Fra medicin, kaffe og smøger til håb

Morten Engell Thomsen er stadig på vej op ad bakken, men i dag er vejen lige og jævn, hvor den før var snoet og knoldet. Midt i tyverne fik han at vide af en psykiater, at han nok skulle regne med at være alvorligt psykisk syg resten af sit liv. Spiralen bevægede sig da også udelukkende nedad i mange år, men så kom nogen og installerede håbet i ham. Og det er håbet, der har hjulpet ham i hans recovery til, hvor han er i dag.

Doven. Lad. Skuffede forældre. Det begyndte allerede, da 35-årige Morten Engell Thomsen gik i 8.-9. klasse. Han valgte kammeraterne fra, fik ikke lavet lektier, og han gik direkte hjem fra skolen og tændte computeren for at spille. Sådan gik det også i gymnasiet. Og i fem år på universitetet, hvor han læste datalogi.

”Man bliver jo god til at få det til at se ud, som om alt er okay. Jeg følte ikke, at jeg passede ind, og jeg blev mere og mere alene,” fortæller Morten.

I gymnasiet lærte han rektors kontor ret godt at kende. Samtaler om, hvorfor han ikke afleverede sine opgaver, og hvorfor han havde så meget fravær, var der mange af. Men Morten blev aldrig spurgt, hvordan han egentlig havde det. Så det fortsatte.

Da Morten gik på universitetet, satte angstanfaldene ind. Alvorlig panikangst. Han blev svimmel, kunne ikke få vejret, troede, han skulle dø. 

”Hver gang var jeg sikker på, at jeg var ved at få en hjerneblødning. Jeg kunne mærke det varme blod sive inde i mit hoved. Når det var overstået, kunne jeg godt fortælle mig selv, at det ikke var virkeligt. Men det kom lige så virkeligt igen næste gang,” fortæller han. 

Job, kone og barn

Håb er der alt for få i psykiatrien, der taler om. Selv i dag, hvor man ved, at man kan blive rask eller leve godt med sin sygdom. Det ville jeg ikke selv have troet for fem år siden, at jeg skulle stå her nu med uddannelse, job, kone og barn.

Foto: Sarah Cecilie Boss

Sammenbrud

Det første vendepunkt kom en dag, hvor han var blevet kørt på hospitalet efter et angstanfald og blev undersøgt af læger, der ikke fandt tegn på en hjerneblødning. En af lægerne kom ind til ham og spurgte, om han havde tænkt over, om hans oplevelse af at få en hjerneblødning kunne komme af noget psykisk.

”Da brød jeg sammen,” fortæller Morten.

Det var første gang, nogen satte ord på den mulighed. Næste skridt var hans egen læge, som udskrev medicin for en svær depression. Men som Morten fortæller i dag var han stadig ikke overbevist om, at hans panikanfald kun kom af noget psykisk. Måske var han ikke klar endnu, mener han.

”Jeg følte, jeg spildte min tid med den behandling,” fortæller han. 

 

Recovery kræver vilje, accept og tålmodighed

Redaktionen bad Morten Engell Thomsen sætte nogle ord på det, der var vigtigst for ham i hans recovery. Det var en svær liste at skrive, fortæller han, men her er essensen for ham at se:

Vilje og accept

Man kan kun komme sig, hvis man virkelig brænder for at komme sig. Uanset modgang kræver det, at man er villig til at sætte sig op på sadlen igen, når man får en nedtur. Man må acceptere, at nedturene vil komme, selv om det kan være svært. Man skal ligeledes acceptere, at man har disse vanskeligheder på nuværende tidspunkt. Man skal nde sine grænser og løbende udfordre og skubbe dem i det små. Viljen er især vigtig, for det at komme sig er benhårdt arbejde!

Tålmodighed

Du må desværre også sluge den kamel, at psykiske vanskeligheder ikke er noget, der magisk bliver kureret natten over. Det synes jeg selv var rigtig svært. At acceptere og anerkende, at det her var en kamp, der skulle kæmpes over mange år. Det vigtigste er, at man ikke giver op. 

Håb

Man må aldrig opgive troen på, at man kan komme sig. Hvis du bliver mødt med det kroniske paradigme i psykiatrien eller i omgangskredsen, så udfordrer det, evt. sammen med venner og familie. Du skal ikke acceptere at blive mødt med håbløshed og kroniske klistermærker.

"Hvis jeg døde, gjorde det ikke noget"

Her var Morten midt i tyverne. Hans dage var ens: Stå op, tænde computeren, spille World of Warcraft, blive så udmattet, at angsten ikke fik så meget plads, sove, stå op, tænde computeren.

”Jeg havde ingen døgnrytme. Jeg ville helst købe ind på tanken midt om natten, så der ikke var nogen mennesker. Og den ene dag skulle tage den anden. Der var ikke noget ”i morgen” eller ”om fjorten dage”. Hvis jeg døde under det næste panikanfald, gjorde det ikke noget. Det var lige meget,” siger Morten.

Da var Morten allerdybest nede, og ingen ville kunne se for sig, at han nogle år senere ville stå med uddannelse, job, kone og et lille barn.

Ude i tovene

Det næste vendepunkt kom fra en uventet kant. Morten havde i en periode et turbulent forhold til en kvinde, som fik ham helt ud i tovene. Han mistede kontakten med sig selv, og hendes beskyldninger om grove ting, han skulle have gjort, troede han på – selv om han ikke kunne huske noget om det, hun fortalte.

”Da det var værst, troede jeg, at jeg var et monster. Jeg gik helt ned, og jeg græd i 48 timer. Det forskrækkede selv hende, og hun var med til at tage initiativ til, at jeg skulle indlægges.” Mortens mor hentede ham, og de kørte af sted for at få ham indlagt.

At lægge sit liv i andres hænder

”Jeg husker meget tydeligt den køretur. Jeg var så bange for, hvordan der ville være på en psykiatrisk afdeling. Var det som filmen ”Gøgereden”? Kastede folk rundt med møblerne eller med deres eget lort? Jeg så det værste for mig. Det krævede mange cigaretter at gå ind ad den dør,” fortæller han.

Indlæggelsen var en lettelse, og der var ikke noget på afdelingen, der mindede om de groft fortegnede filmforestillinger.

”Der var medicin, jeg kunne sove, jeg kunne lægge mit liv i andres hænder. Og der var mange spændende, begavede mennesker at tale med blandt patienterne. En meget dygtig pianist, fx. Det sværeste var at vænne sig til, at en sygeplejerske skulle se på, at jeg tog min medicin. Det virkede umyndiggørende,” siger Morten. 

Han fik diagnosen ”skizoid personlighedsforstyrrelse”, og efter et par måneders indlæggelse kom han hjem i sin lejlighed igen – til sin SU, sin computer og til behandling hos en psykiater, som udelukkende gav medicin. Morten følte igen, at hans tid blev spildt, og han holdt op med at møde op. Efter nogen tid fik han brev fra psykiateren, der konkluderede, at så måtte han have fået det godt igen.

”Det forstår jeg stadig ikke, at han kunne konkludere. Skulle man ikke tro, at en psykiater netop reagerer, når man ikke dukker op?” spørger Morten retorisk.

År med kaffe og smøger

Mortens forældre kom på banen og klagede over den behandling, Morten modtog, og efter en del tovtrækkeri kom han forrest i køen til en plads på et botilbud for unge mennesker.

De første to år af de tre år, det var meningen, han skulle være der, følte han, at sad fast og ikke rykkede sig. Han tog 30 kg på af medicinen og er fortsat i dag i gang med at smide de sidste af dem. Men lige så stille begyndte der alligevel at ske noget med Morten. Og da håbet for alvor blev installeret i ham, kom det store ryk.

Bliv støttemedlem - og få Psykiatri-Information med posten

Få masser viden, råd og livsbekræftende personlige historier i vores blad. Som støttemedlem modtager, du gratis vores blad om mental sundhed og psykisk sygdom med postkassen.

 

Vil du læse flere historier som denne? Bliv støttemedlem og få Psykiatri-Information med posten.

Håbet vokser frem

Det tredje år på ”Bakketoppen” flyttede Morten fra den del af stedet, han hidtil havde boet, til en nybygget del, der var indrettet til de unge beboere, som var mest velfungerende. Og at blive vurderet som netop det – ”en af de mest velfungerende” – og at flytte fra det dystre, rodede værelse til et lyst og større værelse i den nye bygning markerede det helt store skifte i Mortens bane.

”Mange mennesker med alvorlig psykisk sygdom får at vide, at ”det her skal du regne med varer resten af dit liv”. Det fik jeg også engang at vide. Håb er der alt for få i psykiatrien, der taler om. Selv i dag, hvor man ved, at man kan blive rask eller leve godt med sin sygdom,” siger Morten.

Det var også i det sidste år på ”Bakketoppen,” at han mødte Louise. Og selv om Mortens mor til at begynde med var lidt bekymret ved tanken om den nye kvinde, og at Morten ville flytte til Sjælland fra Odense, så er der kun fremdrift i Mortens liv i dag.

Svært at få lov at slippe for førtidspensionen

Alle de kræfter, Morten fik af langsomt at få det bedre, betød, at han gerne ville ud af sin førtidspension. Han ville gerne gøre sin uddannelse færdig og få et job og et arbejdsliv. Men til hans overraskelse var det ikke så let at vriste sig fri af pensionen:

”Jeg tror, jeg stod på jobcentret i tyve minutter og ventede først på den ene, så den anden og så den tredje, der så på mig med vantro i blikket. Det var, som om de mente, at det at have fået en førtidspension svarede til at have vundet i lotto. Det skulle jeg da bare gå hjem og klappe i hænderne over. Men det lykkedes til sidst, så i dag er jeg på revalidering.”

For tre år siden blev han og Louise gift, de bor i en lejlighed i Ballerup tæt på København, og han har genoptaget sit datalogi-studie. Og så har de fået lille Alberte på nu re måneder.

”Det ville jeg ikke selv have troet for fem år siden, at jeg skulle stå her nu med uddannelse, job, kone og barn,” siger Morten. 

Stolt far

Morten Engel Thomsen er en stolt og glad far til lille Alberte. I mange år levede han med alvorlig psykisk sygdom og boede på et botilbud. I dag er han gift med Louise, far til Alberte og i gang med at gøre sin dataloguddannelse færdig.

 

Foto: Sarah Cecilie Boss

Fra ”oh, shit” til ”for helvede”

Morten arbejder i Ballerup Kommunes Digitaliseringssekretariat, mens han gør sin uddannelse færdig, og han håber, han kan fortsætte sit arbejde der til sommer, når han kan kalde sig datalog. Han er ikke på fuld tid, og det sker måske heller ikke foreløbig. Og han skal stadig passe meget på sig selv:

”Hvis jeg bliver presset og tager for mange opgaver på mig, går det galt. Så kan jeg ikke overskue noget, og så bliver jeg udmattet i flere dage. Hvis der er for mange mennesker omkring mig, kan det blive for meget. Og jeg får også stadig angstanfald nogle gange,” fortæller han.

Louise har oplevet hans angstanfald nok gange til, at hun ved, hun ikke kan tale rationelt med ham, når det står på. Men hun kan hjælpe ham:

”Jeg går ud efter et glas vand til ham, og så fortæller jeg ham, at hvis det bliver helt uoverskueligt, så ringer jeg 1-1-2. Det giver ham en vis ro,” siger hun.

Og som Morten siger: 

”Jeg kan mærke, at min følelse omkring angstanfaldene har ændret sig fra ”oh, shit” til ”for helvede”. Det skal forstås sådan, at før blev jeg bange, når det kom. Nu bliver jeg irriteret. Og det hjælper.” 

Sådan går det i dag!

For nogle år siden så fremtiden sort ud, skizofreni begrænsede hans liv og drømme, og væggene på bostedet lukkede lyset ude. Men så kom håbet, og en lang rejse tilbage til livet begyndte. I dag er han far til Alberte, gift med Louise og ved at lægge sidste hånd på sin uddannelse: ”Jeg er på sidste semester i mit studie, hvorfor jeg gerne skulle blive bachelor i Datalogi og Informatik til sommer. Jeg skriver i samarbejde med Digitaliseringssekretariatet i Ballerup Kommune, hvor jeg måske får job, når jeg er færdig. Jeg er samtidig blevet bedt om at hjælpe med vejledning på et af universitetskurserne, jeg tog sidste år. Det starter op her i marts, og det glæder jeg mig meget til at prøve. Det er jo samtidig et skulderklap fra den professor på RUC, der kontaktede mig, og det gør mig ekstra glad og giver mig mere blod på tanden, hver gang jeg lykkes med noget. Alberte stortrives herhjemme. Hun er lige fyldt 9 måneder, kravler rundt overalt, har lige lært hvordan man går med gå-vogn og er startet helt grådfrit i vuggestue. Alt i alt, så flyver vi afsted, og det kunne næsten ikke gå bedre, bortset fra de enkelte angstanfald, der stadig i ny og næ melder sig.” Det kan lade sig gøre at lægge sygdommen bag sig eller leve et godt liv med den.

Af Sarah Cecilie Boss, journalist og pressechef

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden