Hjælp til at finde styrken

Spiseforstyrrelser kan helbredes, men det er vigtigt at fjerne fokus fra mad og vægt. Det siger psykiateren Birgit Petersson, som er en af landets mest erfarne behandlere.

Birgit Petterson

Birgit Petersson er en af Danmarks mest erfarne behandlere af spiseforstyrrelser. Hun etablerede sin egen praksis i midten af 1980’erne, mens hun var ansat på behandlingsstedet Stolpegård. I dag kommer omkring 100 mennesker med spiseforstyrrelser i hendes klinik på Frederiksberg. Langt de fleste er piger og kvinder med en hovedvægt i aldersgruppen 18-30 år. De fleste kommer med en henvisning fra deres egen læge. En del bliver henvist fra et hospital, og endelig kommer mange, fordi de har fået klinikken anbefalet af andre.

Afstanden til et ofte køligt og upersonligt hospitalsvæsen kan næsten ikke blive større. I en smuk gammel have på Frederiksberg ligger den store hvide villa fra 1850, omgivet af frugttræer, planter, buske og blomster. Indenfor er der moderne kunst, smukke møbler og masser af levet hverdagsliv. I snart 30 år har huset dannet ramme om psykiateren Birgit Peterssons praksis. Det er også hendes private hjem, og det er der en pointe i:

”Når du træder ind ad døren på et hospital, mister du samtidig den smule selvstændighed, du har. Du bliver patient, og du er underlagt et magtforhold, hvor det er systemet, der bestemmer. Jeg lægger vægt på ligeværdighed, og selv om jeg stadig kalder mine klienter for patienter – jeg er jo først og fremmest læge – så stræber jeg efter at fjerne magtforskellen.”


Den tillidsfulde relation

Ud over Birgit Petersson arbejder tre psykiatere og tre psykologer i huset. Behandlingen foregår både individuelt og i grupper. Samlingsstedet er den store stue på førstesalen, hvor tunge lænestole og en sofa er omgivet af malerier og skulpturer til alle sider. Birgit Petterson fortæller, hvordan det at tale om kunst kan hjælpe i behandlingen. Som nu fx maleriet på gulvet, hvor en person er delt i to. Den ene del holder fysisk den anden nede:

”Kunstværket kan fungere som et spejl. Er der noget i maleriet, som patienten kan genkende fra sit eget liv?” 

Der er til gengæld intet i rummet, som leder tanken hen på de spiseforstyrrelser, som er hovedtemaet for omkring 100 af husets patienter, og også det er der en pointe i: 

”Når jeg taler med mine patienter, kommer jeg aldrig selv ind på mad og vægt. De har selvfølgelig lov til selv at tage emnet op, men jeg tager ikke initiativet.” 

For Birgit Petersson handler spiseforstyrrelser nemlig meget lidt om, hvad patienterne spiser eller ikke spiser. I stedet fokuserer hun på de følelser, som ligger under forstyrrelserne. For spiseforstyrrelser er i bund og grund et forsøg på at tage kontrollen over sine følelser og flytte fokus fra de egentlige problemer til et område, som man har mulighed for at styre. Men det kan tage adskillige samtaler at nå ind til det, som det virkelig handler om.

”Når jeg møder en ny patient, forsøger jeg først at danne mig et indtryk af det menneske, jeg har foran mig. Jeg stiller spørgsmål som: ’Hvad betyder noget for dig? Hvordan er dine familiemedlemmer, og hvem af dem ligner du? Hvem ligner du ikke?’  

 

Når jeg taler med mine patienter, kommer jeg aldrig selv ind på mad og vægt

 

Spørgsmålene skal være med til at etablere et tillidsfuldt forhold, og samtidig er de med til at stille et spejlbillede op for patienten.

”Fra vi er helt små, danner vi jo vores identitet ved at spejle os i andre og efterligne dem. Det benytter jeg mig meget af i behandlingen. Det er også derfor, at jeg ofte taler med patienterne om deres drømme”. 

Spejlbillederne er med til at gøre patienten klogere på sig selv, og samtidig skal de minde om, at det er muligt at vælge, hvilken retning man selv gerne vil udvikle sig i. 

”Samtalen kommer også hurtigt til at handle om de strategier, som hun – eller i sjældnere tilfælde: han – har benyttet sig af i sit liv i mødet med udfordringer. Det er tydeligvis strategier, der ikke har virket, og det fortæller jeg ret kontant. Samtidig siger jeg, at det er nødvendigt at finde andre handlemuligheder, som er mindre ødelæggende. Når man har en spiseforstyrrelse som fx bulimi, er maden en belønning og opkastningen en renselse. Der er noget rituelt over det, og det er vigtigt, at patienterne bliver opmærksomme på det og forstår meningen med det”.

Normalvægtig, men ikke helbredt

Birgit Petersson har et gennemgående fokus i sin behandling: At løfte selvtilliden frem hos den enkelte og samtidig fjerne den skamfølelse, som de fleste af patienterne har. 

”Det er helt afgørende, at det ikke er mig som behandler, der definerer løsningerne og de nye strategier. Mit mål er derimod at hjælpe hver enkelt til selv at blive et stærkt og selvstændigt menneske, som kan begå sig blandt andre”.

Noget af det, som især adskiller behandlingen hos Birgit Petersson fra et hospitalsforløb, er kontinuiteten. I villaen på Frederiksberg kan behandlerne følge deres patienter uge efter uge, måned efter måned. Og derfor kan de også registrere de små ændringer i holdninger og adfærd, som viser, om det går den rigtige eller den forkerte vej.

”Det er privilegeret at sidde uden for hospitalssystemet. Vi har muligheden for at følge patienterne på en helt anden måde, end de typisk har på hospitalerne. På et større hospital er der jo ofte meget vekslende personale, og det eneste, de kan følge over tid, er vægten. Derfor kommer vægten til at fylde så meget i hospitalsbehandlingen. Problemet er bare, at man ikke bliver rask af at tage på. Nogle er heldige at komme ind i et psykologisk forløb, men mange bliver jo desværre udskrevet uden at have fået andet end en normalvægt, og de falder meget ofte tilbage igen. De er ikke blevet helbredt”.

Kontant og rummelig

To ord sniger sig flere gange ind i samtalen med Birgit Petersson: ’Kontant’ og ’rummelig’. Umiddelbart kan det lyde som modsætninger, men sådan ser hun det ikke. Birgit Petersson har ry for at være en meget kontant behandler – ordet skrap er blevet brugt – men samtidig er det afgørende, at hun som behandler er rummelig.

”Det er alfa og omega. En af de vigtige ting, som patienterne skal lære, er at rumme livet med alle dets udfordringer. Og i den sammenhæng er det også vigtigt, at de mærker, at behandleren kan rumme dem og det, de taler om”.

Også her adskiller behandlingen sig fra hospitalsforløb. Birgit Petersson forsøger aldrig at tvinge patienterne til noget. Og hun taler med dem, uanset hvor lidt de vejer.

”I hospitalssystemet er der ofte en opfattelse af, at patienterne skal være normalvægtige eller næsten normalvægtige, før man begynder at tale med dem. Fordi deres hjerner og evne til at opfatte ikke er i orden, når de er stærkt undervægtige. Det har jeg aldrig oplevet. Selv de dårligste kan man tale med, og de er glade for, at man taler med dem”.

Psykiatri-Information

Artiklen er bragt i Psykiatri-Information. Som støttemedlem får du Psykiatri-Information i postkassen 4 gange årligt. Derudover får du også 10 % på bøger fra Psykiatrifondens forlag.

 

Bliv støttemedlem!

Den nødvendige tålmodighed

Ved siden af samtalerne kan der være brug for, at patienterne får medicin. Det er typisk de såkaldte SSRI-præparater, som virker mod depression, og saroten, som dæmper stress og gør det lettere at sove.

Et forløb hos Birgit Petersson kan vare nogle få måneder eller strække sig over adskillige år. Mange bliver helt helbredt, mens andre har brug for den vedvarende kontakt til en behandler, som tålmodigt kan støtte og rumme dem. Og Birgit Petersson erkender, at hendes egen tålmodighed af og til bliver sat på prøve. 

”Jeg er en type, der godt kan lide at gå ud i verden og forandre tingene, og undertiden har jeg da haft trang til at se hurtigere fremskridt. Men erfaringen har lært mig, at det sjældent hjælper at forcere processen, fx ved bare at udskrive mere medicin. Tålmodigheden og rummeligheden er afgørende, hvis jeg skal skabe blivende forandringer og hjælpe mine patienter til at blive de hele, velfungerende mennesker, som de fortjener at være”.

Som et konkret eksempel nævner hun den 20-årige pige, som hun nu har haft i behandling i fem år. Som 15-årig blev pigen indlagt på en børnepsykiatrisk afdeling med en livstruende spiseforstyrrelse.

 ”Hun er et godt eksempel på, at tvang ikke hjælper. Hvis vi i begyndelsen fortalte hende, hvad vi syntes, hun skulle gøre, kunne vi være sikre på, at hun ville gøre det modsatte. Så i stedet har vi givet hende tiden og rummet til selv at udvikle sig, og det er utroligt at se forandringerne. Fingre, som før var tynde og blå, har fået fylde og farve. Hun kontrollerer stadig sin spisning, men hun fungerer langt bedre end nogensinde før. Hun er flyttet i lejlighed og begyndt på en uddannelse, og det er en utrolig stor glæde at se, hvordan sådan et menneske kan udvikle sig, når det får lov at gøre det i sit eget tempo og på sine egne vilkår”.

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883