Psykiske problemer er den primære årsag til frafald på erhvervsuddannelserne

Psykiatrifonden har gennemført en undersøgelse blandt landets erhvervsskoler om årsagen til frafald.

Vores undersøgelse dokumenterer, at psykiske og personlige problemer hos unge fylder overraskende meget i frafaldsstatistikkerne. 58 pct. af skolerne vurderer, at psykiske/personlige problemer hos unge udgør den primære årsag til frafald, mens 18 pct. af skolerne vurderer, at manglende interesse for uddannelsen er forklaringen. Kun 14 pct. af skolerne vurderer, at manglende faglige færdigheder er årsagen til frafald, og problemer relateret til praktikplads fylder heller ikke meget i skolernes forklaring af frafald.

95 pct. af undersøgelsens respondenter mener, at flere unge kunne hjælpes til en uddannelse, hvis personlige og psykiske problemer blev adresseret bedre i form af flere og stærkere mentorordninger, kontaktlærerfunktioner, psykologisk rådgivning mv.

Frafaldet kan mindskes

“Undersøgelsen underbygger, at frafaldet i de danske erhvervsuddannelser kan mindskes betydeligt, hvis indsatsen for at støtte unge med personlige og psykiske problemer øges. Vores undersøgelse viser, at over halvdelen af erhvervsskolerne angiver de unges helt personlige problemer – som eksempelvis manglende selvværd og mistrivsel grundet problemer i familien – som hovedårsag til frafald og altså den primære barriere for uddannelse.

Manglende ungdomsuddannelse kan blive starten på en ond spiral og kan resultere i langvarige problemer for den enkelte, når det gælder beskæftigelse, økonomi, sundhed osv. Vores egne erfaringer fra arbejdet med frafaldstruede unge er, at det giver rigtig god mening at hjælpe dem til at tackle personlige problemer. 84% af de frafaldstruede unge, vi har i individuelle forløb, fastholdes efterfølgende i uddannelse, og vi arbejder med en bred vifte af andre projekter, der hjælper både de frafaldstruede unge selv og skolerne.

Med undersøgelsen håber vi på at have kvalificeret debatten om frafald yderligere, og at alle aktører inden for uddannelsesområdet – det være sig politikere, arbejdsmarkedets parter, skolerne, forældrene og de unge selv – vil tage den nye viden til sig og tale mere åbent om, hvilke rolle psykiske problemer spiller – og handle på det,” siger afdelingsleder Hallur Gílstón Thorsteinsson.

Undersøgelsen er foretaget ultimo maj måned 2011, og ca. halvdelen af landets erhvervsskoler (43 skoler) har valgt at deltage i undersøgelsen.

Se hele undersøgelsen

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883