Styrken ligger i at være sårbar

24-årige Mette mistede sin bror Jonatan, da han blev udskrevet for tidligt og bogstaveligt talt løb og svømmede sig ihjel. Mette var dårlig til at melde ud, at hun havde det skidt. Hun troede, hun var stærkest, hvis hun bar det selv. Men nu har hun oplevet, at der er mere styrke i at være sårbar.

Jonatan løber. Og løber og løber. I timevis og gerne om natten. Ofte tager han sig også en lang svømmetur. 27. august 2017 løber han sin sidste tur. Om morgenen bliver han fundet druknet i vandkanten ved Sletterhage Fyr på Djursland. For hans lillesøster Mette er det værste sket.

Med dæmpet stemmeføring fortæller Mette Heide Becker sin historie. Den handler om en opvækst, hvor faderen lider af skizofreni og i en lang række år er uden for hjemmets og Mettes radar. Da Mette er 15 år, dør faderen af hjertestop.

Faderens sygdom og død tager hårdt på Mettes storebror Jonatan, som er kærlig og beskyttende over for alt og alle. Han er en populær dreng, som kan få alle med, og som de fleste ser op til. Også Mette.

Men noget begynder at gå skævt for Jonatan. Han er usædvanlig godt udviklet sprogligt, men han mangler overblik. Hans lærere er bekymrede, moderen er bekymret, og Mette er bekymret. Hvad sker der lige for den glade dreng, som nu mere og mere isolerer sig på sit værelse? Pjækker fra skolen. Hænger ud med tvivlsomme typer. Drikker alkohol.

Et sted med betydning

Jonatan fandt ro ved lange løbe- og svømmeture. Ofte i og omkring badeanstalten Den Permanente ved Aarhus. Stedet betyder meget for Mette i dag, og hun nyder også selv vinterbadning.

Snakker ikke med nogen

Mette tænker, at det måske er en naturlig udvikling for en teenager. De to søskende har altid haft et tæt og fortroligt forhold. Nu kan hun mærke, at han får det dårligere og dårligere. Han lider af angstanfald og kan ikke være i sin krop. Det lægger et stort pres på familien, mener Mette, som ikke vil afvise, at det også tager fokus fra hende. ”Det var tabuagtigt. Jeg snakkede ikke rigtig med nogen om det, og jeg havde ikke magt til at søge hjælp.

Jeg tog det ikke ind, og jeg var slet ikke klar til at snakke. Jeg blev tilbudt nogle forskellige former for samtale, men jeg var for ung til at snakke om mine følelser og følte mig ikke rigtig set af de mennesker, jeg snakkede med, så det blev kun til et par gange,” siger Mette.

På det tidspunkt har Jonatans diagnoser gjort deres indtog i familien. De første lyder på, at Jonatan lider af ADD (Attention Deficit Disorder) og social angst.

Har sit eget liv

Mette har jo sit eget ungdomsliv, som skal leves. Hun føler, at hun skal blive voksen lidt hurtigere end andre. Og hun må erkende, at det er en ensom sag at være tæt på et menneske med en psykisk sygdom. Hun har svært ved at kræve opmærksomhed til sig selv, og hun bliver vred over, at der ikke var nogen, der tænkte over, om hun havde det svært.

”Det har taget mig mange år at lære at være vred over, at jeg ikke fik nogen hjælp. Jeg følte ikke, jeg blev givet et sprog til at snakke åbent om det med venner eller klassekammerater,” siger hun.

Hun blev henvist til samtaler på Dispuk og familieværkstedet, men sagde nej tak.

”Jeg havde en følelse af, at de få samtaler, jeg var til, handlede om, at der var noget i vejen med mig. Jeg ville klare det selv og prøvede at få mit liv til at virke så normalt, som jeg kunne udadtil, og jeg tror også, det var derfor, jeg ikke tog imod hjælp.”

Sideløbende kæmper hendes mor med alle midler for at få hjælp til Jonatan. Mette begynder ikke mere at se sin bror som en bror. Han er droppet ud af folkeskolen, og han lever mest om natten.

Jonatan bliver rask

Men miraklet sker. Medicinering og en rigtig god pædagog får vendt udviklingen. Jonatan kommer på en socialpsykiatrisk behandlingsinstitution for unge, han tager sin 9.-klasse med fine karakterer, og alle ånder lettet op.

”Jonatan og jeg fik igen en tæt søskenderelation, da vores far døde. Pludselig fik vi øjnene op for hinanden igen, siden vi var de eneste to, der rigtig forstod den smerte, det er at miste en for ælder,” husker Mette.

Hun bemærker også, at folk i ’systemet’ begynder at se Jonatan som et menneske og ikke bare giver ham medicin. Han får voksne forbilleder, bliver rask og lægger medicinen på hylden. På behandlingshjemmet er han en succes-historie.

Jonatan møder Gud

Vi skriver nu 2013, og Jonatan er begyndt at interessere sig for buddhisme. Han holder til på et meditationscenter på Djursland, hvor han møder en ven, som han planlægger en rejse til Nepal med. Og lillesøster Mette skal med. De skal møde hinanden i Indien.

Da Mette møder Jonatan i Kathmandu, er han forandret. Jonatan, som godt kan virke godtroende, er blevet overtalt til at tage stoffer for ’at komme nærmere Gud’. Da Mette møder ham i Kathmandu, er han forandret. Han har smidt alle sine ting ud, og han vil gerne have Mette til at gøre det samme.

”Han følte, han havde mødt Gud, og det havde jeg svært ved at forholde mig til. Jeg kunne ikke rigtig navigere i det,” siger Mette.

Hun er glad for at se broderen, men i bakspejlet kan hun godt se, at han på det tidspunkt er psykotisk. Jonatan vil ikke med hjem til den planlagte tid, og opholdet kommer til at vare i tre måneder. Da Jonatan og Mette er tilbage i Danmark, er alt forandret.

Jonatan bliver svingdørspatient

Jonatan ryger ind og ud af psykiatrisk afdeling med diagnosen bipolar lidelse. Imellem indlæggelserne opholder han sig hjemme hos moderen eller på det buddhistiske center. Han løber, til blodet springer fra fødderne, og han svømmer lange ture. En gang så langt, at en ven er nødt til at tilkalde redningstjenesten for at få ham tilbage.

Mette besøger Jonatan på hospitalet. Hun læser for ham. Holder om ham. Er der. Men hun er frustreret over ikke at vide, hvordan hun skal hjælpe ham. ”Jeg ville gerne bare ’løse’ det for ham,” siger hun. Nogle gange kan hun føle sorg og afmagt over, hvad sygdommen har gjort ved deres relation. Hun har skiftet rolle fra at være lillesøster til at være store søster. På en af deres sidste ture sammen siger Jonatan: ”Jeg vil gerne have lov til at være storebror. Jeg vil gerne passe på dig.”

”Men det kunne han ikke. Han kunne ikke engang passe på sig selv,” siger Mette.

Styrke i at være sårbar

Her kunne historien for så vidt ende med, at Jonatan den skæbnesvangre dag i august 2017 tager sin sidste svømmetur og bliver fundet livløs i vandkanten.

Men den ender ikke for Mette. De første tre måneder efter Jonatans død falder hun ned i et sort hul, og hun er bange for selv at blive psykisk syg. Hun føler sig isoleret i sin sorg.

 

Det er vigtigt at fortælle sin historie. Hvis man tror, man skal bare det hele selv, bliver man bitter og ensom. Det har i hvert fald virket for mig at lade masken falde

 

Hun får lidt hjælp af en psykolog og en akupunktør og starter et længe planlagt ophold på Vestjyllands Højskole. Hun finder ud af, at det hjælper at dele sine tanker med vennerne. Også selv om det kan ødelægge den gode stemning.

”Jeg har været dårlig til at melde ud, at jeg havde det skidt. Jeg troede, jeg var stærkest, hvis jeg bar det selv. Men nu har jeg oplevet, at der er mere styrke i at være sårbar,” siger hun.

Hvorfor druknede Jonatan?

TV 2 Østjylland har fortalt Mettes bror Jonatans historie i et prisbelønnet longread, som du finder her.

Det virker at lade masken falde

Mette er klar over, at hendes historie udefra set kan lyde som en forfærdelig en af slagsen. Men hun synes, at hun har et godt liv.

Hun er privilegeret, bor i Danmark, har tag over hovedet, og snart starter hun på en uddannelse. Hendes forholdsvis korte gang på jorden har lært hende at sætte det levede liv i perspektiv.

”Man vil altid leve med sorgen, men det bliver lettere at bære på den. Det er vigtigt ikke at føle, at sorgen skal overstås, for den går hånd i hånd med kærligheden. Jeg har elsket min bror, og derfor sørger jeg. Derfor føler jeg smerte over, at han ikke er her længere. Men hvis man lader helt være med at sørge, er det lidt ligesom at glemme, og det vil jeg aldrig gøre. Jeg bliver ved med at vokse, og sorgen bliver lettere og lettere at bære. Den vil altid være en del af mig, som et bevis på noget meget smukt, der engang var,” siger Mette.

Når hun i dag har valgt at fortælle sin historie, er det for at være med til at bryde tabuet om psykisk sygdom, som mange andre har inde på livet.

”Det er vigtigt at fortælle sin historie. Hvis man tror, man skal bære det hele selv, bliver man bitter og ensom. Det har i hvert fald virket for mig at lade masken falde,” siger hun.

”Og så føles det rigtigt. Jonatan ville have gjort det samme.”

Tekst: Søren Bloch, freelancejournalist

Foto: Hartmann-Schmidt

Artiklen er bragt i Psykiatri-Information

Som støttemedlem får du vores blad i postkassen 4 gange årligt. Du får også 10 % rabat på alle bøger fra Psykiatrifondens forlag.

 

Bliv støttemedlem!

 

HUSK: Du får fuldt fradrag for din støtte

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883