De tre spiseforstyrrelser

Anoreksi, bulimi og tvangsoverspisning er forskellige sygdomme, der dog alle har lavt selvværd til fælles.

Spiseforstyrrelser er kendetegnet ved, at forholdet til mad, krop og spisning er så forstyrret, at det går ud over den fysiske og psykiske sundhed og den psykosociale funktion. Man skelner mellem anoreksi, bulimi og Binge Eating Disorder (tvangsspisning med fedme som resultat):

De tre spiseforstyrrelser har både psykiske, fysiske og adfærdsmæssige symptomer. De psykiske symptomer har med personens tanke- og følelsesliv at gøre. Adfærdssymptomer er det, personen gør, frivilligt såvel som ufrivilligt, mens de fysiske symptomer har med vægten at gøre og viser sig ved vægttab, vægtsvingninger eller vægtstigning. Endelig er der de fysiske følgesymptomer, fx forstyrrelser i menstruationen.

Anoreksi

Anoreksi (Anorexia Nervosa) er den mest kendte af de tre spiseforstyrrelser. Her er personens tanke- og følelsesliv karakteriseret ved en massiv angst for fedme, et intensivt ønske om at slanke sig eller –  hvis det drejer sig om et ungt menneske, der ikke er færdigudviklet – en modstand mod at tage på i takt med, at vedkommende bliver ældre. Personen har også en forstyrret opfattelse af kroppen, som opleves langt større end den ses af andre, og kroppens vægt og figur har en overdreven betydning for selvopfattelsen. Det udtalte fokus på kroppen og angsten for fedme viser sig i personens adfærd. Personen vægrer sig ved at spise, hvilket resulterer i vægttab. Hos børn og unge øges vægten ikke, som hos raske jævnaldrende. Når det gælder vægten, er kriteriet for at stille diagnosen, at personen vejer 15 % under den forventede normalvægt eller har et BMI på 17,5 eller derunder. Det er afgørende, at den lave vægt skyldes personens modvilje mod at spise og ikke anden fysisk eller psykisk sygdom.

Bulimi

En person med bulimi (Bulimia Nervosa) er også ekstremt optaget af kroppens form og vægt, men adfærden og dens konsekvenser anderledes end ved anoreksi. Hvor personen med anoreksi håndterer sin angst for fedme ved at indskrænke sit indtag af mad, svinger personen med bulimi mellem at spise overdrevent store mængder mad og kaste op, bruge slankepiller, faste, overmotionere m.m. for at undgå at tage på (såkaldt kompenserende adfærd). Personen med bulimi er typisk heller ikke overvægtig, men svinger nogle kilo på begge sider af sin normalvægt. Ifølge de aktuelle diagnosekriterier skal de bulimiske episoder og den kompenserende adfærd finde sted to gange ugentligt over en periode på tre måneder.

Spiseforstyrrelser

Spiseforstyrrelser er psykiske sygdomme, hvor forholdet til mad og krop er så forstyrret, at det går ud over ens sundhed og sociale liv. Man skelner typisk mellem anoreksi, bulimi og tvangsoverspisning, men der findes næsten lige så mange kombinationer af spiseforstyrrelsessymptomer, som der er mennesker med spiseforstyrrelser. Spiseforstyrrelser behandles primært med psykoterapi, men også med fysioterapi, kropsterapi og diætistbehandling. 

Bogen beskriver forskellige former for behandling til børn, unge og voksne og gravide. Bogen henvender sig til fagfolk i psykiatrien, til mennesker, der har en spiseforstyrrelse, og til deres pårørende.

Køb bogen her - overskud fra bogsalg går ubeskåret til arbejdet for et godt liv til flere!

Tvangsoverspisning 

Tvangsoverspisning eller Binge-Eating Disorder (BED) er den af de tre spiseforstyrrelser, der har den korteste historie i psykiatrien. Sygdommen er også blevet beskrevet som bulimi uden udrensning. Personen har gentagne episoder med tvangsmæssige overspisninger (binges) uden opkastninger eller andre former for adfærd, der forhindrer, at vægten stiger. Mennesker, der har BED, har typisk et højt BMI, men ikke alle med BED er overvægtige. De psykologiske symptomer ved BED er lavt selvværd, depression og angst. Som ved de to andre spiseforstyrrelser fokuserer personen på kroppen og vægten, men personen med BED ønsker ikke som ved anoreksi at være undervægtig, men normalvægtig. 

Fysiske følgesygdomme 

De tre spiseforstyrrelser har alle fysiske følgesymptomer, der på lang sigt påvirker personens sundhedstilstand negativt. De fysiske følger af anoreksi er udover vægttab, der kan udvikle sig livstruende, bl.a. at menstruationen ophører (med mindre vedkommende tager p-piller), at vækst og kønsudvikling hos unge hæmmes samt hårtab, øget kropsbehåring, blåfarvning af hænder og fødder og nedsat stofskifte. På længere sigt kan personen udvikle knogleskørhed. Ved bulimi ses forstyrrelser af menstruationen, maveproblemer (forstoppelse eller diarré), oppustet mavesæk samt skader på spiserøret og tændernes emalje på grund af de hyppige opkastninger. Ofte er det tandlæger, der som de første kan stille diagnosen. De fysiske følger ved bulimi er mindre synlige end ved anoreksi. På grund af den lave vægt kan man se på en person, at hun har anoreksi. Det kan man ikke på en person med bulimi. Ved BED er de fysiske følger i de fleste tilfælde også synlige pga. overvægt og på lang sigt fedme. Overvægten øger i sig selv risikoen for en lang række medicinske komplikationer, fx type 2 diabetes, forhøjet blodtryk og kolesteroltal, hjertelidelse, overbelastning af led, søvnapnø m.m.

Anoreksi er umiddelbart den farligste af de tre spiseforstyrrelser. Hvor fedme udgør det største sundhedsmæssige problem for samfundet og for den enkelte på lang sigt, kan anoreksi udvikle sig livsfarligt tidligt i sygdomsforløbet. I Danmark er dødeligheden ca. 15%. Her er inkluderet de personer, der dør af fysiske følgevirkninger, nedsat modstandsdygtighed overfor andre sygdomme (fx lungebetændelse) og selvmord. 

Hvem får spiseforstyrrelser og hvor udbredte er de

Spiseforstyrrelser viser sig typisk i ungdomsalderen og først og fremmest blandt unge kvinder. Den kønsmæssige skævhed er mest udtalt for anoreksi og bulimi, hvor unge kvinder i alderen 14-25 år udgør 85-90% af tilfældene. Bulimi er den hyppigste af de to. Mindst 3 % af unge kvinder har på et givet tidspunkt bulimi. Det tilsvarende tal for anoreksi er 1 %. Undertiden kan det være vanskeligt at skelne mellem de to sygdomme, da mange med anoreksi kaster op og indimellem giver efter for deres spiseimpulser. Den afgørende forskel er, at vægten pr. definition er lav ved anoreksi.

Udover diagnoserne anoreksi og bulimi har mange en såkaldt subklinisk spiseforstyrrelsesdiagnose. Mange af symptomerne er de samme som ved anoreksi og bulimi, og personerne kan være yderst forpinte. Men alle de diagnostiske kriterier for anoreksi eller bulimi er ikke opfyldt. Herudover har en stor gruppe mennesker et forhold til mad, vægt og krop, som kan være en risiko for at udvikle anoreksi eller bulimi, fx hyppige slankekure. Ca. 25 % af unge kvinder mellem 14 og 25 år tilhører denne gruppe, hvor det tilsvarende tal for drenge er 3 %. Selvom anoreksi og bulimi og beslægtet adfærd primært er et problem blandt unge kvinder, er det vigtigt ikke at overse gruppen af drenge og mænd. Ved BED er den kønsmæssige skævhed mindre. Her udgør mænd og drenge en tredjedel. Med en forekomst på 2-5 % i den almene befolkning er BED langt den hyppigste af de tre spiseforstyrrelser 

Hvad udløser en spiseforstyrrelse

De tre spiseforstyrrelser udvikler sig forskelligt. BED starter typisk i barnealderen og hænger ssnævert sammen med barnets indlæring af spisevaner og den måde, der kan skabes en sammenhæng mellem psykologiske tilstande og mad på. Det kan fx være brugen af mad som trøst, mad som belønning eller mad som hygge. På den måde kan mad og det at spise udvikle sig til en særlig måde at regulere følelser på. 

Anoreksi - udvikler sig i de fleste tilfælde i 13-16-års alderen, ofte i forbindelse med eller som reaktion på puberteten og de fysiske, psykologiske og sociale omvæltninger, der følger med. Helt central er kroppens udvikling, hvor den unge pige/kvinde skal tilpasse sin opfattelse af sig selv til en ændret krop. Det magter personen typisk ikke. Et barn eller en ung, der endnu ikke er færdigudviklet, vil sætte kroppens udvikling i stå ved ikke at spise. En ældre person vil forsøge at ændre kroppens form og størrelse ved at dyrke overdreven motion eller ved at undgå at spise.

Bulimi - udvikler sig senere end anoreksi, ofte i 15-17-års alderen. Ca. 1/3 af dem, der får bulimi, har tidligere haft anoreksi. Utilfredshed med den måde, som kroppen har udviklet sig på, har stor betydning. Hvor personen med anoreksi trækker sig tilbage fra sine omgivelser og koncentrerer sig om sin krop, lever personen med bulimi tilsyneladende et normalt liv, hvor han eller hun holder sin spiseforstyrrelse skjult for omverdenen.

Behov for mere forskning

Spiseforstyrrelser er, som det forhåbentligt er fremgået, meget alvorlige psykiske lidelser, der optager en meget stor del af de pågældende personers opmærksomhed, tid og energi. Det er særligt alvorligt, fordi spiseforstyrrelser optræder i ungdomsårene, hvor selvopfattelsen konsolideres, og hvor man udvikler et selvstændigt perspektiv på livet og træffer valg om uddannelse, arbejdsliv, familie og børn. Der er derfor et stort behov for løbende forskning, der både belyser den udviklingsmæssige baggrund for spiseforstyrrelser, og som kan medvirke til at sikre en effektiv behandlingsindsats.

Aktuelt foregår der megen behandlingsforskning, hvor forskellige former for behandling sammenlignes i såkaldte randomiserede kontrollerede forsøg. Denne forskning er et væsentligt bidrag til at sikre en effektiv behandlingsindsats, men må samtidig suppleres med forskning, der retter sig imod de forskellige behandlingsbehov, som personer med både den samme og med forskellige spiseforstyrrelser kan have. Vi har således ikke kun brug for svar på, hvad der er den bedste behandlingsform, men også for svar på, hvad der virker over for hvem.

Man må skelne mellem bagvedliggende faktorer, udløsende faktorer og vedligeholdende faktorer, når man vil forstå, hvordan en spiseforstyrrelse udvikler sig. Både biologiske/arvelige forhold, psykologiske og sociale opvækstbetingelser, herunder madkultur og kulturelle/samfundsmæssige forhold, spiller ind. Manglende selvværd er en af de psykologiske baggrundsfaktorer, der først og fremmest skal nævnes. Det indebærer en kompleks oplevelse af ikke at slå til, ikke at være god nok, ikke at kunne leve op til de krav, som stilles, og ikke at have en krop, man kan acceptere. Mobning er en af de sociale risikofaktorer, der kan have sammenhæng med udvikling af et lavt selvværd. Af samfundsmæssige baggrundsforhold spiller den generelle kropskultur i samfundet en rolle med dens fokus på mad, sundhed og motion kombineret med et skønhedsideal, der er uopnåeligt for de fleste. 

Psykiatri-Information

Artiklen er bragt i Psykiatri-Information. Som støttemedlem får du Psykiatri-Information i postkassen 4 gange årligt. Derudover får du også 10 % på bøger fra Psykiatrifondens forlag.

 

Bliv støttemedlem!

De udløsende faktorer er forskellige og vil typisk være relateret til problemstillinger i ungdomsårene. Det kan fx være forholdet til det andet køn, seksuel debut eller manglende debut eller en negativ bemærkning om kroppen, fx: ”Du har rigtignok taget på siden sidst, jeg så dig”. Det videre forløb og de forhold, der vedligeholder sygdommen vil imidlertid være forskellig for de tre spiseforstyrrelser. Har man anoreksi er det intense fokus på kroppen ofte en del af en social tilbagetrækning, som er en reaktion på de krav og forventninger, som man ikke er parat til. Ved bulimi og BED er der snarere tale om, at man har ønsker og forventninger, der ikke indfries, og som kroppen og det manglende personlige selvværd tillægges skylden for. Overspisning kan være en reaktion på skuffelse, mindreværdsfølelse, misundelse og andre negative følelser. Men at forsøge at komme sådanne følelser til livs ved at overspise vil ofte have det modsatte resultat og indlede en ond cirkel, der vedligeholder problemet. Overspisning fører typisk til selvbebrejdelser og selvlede, hvilket udløser en overspisning etc. Andre faktorer, der vedligeholder en spiseforstyrrelse er omgivelsernes reaktion. Det kan være ros og anerkendelse for vægttab, eller at personen færdes i et socialt eller arbejdsmæssigt miljø, hvor kroppens vægt og udseende har afgørende betydning for ens status eller fremtid. Arbejdet som fotomodel, balletdanser eller elitesportsudøver i sportsgrene, hvor vægten har betydning, er typiske eksempler.

Behandling

Et fællestræk ved de tre spiseforstyrrelser er, at der ofte vil være en modvilje mod at søge behandling. Har man anoreksi oplever man typisk ikke den lave vægt som et problem, men som noget helt naturligt, som et resultat af at spise ’sundt’ og som noget ønsket og villet. Det er derfor helt afgørende, at motivering af personen er et centralt element i behandlingen. Det er også vigtigt, at behandlingen både retter sig mod den lave vægt og mod anoreksiens betydning for den enkelte, herunder spørgsmålet om, hvorfor anoreksien er så vigtig at holde fast i. I modsætning til anoreksi oplever personen med bulimi og BED typisk sygdommen som et stort problem og som noget meget skamfuldt og pinligt, som skal holdes skjult. Hvis skammen overvindes vil personen oftest være motiveret for behandling. Indledningsvis skal man forsøge at bryde den onde cirkel. I behandlingen af BED skal man desuden tage højde for, at personen har oplevet mange mislykkede forsøg på at tabe sig og eventuelt mangler tiltro til, at det overhovedet vil kunne lykkes at ændre spisemønstret. Ved alle spiseforstyrrelser er det vigtigt at arbejde med personens selvværd.

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883