Sygemeldt med psykisk sygdom? Styrke og afklaring giver nye muligheder

”Kan jeg arbejde igen? Med hvad? Hvor meget? Og hvordan kan jeg lære at leve med min psykiske sygdom?” Det er spørgsmål, der fylder meget for mennesker, som er sygemeldt eller er uden for arbejdsmarkedet på grund af psykisk sygdom. At komme sig eller lære at leve med sygdommen – recovery – består af meget mere end personens arbejdssituation, men det kan være en vigtig del af processen at finde ud af, om man kan arbejde og hvor meget.

En del af Psykiatrifondens arbejde handler om at støtte mennesker, der er udsatte på arbejdsmarkedet. Dels handler det om at forebygge psykisk mistrivsel på arbejdspladsen, dels om at gøre det muligt at vende godt tilbage til arbejdspladsen, hvis man har været sygemeldt med psykisk sygdom. Det kan også handle om at hjælpe den enkelte med at afdække, hvor meget og hvilken type arbejde man kan have fremover, hvis man ikke kan eller vil komme tilbage til det job, man havde før.

I Psykiatrifondens beskæftigelsesafdeling arbejder psykologer og socialrådgivere tværfagligt med at hjælpe mennesker med psykisk sygdom. Det foregår i forskellige mentor-, udviklings- og arbejdsprøvningsforløb, hvor man i samtaler, praktikforløb og psykoedukation lærer noget om psykisk sygdom og støttes i at opnå den bedst mulige trivsel på arbejdsmarkedet. Det er typisk jobcentre, der sender deres borgere i et forløb.

Uvidenhed og manglende forståelse

Mennesker med psykisk sygdom kan være mindst lige så udsatte på arbejdsmarkedet som mennesker med fysisk sygdom, forklarer Jonas S. Jensen, teamleder i Psykiatrifonden.

”Der kan være arbejdssituationer, som er vanskelige i perioder, hvor personen har det skidt, og han eller hun kan møde en barriere af uvidenhed og mangel på forståelse, der gør det hele værre. Det er vigtigt at arbejde med strategier for, hvordan arbejdsopgaver og en hverdag på en arbejdsplads kan sættes mest hensigtsmæssigt sammen, så man er rustet til vanskelige perioder – eller kan forebygge dem,” siger han. 

Sådan arbejder Psykiatrifonden

I år kommer 50-60 mennesker igennem de forskellige forløb, Psykiatrifonden tilbyder. Beskæftigelsesafdelingen arbejder ud fra en socialøkonomisk tankegang, der betyder, at de arbejdsmarkedsrettede forløb støtter Psykiatrifondens øvrige arbejde med at fremme psykisk sundhed, så alle får mulighed for at leve et godt liv – uanset om de er psykisk sårbare, har en diagnose eller oplever en midlertidig krise.

 

Juliane har været gennem et forløb hos Psykiatrifonden og siger "Mit møde med Psykiatrifonden blev et vendepunkt. Mine to kontaktpersoner gav mig den bedste hjælp, jeg nogensinde har fået"

 

Illustration: Karin Lindskov

Karstens historie

Karsten fik et fleksjob i et byggemarked. Hans historie er et eksempel på, hvordan Psykiatrifonden arbejder med jobafklaring og recovery. 

Karsten har en svær depression og dårligt selvværd. Han er trist og alvorligt plaget af sin tilstand. Hver uge går han til samtaler hos en psykolog og en erhvervsrådgiver i Psykiatrifonden. Med tiden åbner han sig, og det viser sig, at Karsten brændende ønsker at vende tilbage til arbejdsmarkdet. Han kan ikke vende tilbage til sit tidligere arbejde som butiksassistent i en tøjbutik, fordi han har stress og en socialfobi. En praktik i et byggemarked viser sig at være det rigtige. Karsten arbejder først få timer om ugen uden kundekontakt, hvor han kan passe sig selv. Senere kan han hjælpe kunder med valg af materialer og sidde ved kassen. efter forløbet får Karsten bevilget 16 timers fleksjob om ugen, og han bliver ansat i byggemarkedet.

Af Sarah Cecilie Boss, journalist og pressechef

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden