Tabu, hvorfor og hvad gør det

En af de helt store udfordringer for mange mennesker med psykisk sygdom – og for deres pårørende – er de fordomme og misforståelser, som mange oplever at blive mødt med. Frygten for at blive dømt, stemplet og mødt med afstandtagen gør, at mange helst vil holde det skjult for omverdenen, hvis de får en psykisk sygdom.

Frygt for fordomme fastholder tabu

I en undersøgelse fra 2014 blev personer med psykisk sygdom spurgt, om de kendte til at skjule deres sygdom. 70% svarede, at de på et eller andet tidspunkt havde skjult deres psykiske lidelse, og mellem 30 og 40 % havde undladt at søge job eller uddannelse pga. deres psykiske sygdom(1). Nogle diagnoser er generelt mere tabubelagte og negativt opfattet end andre. Det er fx tilfældet med sygdomme som skizofreni, bipolar lidelse og personlighedsforstyrrelser(2). Desuden ser det ud til, at de personer, som mener, at de har noget at miste, fx et job, i højere grad søger at holde deres sygdom skjult(3).  

Men når problemerne bliver gemt af vejen for længe, får de ofte lov til at udvikle sig langt mere, end de behøver. Og når man ikke taler om det, der er svært, og som fylder meget, kan det gå ud over livskvaliteten. Udenlandske undersøgelser har vist en stærk sammenhæng mellem selvstigmatisering og dårlig livskvalitet hos personer med psykisk sygdom(4).

Psykiatrifondens undersøgelse fra 2016 peger på, at mennesker med psykisk sygdom oplever tabu som noget af det allervigtigste at gøre noget ved(5).

 

Forståelse og åbenhed kan både være til gavn for dem, der har en psykisk sygdom, for dem, som er i risikogruppen, og for de mange, som er pårørende

 

Når man har en psykisk sygdom, har man brug for den samme forståelse, medfølelse og omsorg, som man oftest får, når man har en fysisk sygdom. 

Viden er vigtig

Holdningen til mennesker med psykisk sygdom hænger sammen med viden og fakta. Vores opfattelse af psykisk sygdom er formet af de fremstillinger og fortællinger, vi møder i sundhedssektoren, på arbejdspladserne, i skolerne, i fritidslivet, i medierne, i film og bøger – og i det hele taget i den måde, vi taler med hinanden. Og det er langt fra altid baseret på fakta. Tværtimod. Der er stadig myter og misforståelser, og de er med til at fastholde et forvrænget billede af psykisk sygdom.

Nuanceret viden og fakta påvirker vores opfattelse af og holdning til mennesker med psykisk sygdom. Generelt er det sådan, at jo mere viden om psykisk sygdom man har, jo større forståelse har man for den enkelte.

Åbenhed om psykisk sygdom

Åbenhed om psykisk sygdom er som udgangspunkt godt, om end det nogle gange kan være nødvendigt at overveje, hvem man fortæller hvad og hvornår. Det kan være sårbart at åbne op, fordi man måske ikke bliver mødt med en god forståelse, og det kan gøre ondt. Derfor kan det være vigtigt at passe på sig selv ved at dosere, hvor meget man fortæller til hvem. Det kan fx være en god idé at vente lidt med at fortælle om sin sygdom, hvis man starter på et nyt job eller en uddannelse. Det er altid individuelt, hvor stor åbenhed man har det godt med. 

Forståelse og åbenhed kan både være til gavn for dem, der har en psykisk sygdom, for dem, som er i risikogruppen, og for de mange, som er pårørende. Samtidig er det med til at give livskvalitet til det enkelte menneske, som har psykisk sygdom inde på livet, fordi de ikke behøver at føle skyld og skam, og fordi de ikke behøver at fortie det, der er svært. Åbenhed kan også være en stor lettelse. Og åbenhed kan medvirke til, at flere søger den hjælp, de har brug for – i tide. 

Men det er klart, at frygten for omgivelsernes reaktion kan være en barriere for åbenhed. Ofte viser frygten for åbenhed sig dog at være ubegrundet. En undersøgelse fra 2014, viser, at for langt størstedelen af de personer, der har fortalt åbent om deres sygdom på uddannelser og arbejdspladser, har det ikke haft negative konsekvenser. Fx siger kun 4% af dem, der har været åbne over for deres studiekammerater, at det har givet dem et dårligere forhold til dem, og kun 2% af dem, der har været åbne på deres arbejdsplads, angiver at have fået et dårligere forhold til deres kolleger. 

  • Det kan du gøre

    Vi kan alle sammen gøre vores til at tale mindre stigmatiserende om psykisk sygdom. Det gælder, uanset om vi er nære pårørende, studiekammerater, arbejdskolleger, naboer, læger, psykologer, socialrådgivere, politibetjente, jobcentermedarbejdere, journalister, filmproducenter, politikere – eller om vi selv har en psykisk sygdom.

     

    Husk generelt at

    - man har en psykisk sygdom. Man er ikke en diagnose

    - undgå brug af diagnoser som metafor, fx “Man kan godt blive lidt skizofren af at have to job påén gang”

    - undgå at generalisere. Der er mange forskellige diagnoser og mange grader af alvorlighed

    - søge viden og blive klogere (sig gerne at du måske er lidt uvidende)

     

    Husk når du taler med en person, som har psykisk sygdom at

    - lytte, og vise interesse og forståelse 

    - undgå at dømme

    - tage personen alvorligt

    - undgå overdreven hensyn

    - indgyde håb. Mange får det bedre eller bliver raske

    - henvise til en rådgivning, når det er relevant (fx hos Psykiatrifonden, tlf. 39 25 25 25) 

     

     

    Hvis du selv har en psykisk sygdom, så overvej hvem du vil fortælle det til, hvornår og hvordan. Det kan nogen gange være en god idé at vente lidt med at fortælle om din sygdom, når du møder nye mennesker – især hvis du har en de diagnoser, som er forbundet med mange fordomme og afstandtagen. LINK. Når de kender dig, vil de meget bedre kunne se uden om sygdommen og se dig, som du er.

    Psykiatrifondens rådgivning - ring, chat, skriv
  • Referencer

    1.  ”Oplevet diskrimination og stigmatisering blandt mennesker med psykisk sygdom. Opfølgende undersøgelse (2013-2015) som led i landsindsatsen EN AF OS”. KORA 2015.

     

     

    2. ”ÉN AF OS befolkningsundersøgelse 2017”. PrimeTime kommunikation 2017.

     

     

    3. ”Dømt på Forhånd.” Psykiatrifondens Forlag 2011.

     

     

    4. Switaj P et al :“The relationship between internalized stigma and quality of life among people with mental illness: are self-esteem and sense of coherence sequential mediators?”. Qual Life Res 2017; 26(9): 2471-2478.

     

     

    5. Psykiatrifondens undersøgelse blandt vores 15.000 støttemedlemmer og 130.000 nyhedsbrevmodtagere 2016-17.

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883