Michalla – Plan B er at leve

Selvom moren er død, lever hendes stemme stadig i Michalla. ”Det er din skyld det hele,” siger den. Når psykoser bringer Michalla ud af sig selv, er hun alene, for venner og familie er forsvundet. Hun oplever stigma alle steder, også blandt sundhedspersonale. Michalla har inviteret os med ind i sit til tider meget hårde liv med psykoser som følgesvend. ”Plan A er at dø, men det er for besværligt. Plan B er at leve,” siger hun.

”Jeg bebrejder ikke folk, at de forsvinder fra mit liv. Det er for hårdt at rumme,” siger Michalla Pheiffer. Hun er 57 år og lever med psykoser og stigma, som begyndte allerede i barndommen. 

”Jeg oplevede deliriumsagtigt som barn, at jeg blev stukket af tusind myg. Jeg slog vildt omkring mig. Men der var ingen myg.” Når Michalla fortalte det til sine forældre, fik hun én på hovedet og besked på at lade være med at være skør. Når faren var fuld, forgreb han sig på hende.  

Faren døde i 1983, og Michalla gik amok. ”To sygehjælpere tog mig ind på en stue og gav mig en sprøjte. Senere fik jeg medicin, fordi jeg græd hele tiden. Jeg havde hallucinationer. Jeg så min far i bussen og hørte ham tale. Jeg kan ikke huske, hvad han sagde. Kun hans stemme.” 

Michalla fik en borderline-diagnose i 2005, og moren døde i 2013. I 2015 blev Michalla om-diagnosticeret til paranoid skizofreni af en psykiater, som henviste hende til distriktspsykiatrien. I årenes løb har hun forsøgt alt fra selvmedicinering med alkohol og hash til åbenhed om, at hun har det svært. Hun har åbnet egen forretning, men det gik ikke, og hun endte i gæld. Hun har kæmpet for at få uddannelse og jobs. 

Gode råd til dig, der oplever symptomer på psykose

  • Fortæl, hvad du oplever, selvom det er svært. For eksempel til din læge, familie, venner og veninder eller til din lærer.
  • Hvis hverdagen føles for overvældende, så prøv at skrue ned for tempoet i en periode, og skærm dig for alt for mange indtryk.
  • Hold fast i de aktiviteter, der gør dig glad. En psykose er ikke til stede 24-7, men kan komme og gå. Nogle mennesker med psykose kan derfor have brug for at holde fast i deres normale hverdag, så deres liv ikke går helt i stå. 

”Jeg er ikke dum, men det er svært at stå over for en censor og en lærer, og jeg går altid ned bagefter. Hver gang jeg får et job, ender jeg i overgrebslignende situationer, for jeg har ikke lært at sige fra. Jeg føler, at jeg sender de forkerte signaler. Jeg kan høre min mor sige: ’Det er din egen skyld.’”

Michalla hører tit stemmer, der tilhører mennesker, som har sagt noget negativt: ”Jeg kan stadig høre en sygeplejerske, der sagde, at jeg havde hang til overvægt. Andre stemmer siger: ’Du har ingen ret til at være her. Du skal dø.’ Hvis jeg går forbi nogen, der griner, tror jeg, at de griner ad mig.”   

– Du er sindssyg!

Der er dage, hvor Michalla har det ok, og så er der dage som den i sensommeren, hvor hun ramte bunden endnu en gang: ”Jeg var meget træt efter at have læst opslag på Facebook. Jeg lagde mig i solen på terrassen. Så ser jeg en lille pige, der ligger på en seng, og jeg hører naboens piger skrige og deres mor og far, der råber, og telefonen ringer, og det hele kører i kroppen, og jeg er ude af mig selv. Jeg tænker, at jeg ikke må skrige, for de tror, jeg er sindssyg, og så ringer de til politiet. Og så skriger jeg, og nogle råber: ’Du er sindssyg.’”

'Michalla husker, at hun lå på gulvet og græd: ”Jeg ringer til skadestuen. De siger, jeg kan komme. Jeg må tage mig sammen. Jeg kan ikke bare lade mig indlægge. Jeg er i behandling i distriktspsykiatrien. Det vil jeg ikke ødelægge. Jeg kan heller ikke være væk fra min kat. Jeg skammede mig, jeg var paranoid: ’Nu smider de mig ud.’” Michalla fik til sidst kontaktet en bekendt, som hjalp hende med at lande igen. 

– Bare hun havde sagt: ”Lad os snakke”

Michalla er ekstra hudløs, fordi hun ikke har taget medicin i halvandet år. ”En af de sidste gange, jeg var indlagt, gav sygeplejersken mig noget beroligende. Jeg bliver bims. Jeg er alene. Nogen slæber mig ind på en stue og tager min puls. En masse mennesker farer ind. Jeg siger, at jeg ikke kan røre mig. Én siger: ’Pjat. Træk din bluse op.’ Én flår min bluse og bh af og sætter kolde ting på, og mit hjerte galopperer. Jeg bliver efterladt. Fryser. Jeg får mine arme til at fungere, trækker blusen og bh’en på plads. En sygehjælper råber: ’Du er hysterisk.’”

Dagen efter fik Michalla at vide, at hun havde fået benzodiazepiner, uden at nogen havde informeret hende om det. Senere sagde hun til sygehjælperen, at hun var ked af at blive kaldt hysterisk. ”Sygehjælperen svarede: ’Det var du jo.’ Det ville have været rart, hvis hun i stedet havde sagt: ’Lad os snakke. Jeg er her hos dig. Du kan bare græde. Det har du brug for.’”

- Jeg vil selv rydde alt op og forsvinde

Michalla har også fået antipsykotisk medicin, men det forstærkede stemmerne og hallucinationerne, og hendes ben og fødder svulmede op, så hun ikke kunne gå. ”Jeg lod være med at tage medicinen. Jeg rystede, så jeg ikke kunne holde på en kop. Siden har jeg ikke villet have medicin.”

Til gengæld laver Michalla planer: ”Plan A er at dø, men det er for besværligt. Jeg vil selv rydde alt op og forsvinde, så ingen skal gøre noget bagefter. Jeg har oplevet selvmord, og det er forfærdeligt at rydde op efter den døde. Plan B er at leve.”

 

Jeg håbede, at de ville være der for mig, men folk ser bare mærkelige ud, snakker om noget andet og forsvinder. Jeg er der jo heller ikke for dem. Så ingen bebrejdelser, kun øv-følelse

 

For et par år siden fik Michalla en psykiatrisk sygeplejerske, som hun er glad for. Sammen har de kategoriseret alle stemmerne, og Michalla går nu i en stemmehørergruppe. Hun er blevet klar over, at det foregår i hendes hoved, og hun har lært at sige stemmerne imod: ”Jeg siger: ’Det synes du, men jeg gør ikke.’ Jeg synger: ’Jeg vil leve, jeg vil leve.’”  

Gode råd til pårørende

Som pårørende spiller du en vigtig rolle og kan gøre en stor forskel ved at være nærværende, omsorgsfuld og vise forståelse for personens situation. Du kan være med til at skabe håb og tryghed og motivere personen til at søge hjælp og støtte.

 

Spørg. Og lyt. Vær nysgerrig og vis interesse. Det er bedre at spørge end ikke at gøre noget. De fleste, der oplever psykose, vil føle lettelse, hvis de kan tale om det.

Selvom det er svært at forstå, så prøv at lytte i stedet for at bortforklare.

Find et roligt sted at tale sammen. Forsøg at tage det stille og roligt. 

Fortæl, at der er andre mennesker, der oplever symptomer på psykose, unge som gamle.

Fortæl, at der er hjælp at hente hos egen læge, PsykInfo og Psykiatrisk Akutmodtagelse. 

 

Kilde: Sygeplejerske Louise Nevers, TOP Region Sjælland. TOP står for ”tidlig opsporing af psykose”

Har valgt åbenhed, men får afvisninger

Michalla har valgt at være helt åben omkring sine diagnoser over for bekendte, venner, ekskæreste og familie: ”Jeg håbede, at de ville være der for mig, men folk ser bare mærkelige ud, snakker om noget andet og forsvinder. Jeg er der jo heller ikke for dem. Så ingen bebrejdelser, kun øv-følelse.”

– Livet kunne have formet sig anderledes

Det er ved symaskinen, at Michalla finder den største ro. I barndommen lærte hun at sy tøj til dukkerne. Hun syede i ungdomsskolen og har gået på Håndarbejdets Fremmes Seminarium.

I dag har hun systue hjemme. ”Der har jeg mine største opture. Jeg kan være kreativ og konstruktiv og fungere.”

Nogle gange skammer Michalla sig over at være på førtidspension, over at være samfundsnasser og over at beklage sig. ”Men jeg tror faktisk, at mit liv kunne have formet sig anderledes, hvis en psykiater havde sagt: ’Jeg forstår godt, at det er svært for dig. Kom og snak tingene igennem,’ da jeg var 22 år og min far døde.”

Af Lotte Ladegaard

Tak fordi du læste med — vi håber, du kunne lide den

Vi hopper lige til sagen: Vi ved, at mange mennesker med psykisk sygdom føler sig dømt på forhånd og sat på sidelinjen. Bekæmpelse af myter og misforståelser om psykisk sygdom er en del af vores DNA.

 

Alle kan læse vores indhold, og sådan ser vi det helst fortsætter. Men vi er en sygdomsbekæmpende organisation, er der mange omkostninger forbundet med vores arbejde. Vi kan kun forsætte arbejdet for at nedbryde myter, misforståelser og fordomme om psykisk sygdom med støtte fra vores støttemedlemmer.

 

Derfor håber vi meget, at du vil blive støttemedlem. Det kan du blive her!

  • Psykose: At høre og se ting, der ikke findes

    Symptomer: De klassiske symptomer er hallucinationer og vrangforestillinger. Under en psykose hører og oplever man ting, der ikke findes. Stemmer, for eksempel. Den psykotiske oplever virkelig, at nogen taler. Psykose kan også ramme lugt- og smagssansen. Man kan opleve skjulte tegn i normale situationer: At andre stirrer, udspionerer én eller optager, når man taler i sin mobiltelefon. Man kan frygte at blive slået ihjel, forgiftet eller at være offer for
    falske rygter.

     

     

    Hvorfor? Vores psyke er ikke stærkere, end at alle kan få en psykose. Men nogle kan tåle mere end andre. Der er et vist videnskabeligt grundlag for at sige, at det kan være genetisk. Indtagelse af stoffer kan give psykose. Flere patienter har en historie med overgreb og fysisk og psykisk mishandling. Hos nogle sker det, uden at de har været udsat for en stressende begivenhed eller biologisk belastning.

     

     

    Hvor tit? Man kan opleve en enkelt psykose uden anden psykisk sygdom. Den kan fremkaldes af for eksempel medicin, høj feber, efter en operation eller på grund af væskemangel. Eller man kan have tilbagevendende psykoser som et symptom på andre sygdomme, især skizofreni.

     

     

    Hvor mange? Omkring to procent af befolkningen oplever en form for psykose. 

     

     

    Hvor syg er man? De fleste ved godt, at det ikke er virkeligt. Det er dog meget forskelligt, hvor påvirkede folk er. Nogle er næsten upåvirkede og formår at lade være med at tage sig af stemmerne og hallucinationerne. Nogle er så syge, at det er tydeligt for enhver. En psykotisk mand gik for eksempel rundt og fægtede med armene, tog tøjet af og var ude af stand til at tale. 

     

     

    Hvor længe varer det? Psykoser er sjældent langvarige, men nogle har svært ved at komme ud af psykosen igen. Det gælder for eksempel nogle beboere på psykiatriske bosteder. 

     

     

    Hvad er behandlingen? Antipsykotisk medicin virker så godt på nogle, at de kan leve et normalt liv. På andre har det lille eller ingen effekt. Psykoterapi kan hjælpe folk med at håndtere symptomerne. I terapi kan folk for eksempel lære at tage magten over stemmerne og holde op med at tro på dem. Kognitiv terapi kan bruges til at ændre vrangforestillinger.

     

     

    Tvang? Tvang kan være nødvendigt, hvis meget syge borgere ikke vil have behandling. Det er især, hvis sygdommen har fået lov at bide sig fast gennem lang tid, og når man ingen vegne kommer med motivation og beroligelse. Nogle kommer ikke ud af psykosen og må indlægges i flere uger, og der kan vi ende med at bruge tvang.

     

     

    Pårørende er vigtige. De kan hjælpe med at ringe til lægen, 1813 eller psykiatrisk skadestue. Det kan også nogle gange hjælpe at lytte og berolige. Men det kan virke meget stærkt at stå alene med en psykotisk person. Derfor er hjælp til at finde hjælp vigtig i akutte faser. 

     

     

    Kan man blive rask? Ja. Mange får kontrol over symptomerne. Knap halvdelen vender tilbage til arbejde og uddannelse. 25 procent ender med at kunne leve uden medicin. Der er dog altid en risiko for, at psykosen vender tilbage, hvis man oplever noget voldsomt.

     

     

    Kilde: Merete Nordentoft, professor i psykiatri og medlem af Psykiatrifondens bestyrelse

    Læs mere om skizofreni og andre psykoser

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883