Børn i denne alder kan have svært ved at sætte ord på deres frustration. Måske oplever barnet, at mor og far bruger mange ord, når ting skal forklares, men det kan være svært for barnet at gøre kunsten efter, når det selv er frustreret, ked af det eller sur og vred.
Når dit barn opfører sig på en måde, der er uønsket – og når barnet gør noget, det godt ved, er ’imod reglerne’ – er der som hovedregel en god grund!
Hvad mon dit barn savner? Er det din tid, din opmærksomhed, din forståelse? Er barnet træt efter en lang dag i institution, og har du et hektisk tempo, fordi der er en masse, der skal nås, så kan det være en god idé at stoppe op og se situationen fra børnehøjde. Sig til dit barn, at du kan se, at han eller hun er sur eller ked af det, og tilbyd, at I gør noget sammen eller bare sidder lidt og hygger jer. Det vil give dit barn mulighed for at ”komme på samme hold” med dig igen og at sætte ord på det, der er svært, eller blot genfinde roen.
Opfører dit barn sig anderledes, end det plejer gennem længere tid, kan det være et tegn på andet, end at barnet har ’en dårlig dag’. Måske er der ting, der plager dit barn i hverdagen. Er en god kammarat flyttet, er der nogen der friller, er der dårlig stemning i institution eller derhjemme? Måske har du og barnets anden forælder konflikter? Måske har barnet netop fået en lillebror eller -søster og føler sig afvist og tilsidesat?
Dette vil påvirke barnet meget, og det skal tages alvorligt. Trækker barnet sig ind i sig selv og opleves trist, eller har barnet mindre lyst til de ting, som det ellers godt kan lide? Eller er barnet mere voldsom eller aggressiv end ellers, så kan det være tegn på, at noget skal ændres i barnets liv, og det skal du handle på.