, at hvis jeg holdt op med at dyrke ekstremsport, ville jeg blive syg igen. Jeg sov 12 timer og trænede 12 timer og holdt mig så at sige kunstigt i live i de år.”

Efterhånden begyndte Mads at se sig selv som rask. Da han var 24 år, tænkte han, at han hellere måtte få tjekket sin sygdom.

Den nye ’dom’ fra systemet var: Komplet remission, hvilket betyder, at skizofrenien lå samme sted som de tusindvis af kilometer, han havde tilbagelagt. Bag ham.

Højt at flyve

Sideløbende med drømmen om at blive rask levede drømmen om at blive pilot. Den havde Mads ha fra barnsben, hvor han boede lige ved siden af yvepladsen på Ærø. Med en raskmelding skulle drømmen realiseres. Troede Mads. Han tog flyvetimer, radiocertifikat og teoriprøver, og han mangler i dag kun ti soloflyvetimer. Men pludselig opdagede Trafikstyrelsen en paragraf, som siger, at hvis man har en historie med psykisk sygdom, er man for altid udelukket fra at blive pilot.

Udsat for forskelsbehandling

”Det må da være en fejl,” tænkte Mads. Men det var det ikke, og nu begyndte en ny kamp for Mads. Kampen for og retten til at være rask, også i juridisk forstand.

 

Samfundet bør acceptere, at jeg er rask, og ikke sætte grænser op for mig. 

 

”Jeg ser mig selv som rask, og jeg har virkelig kæmpet for at blive det. Derfor synes jeg, det er en urimelig forskelsbehandling. Den her paragraf forhindrer, at jeg kan blive opfattet som rask af systemet, og jeg er udelukket for livstid,” siger Mads med indignation i stemmen.

Politisk benarbejde og en drøm

Mads Fabricius er en stålsat person. Han har brokket sig, han har holdt møder med transportministeren og andre politikere, han har holdt flere hundrede foredrag, og han har anlagt sag mod ministeriet.

Kampen for retten til selv at bestemme, hvordan Mads vil være som menneske, har nu stået på i mange år. Det er syv år siden, han fik det første afslag på flycertifikat, men drømmen lever stadig. ”Jeg ønsker at få nøjagtig de samme rettigheder som alle andre. Jeg skal jo ikke ud at flyve, hvis jeg ikke er fysisk og psykisk fit for flight, men det skal andre piloter jo heller ikke. Så jeg ønsker ikke særbehandling på nogen måde,” siger Mads.

”Samfundet bør acceptere, at jeg er rask, og ikke sætte grænser op for mig,” mener Mads.

En kamp op ad bakke

Efter at Mads er begyndt at tale højt om sin historie, har mange henvendt sig til ham med lignende problemer. En uformel arbejdsgruppe arbejder med Mads’ sag og med forskelsbehandling på grund af handicap og psykiske sygdomme over en bred kam.

”Det er urimeligt, at man på forhånd er udelukket, uanset ens aktuelle situation og arbejdsevne,” siger et af arbejdsgruppens medlemmer, psykolog og tidligere leder af Center for Handicap og Bevægelsesfremme på SDU Ejgil jespersen.

Han mener, at hvis man kan påvise, at man er kommet over sygdommen, ikke har symptomer og ikke bruger medicin, skal man have adgang til en individuel konkret vurdering og evt. efterfølgende dispensation.

”Før i tiden betragtede man skizofreni som en sygdom for livet. nu viser undersøgelser, at det er det ikke. Op til en tredjedel får ikke tilbage- fald, når de er helbredt,” siger Ejgil Jespersen.

Han peger på, at erfaringer fra UsA, hvor man kan få en dispensation til at flyve som pilot, tyder på, at dem, der får en dispensation, ikke udgør en større risiko end andre.

Giver ikke op

Nu er arbejdsgruppen i gang med et større ud- redningsarbejde for at kortlægge begreberne og de juridiske komplikationer. Arbejdet involverer ud over de danske myndigheder blandt andre Institut for Menneskerettig- heder og EU-Kommissionen. 

Af Søren Block, freelancejournalist

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden