Nyt tilbud på vej til børn i traumatiserede flygtningefamilier

Psykiatrifonden, OASIS, Naturbureauet og Red Barnet Ungdom går sammen om at skabe et skræddersyet tilbud til den store gruppe af flygtningebørn, som har forældre med krigstraumer. Børnene risikerer i høj grad selv at udvikle psykiske vanskeligheder og har brug for støtte.

Børn, der vokser op i traumatiserede flygtningefamilier, har en forhøjet risiko for at udvikle psykiske vanskeligheder som angst, identitetsproblemer eller katastrofefantasier. Undersøgelser viser, at børnene har en markant dårligere trivsel end andre børn. Samtidig tyder meget på, at deres mistrivsel og livsomstændigheder ikke er synlige for omgivelserne, og at de dermed ikke får den støtte, de har behov for. 

Man ved samtidig, at børn af traumatiserede flygtninge kun i begrænset omfang benytter sig af relevante tilbud i frivillige organisationer som fx samtalegrupper for børn af forældre med psykisk sygdom eller venskabsaktiviteter.

Hjælp til mestring

Red Barnet Ungdom, OASIS, Naturbureauet og Psykiatrifonden er derfor gået sammen for at skabe et sammenhængende tilbud til børnene og deres familier. På baggrund af de fire organisationers viden, erfaring og aktuelle tilbud udvikler de sammen et nyt tilbud, der er skræddersyet til børn med traumatiserede forældre.

Ved hjælp af frivillige én-til-én-relationer, familielejre på naturskoler og børnegrupper arbejder organisationerne systematisk med, at børnene får støtte til at mestre deres vilkår. Naturen indgår som et element i alle aktiviteterne. Både børn og familier bliver styrket med viden, kompetencer og oplevelser, der kan mindske belastningen på børnene. På den måde kan man reducere og forebygge social udsathed og øge børnenes sociale kompetencer og deres evner til at indgå i relationer med andre.

Et godt børneliv

Målet med tilbuddet er, at langt flere børn i traumatiserede familier får mulighed for at leve et godt børneliv og senere et meningsfuldt og aktivt liv som borger i Danmark. Projektet er finansieret af Socialstyrelsens pulje til ’Udviklingsstøtte til projekter målrettet socialt udsatte grupper og fremme af integration’ og gennemføres i perioden september 2016 – december 2018.

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883