FORSKNING NÅR EN MILEPÆL

Børn med følelses- og adfærdsvanskeligheder er ofte behandlingsmæssigt hjemløse. De fleste kommuner har ikke systematiske tilbud, der giver børn og familier en nem og hurtig adgang til psykologhjælp, selv om behovet er stort. Det er baggrunden for ideen om forskningsprojektet Mind My Mind, som Psykiatrifonden og TrygFonden står bag. Nu har projektet nået en afgørende milepæl: Den nye behandlingsmodel er afprøvet hos lige knap 200 børn, og opfølgningen af de sidste børn finder sted over sommeren 2019.

Når dataindsamlingen er slut om et par måneder, vil forskerne analysere data og i løbet af få måneder præsentere resultaterne, så vi får svar på spørgsmålet, om Mind My Mind kan hjælpe børn i alvorlig psykisk mistrivsel.

Der sidder 1-2 børn i hver skoleklasse i Danmark med tegn på psykisk mistrivsel: Børn med tegn på angst, adfærdsvanskeligheder eller børn, der viser tidlige tegn på depression. Det er de tre grupper, Mind My Mind satte sig for at undersøge, om man kunne hjælpe.

De 396 børn fra de fire forsøgskommuner Helsingør, Holstebro, Næstved og Vordingborg, der har deltaget i forsøget i løbet af de sidste to år, har enten modtaget Mind My Mind træning eller kommunernes sædvanlige tilbud.  Forsøget er foregået i de deltagende kommuners PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning).

Virker det?

I sommeren 2019 kommer de sidste data i hus, og så vil forskerne med forskningsleder og børne- og ungdomspsykiater i Region Hovedstaden Pia Jeppesen i spidsen analysere de mange oplysninger, der er indsamlet fra børnene selv, deres forældre og skolelærere, og ud fra resultaterne vil de konkludere, hvorvidt Mind My Mind har gavnlige effekter, når man sammenligner med effekterne af kommunernes sædvanlige tilbud. Forskerne kigger på om børnene bliver hjulpet til at fungere bedre i deres hverdag, både i skolen, derhjemme og i fritiden og sammen med deres kammerater. Hvis der er gavnlige effekter af Mind My Mind, vil Psykiatrifonden arbejde for en udbredelse af metoden, så den kan blive tilgængelig for de mange børn og familier, der har behov i kommuner over hele landet. .

Stor tak til alle involverede

”Som forskningsleder vil jeg gerne takke alle, der har bidraget til Mind My Mind indtil nu. Det har været en fantastisk indsats fra alle involverede psykologer, ledere og forskere og sekretærer i både kommuner og regioner. Der skal også lyde en stor tak til de 400 familier, der har deltaget i forsøget og bidraget med at besvare spørgeskemaer hver 14. dag i et halvt år. De mange oplysninger fra børn og forældre har helt uvurderlig betydning for forsøget. De har gjort os klogere på, hvordan vi i fremtiden bedst muligt kan organisere en effektiv psykologisk hjælp til børnene med alvorlig mistrivsel”, siger Pia Jeppesen.

I begyndelsen af juni markerede Psykiatrifonden og TrygFonden den foreløbige milepæl med et større arrangement, hvor alle, der har bidraget fagligt til udviklingen og afprøvningen af Mind My Mind, var inviteret.

Når resultaterne foreligger, vil de blive formidlet blandt andet på Psykiatrifondens hjemmeside, i nyhedsbreve og andre relevante kanaler.

De tre faser for Mind My Mind

En pilotfase fra september 2015 til og med december 2016.

I denne fase udviklede fagfolk Mind My Mind-træningen og skabte rammerne for at afprøve, om Mind My Mind virker. Psykiatrifonden uddannede psykologer, så de kan varetage træningen, udviklede en database, så vi løbende kan indsamle data og viden, og vi etablerede et samarbejde mellem kommuner og regioner. Vi har fået erfaringer med, om forældre og børn er tilfredse med at deltage i projektet. I alt 150 børn og unge modtog et tilbud om Mind My Mind-træning.

I denne fase afviklede vi et stort anlagt forskningsprojekt, som skal vise, om Mind My Mind har en effekt på børns og unges symptomer, funktion og livskvalitet, sammenlignet med kommunernes sædvanlige tilbud. I denne periode modtog 396 børn enten Mind My Mind-træning eller kommunernes sædvanlige tilbud. Frem til juli 2020 vil forskerne arbejde på de indsamlede data.

En udbredelsesfase fra januar 2020 og frem

Viser udviklings- og forskningsprojektet, at Mind My Mind virker bedre de end sædvanlige tilbud, er det ønsket at udbrede tilbuddet til så mange kommuner som muligt, så flest mulige børn og unge kan få glæde og gavn af tilbuddet. For kommunerne vil organiseringen af Mind My Mind betyde, at deres psykologer vil kunne hjælpe en meget stor målgruppe af børn og unge med ét tilbud, der er nemt tilgængeligt og som kan tilpasses til behovet hos den enkelte familie.  I dag må man ofte forsøge at uddanne og vedligeholde flere tilbud for at dække målgruppen af børn og unge med tegn på angst, depression og/eller adfærdsvanskeligheder, hvilket i praksis er dyrt og vanskeligt.

Mind My Mind er et udviklings- og forskningsprojekt finansieret af TrygFonden og drevet af Psykiatrifonden i samarbejde med udvalgte kommuner.

 

 

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883