”Oh, shit. Er jeg så en masse­- morder?”

Borderline-diagnosen ankom i e-Boks. Det var svært at acceptere diagnosen, og så gik der mange måneder, før Marie Louise kom i behandling. Det, der har gjort Marie Louise allermest ked af det, var jobkonsulentens reaktion på diagnosen: ”Hun så op fra skærmen og sagde, at jeg var en såkaldt ’farlig borger’. Jeg følte mig så stemplet.”

”For mig var en personlighedsforstyrrelse det værste af det værste. Min eneste viden om borderline var, at den amerikanske massemorder Jeffrey Dahmer havde borderline,” forklarer Marie Louise Christensen, 25 år. 

Da hun fik diagnosen via e-Boks, ringede hun til sin mor og udbrød: ”Det er sgu en personlighedsforstyrrelse.” Marie Louise fortalte det også til sin kæreste og de to nærmeste veninder. Der gik en måned, før hun fortalte andre om diagnosen. Hun havde svært ved at acceptere den og læste løs for at finde ud af, at borderline kan være mange ting.

 

For mig var en personlighedsforstyrrelse det værste af det værste. Min eneste viden om borderline var, at den amerikanske massemorder Jeffrey Dahmer havde borderline 

 

Det er helt normalt, at patienters første reaktion på diagnoser er benægtelse, ifølge Bjørn H. Ebdrup, overlæge på Psykiatrisk Center Glostrup. Til gengæld er det problematisk, at diagnosen ikke ledsages af personlig kontakt og forklaringer.

”Jeg kan ikke udtale mig om den konkrete sag, men det er selvfølgelig vigtigt at tale med patienten om, hvad en diagnose er. Nogle opfatter diagnosen som sandhed hugget i granit. Sådan er det ikke. Patienten skal vide, at den blot er et arbejdsredskab til behandling af en patient, og at det er meningsløst at give en diagnose, hvis man ikke følger op med handling,” siger Bjørn H. Ebdrup. 

Marie Louises råd til dig, der får en diagnose

1.Træk vejret og find ud af, hvad diagnosen indebærer. En diagnose skal ikke definere, hvem du er. Der findes mange variationer inden for forskellige diagnoser, så man kan ikke generalisere.

 

2.Lad være med at lade diagnosen blive din identitet og bruge den som undskyldning for, hvem du er, eller hvorfor du ikke er som alle andre. Du er nøjagtigt den samme person som inden diagnosen – nu bare med en diagnose.

 

3.Brug diagnosen til at få den rette hjælp og til at komme videre i livet. En diagnose skal føre til en løsning, ikke skabe flere problemer. Vær ikke tilbageholdende med at spørge de tilknyttede fagpersoner i psykiatrien og kommunen om alle mulighederne for behandling og rådgivning.

At miste jobbet var et kæmpe smæk

Marie Louise har haft andre diagnoser: anorektisk bulimi i 2009 og angst i 2014 efter tre år i et forhold med en voldelig mand. I hendes journal står der, at man dengang havde en mistanke om borderline, men at hun stadig var så ung, at symptomerne kunne være en del af teenagefasen.  

Men hun røg ud af HF i april 2016. I juli 2016 blev hun sygemeldt, og i april 2017 mistede hun jobbet. ”Jeg havde arbejdet med 180 km i timen i et fitness­center, trænede seks dage om ugen og gik i skole på fuld tid. Jeg fik seneskedehindebetændelse i begge arme. At miste jobbet knækkede mig, for hvem var jeg uden min identitet som ’hende fra fitnesscentret’?” 

En medarbejder i jobcenteret sendte under sygemeldingen Marie Louise til udredning i distriktspsykiatrien. I februar 2017 fik Marie Louise en tid, og i marts begyndte udredningen. Diagnosen kom med e-post i juni. Hvorefter hun måtte vente helt til oktober, før hun fik tre gange psykoedukation, og december 2017, før hun kunne starte i gruppeterapi.

Under sygemeldingen trænede Marie Louise sine ben i fitnesscenteret. Armene kunne stadig ikke holde til arbejde eller træning. ”Resten af tiden så jeg fjernsyn. Jeg trak mig fra alt, for jeg følte ikke, at jeg hørte til nogen steder. Jeg kunne ikke se, at jeg kunne lave noget andet.”  

Vigtigt at tale om diagnosen

Selvom det har været en overvældende oplevelse for Marie Louise, er det principielt en god ting at få en diagnose, forklarer psykiater Bjørn H. Ebdrup. Diagnosen kan skabe fælles forståelse mellem patient og behandler og derfor give en fælles retning i behandlingen. Men med diagnoser følger også stigma. 

”Folk forventer, at borderline er det værste af det værste. Men jeg kan godt se, at diagnosen passer. Jeg handler meget impulsivt, hvis jeg bliver ked af det eller vred. Jeg kan være meget udadreagerende, når jeg føler mig presset, hvilket gør, at jeg trækker mig fra omverdenen, når jeg har det værst. Jeg kan være super glad, indtil jeg opdager, at der ikke er mere mælk til kaffen. Så bliver jeg frustreret, så sur, og så hælder jeg kaffen i vasken. Så bliver jeg ked af, at jeg ikke fik den kaffe med mælk. To minutter senere kan jeg se en reklame på tv, der får mig til at grine,” siger hun. 

Det, der har gjort Marie Louise allermest ked af det, er jobkonsulentens reaktion på diagnosen: ”Hun så op fra skærmen og sagde, at jeg var en såkaldt ’farlig borger’. Jeg følte mig så stemplet. Er der noget, jeg ikke er, så er det en farlig borger.” 

Behov for forståelse og accept 

En anden ting, som psykiatriske patienter tit har til fælles, er behovet for at forstå, hvorfor man er blevet syg. ”Det fortæller diagnosen intet om. Men den kan bruges til at få en dybere forståelse for patientens samlede livssituation, da den er stillet på baggrund af de aspekter af livet, som volder patienten de mest markante vanskeligheder. Derfor skal diagnosen ikke bare stå og flagre i vinden,” siger Bjørn H. Ebdrup.

Marie Louise henter sin forståelse i gruppeterapien: ”I min gruppe er der kvinder på 40-50 år med livserfaring. Ingen ser mærkeligt på mig. Desværre er jeg næsten færdig med terapien, og nu skal jeg så udredes for ADHD, fordi jeg har haft svært ved at holde koncentrationen efter sygemeldingen.” 

– Jeg ved hvor min grænse er

Allerhelst vil Marie Louise tilbage til HF, men hun er klar over, at det bliver en udfordring. ”Jeg har skullet lære at blive hjemme og sige ’jeg er træt i dag’. Jeg har haft svært ved at acceptere, at jeg måske ikke mentalt kan rumme en uddannelse eller et job på fuld tid. Jeg ved nu, at jeg ikke kan ændre på det, og jeg ved, hvor min grænse er. Nogle siger: ’Det er svært at gennemskue, hvor syg du egentlig er, for du virker som os andre.’ Andre spørger: ’Hvorfor kæmper du ikke og kommer videre?’ Jeg svarer, at jeg er nødt til at tage den her pause nu, så resten af mit liv ikke skal stå på pause.”

Af Lotte Ladegaard 

Tak fordi du læste med — vi håber, du kunne lide den

Vi hopper lige til sagen: Vi ved, at mange mennesker med psykisk sygdom føler sig dømt på forhånd og sat på sidelinjen. Bekæmpelse af myter og misforståelser om psykisk sygdom er en del af vores DNA.

 

Alle kan læse vores indhold, og sådan ser vi det helst fortsætter. Men vi er en sygdomsbekæmpende organisation, er der mange omkostninger forbundet med vores arbejde. Vi kan kun forsætte arbejdet for at nedbryde myter, misforståelser og fordomme om psykisk sygdom med støtte fra vores støttemedlemmer.

 

Derfor håber vi meget, at du vil blive støttemedlem. Det kan du blive her!

  • Hvad er borderline og psykoedukation?

    Hvad er psykoedukation? Psykoedukation giver dig viden om din psykiske lidelse. Når du forstår sygdommen, kender dens symptomer og ved, hvad der kan udløse den, er det nemmere at leve så normalt et liv som muligt og undgå tilbagefald.

     

     

    Hvad er borderline? Borderline er en emotionel ustabil personlighedsstruktur, som man kan have i forskellige grader. Har man borderline, er forholdet til andre ofte præget af kaos. Man er usikker på, hvem man selv er, og føler indre tomhed. Man handler tit impulsivt og har voldsomme, svingende følelser. Man kan også reagere meget kraftigt i følelsesladede situationer. Alle mennesker kan indimellem være impulsive, ligesom alle en gang imellem kan opleve en følelse af tomhed. Hvis man har borderline, har man så svært ved at holde fast i sine egne grænser og ved at regulere sine følelser og reaktioner, at det påvirker ens evne til at fungere.

     

     

    Hvordan behandler man borderline? De mest virksomme behandlingsformer er psykoterapi og dialektisk adfærdsterapi, også kaldet DAT. Mennesker med borderline har ofte et meget dårligt selvbillede og er følsomme over for andres påvirkning. Via behandlingen kan man lære at sætte og beskytte sine grænser. Det er også vigtigt at kende sine egne (uheldige) mønstre, man ubevidst gentager. Med ny viden kan man måske handle anderledes og få styrket selvværdet. Langt de fleste med borderline kommer sig efter en årrække.

     

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883