Del 1: Og så gik jeg ind og skar i mig selv...

Udenpå havde Sarah styr på det hele. Hun klarede sig godt i skolen, var pligtopfyldende og ansvarlig derhjemme. Men indeni var der kaos, og det havde der været meget længe, uden at nogen havde hjulpet hende. Sarah var 15 år gammel og gik i 8. klasse, da hun skar i sig selv for første gang. Den aften i køkkenet blev ikke den sidste. Den blev til fem år med perioder med selvskade. I dag ser hun tilbage og har fundet bedre måder at kontrollere de kaotiske følelser og tanker på end med et barberblad. Hun vil gerne fortælle sin historie. Og vise sine ar.

 ”Jeg har altid været glad for at passe mine ting. Jeg havde aldrig det der liv med tætte veninder. Jeg er aldrig blevet mobbet eller noget, jeg har bare ikke haft de tætte venskaber. Jeg havde det svært med det sociale. Så var det nemmere bare at være derhjemme. Og hvis jeg en sjælden gang spurgte min far, om jeg måtte gå i biografen med nogen, så kunne han sige: ”Jamen jeg troede, VI skulle være sammen i aften”. Og så kom jeg ikke afsted,” fortæller den unge kvinde, der ikke vil have sit efternavn med i historien. 

”Jeg har altid haft en stærk ansvarsfølelse over for min familie. Min far er traumatiseret efter flugten fra et andet land og et liv med krig i hans hjemland. Det betyder bl.a., at han har svært ved at rumme følelser. Min mor er dansk og har gennemlevet flere depressioner. Hvis vi græd som børn, fik vi at vide, at det var noget pjat, og det skulle vi holde op med. Der er aldrig nogen, der har spurgt mig, hvordan jeg havde det. Mine forældre havde ikke plads til mere end deres egne kampe.”

Et forår i kaos

I 8. klasse fik Sarah en ny klasselærer, som hun talte meget med. Læreren tog hende med til lægen, så hun kunne komme videre til en psykolog. Sarah var begyndt at have panikangst.

”Det forår var jeg i kaos. Jeg mødte op i skolen og passede mine ting, men jeg var begyndt at forstå, at det var dårligt for mig at bo sammen med min familie. Kommunen kom indover, men der skete ikke rigtig noget.”

Smerten var ikke det værste

På et tidspunkt havde Sarahs far været ude at rejse i nogle uger, og hun og hendes noget ældre søster og deres lillebror havde klaret sig selv derhjemme. 

”Det havde givet mig en ro. Men samme dag, som min far kom hjem igen, blev jeg fuldstændig overvældet af alle de dårlige følelser og det massive kaos, jeg følte, jeg stod i. Så den aften i slutningen af 8. klasse gik jeg ud i køkkenet, fandt en brødkniv og skar i mig selv.” 

Det gjorde selvfølgelig ondt at skære i sig selv, men det var ikke det værste:

”Det værste var chokket over at have gjort det. Det var meget voldsomt. Samtidig gik det alligevel ikke helt op for mig, hvad jeg havde gjort. Det snit flyttede fokus og gav mig en flugtmulighed fra virkeligheden. Der var kun mig og den der kniv.”

En grænseoverskridende blind vej

Dagen efter skulle Sarah på klassetur til København. Hun var stadig meget chokeret over det, hun havde gjort, og på færgen fortalte hun sin lærer det. Læreren reagerede med det samme og fik fat i Sarahs far, der lovede at de ville tage ud på den psykiatriske akutmodtagelse med det samme, Sarah kom hjem fra turen. Men det var i første omgang en blind vej.

”Det var ekstremt grænseoverskridende for mig at tale med lægen, og jeg følte mig afvist og negligeret. Hvis man ikke er meget konkret selvmordstruet, så bliver man ikke indlagt. I stedet syntes de, at jeg skulle fortsætte hos psykiateren. Det gjorde jeg så. Og der skete da heller ikke mere selvskade den sommer.” 

Fra lår og mave til arme

Sarah begyndte i 9. klasse. Hun var med til idræt første gang. Siden ikke. Hun ville ikke have, at de andre skulle se hendes lår og hendes mave, der blev mere og mere fulde af ar. Nu skar hun i sig selv med et barberblad flere gange om ugen, i perioder hver dag. I efterårsferien var hun lige startet op på antidepressiv medicin, og det var der, hun skar sig i armene første gang. Der skulle mere og mere til.

”Det blev et ritual. På den ene side mistede jeg kontrollen, på den anden side var det meget kontrolleret: Jeg sagde godnat til min familie, og at nu ville jeg gå i seng, og så gik jeg ind og skar i mig selv.”

Sådan fortsatte det længe. Sarah kunne have perioder uden selvskade, men det kom altid værre og voldsommere tilbage. Tre gange så voldsomt, at hun blev syet på skadestuen.

En vigtig belønning

Et vendepunkt blev det opholdssted, Sarah boede på, mens hun tog 10. klasse. 

”Jeg skjulte selvskaden i starten, men så fortalte jeg det til en pædagog, som blev meget berørt og sagde til mig med tårer i øjnene, at det måtte jeg love aldrig nogensinde at gøre igen. For min skyld. Og sådan havde jeg aldrig tænkt over det før. Det var første gang, jeg tænkte, at jeg skulle holde op.” 

På det tidspunkt gik Sarah hos en psykolog, som hun lavede aftaler med: ”Ingen selvskade i en måned, og så får du en belønning”. Hun valgte selv, at belønningen skulle være at være alene sammen med en voksen på opholdsstedet. 

”Det var meget positivt, men det gik lidt i sig selv igen. Det var virkelig vigtigt for mig, men jeg tror, det holdt op med at være vigtigt for pædagogerne. Måske fordi de tænkte, at nu havde jeg det jo bedre, eftersom jeg ikke skar i mig selv.”

Selvskaden blev et barometer

Sarah oplevede generelt stor berøringsangst på opholdsstedet og i de ”systemer”, hun var i kontakt med:

”Jeg oplevede, at mine ”triste dage” automatisk blev koblet sammen med selvskade. At der var en opfattelse af, at hvis jeg var ked af det, så ville jeg ende i selvskade – at jeg ikke kunne være i dårligt humør uden også at have lyst til selvskade. Jeg oplevede, at man var bange for at tage ”den svære snak” om, hvad der rumsterede, og at man hellere brugte krudt på at få mig til at tænke på noget andet. Det er helt sikkert også det rigtige i mange situationer, men jeg fik ikke lov til at øve mig i at rumme de svære følelser.”

Selvskaden blev også lidt til et barometer for, hvor skidt Sarah havde det:

”Hvis jeg havde klaret en presset situation eller en stresset periode uden at være selvskadende, måtte det jo være tegn på, at jeg havde det bedre. ’Jamen du har jo ikke været selvskadende, så det går jo meget godt.’ Det blev tillagt for meget værdi, tænker jeg lidt. De ville hellere snakke om selvskaden end alt andet, og det var jeg træt af. At man ikke kunne skille tingene ad. Det var noget af det, der så endte med at blive motivation for at holde op. Jeg gad ikke at snakke mere om det.” 

Du ligner et skærebræt

I dag, hvor hun er 21 år, har Sarah stadig kontakt til den støtteperson, der har betydet mest for hende igennem årene.

Støttepersonen kan nogle gange sige for sjov: ”Du ligner sgu et skærebræt!” Men Sarah kan også tale med hende om, hvordan hun har det.

”Heidi er en af de eneste, der har turdet tage en dybere snak om selvskaden.”

Og selvskaden?

”Trangen kan stadig komme. Men det hjælper mig fx, at jeg aldrig ville kunne se min kontaktperson i øjnene, hvis jeg skadede mig selv. Hun har altid ønsket noget bedre for mig. Det er halvandet år siden, jeg sidst gjorde det. Jeg tror ikke, jeg kommer til at sige ’aldrig igen’ om at skade mig selv. Men troen på, at det er et overstået kapitel, vokser dag for dag. Det er en stor og synlig del af mig, jeg skal forlige mig med.”  

Selv en lille selvskade er stor

I dag bor Sarah alene i en lille lejlighed i en større dansk by. Hun er færdig med en hf, og her i efteråret begynder hun på psykologistudiet. Hun vil gerne forske og udvikle viden om mekanismerne i fx selvskade for at kunne forstå og forebygge selvskade:

”Det er helt afgørende at forstå, at selv den mindste selvskade er stor. Man må aldrig negligere eller underkende det. Hvis den læge, jeg talte med på akutmodtagelsen dengang i 8. klasse, havde taget mig alvorligt, så tror jeg ikke, at jeg havde skåret i mig selv igen.”

Af Sarah Cecilie Boss, journalist og pressechef

 

Del to kommer snart

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883