Thoras usynlige ven – en tanke, der kom forbi

Potalal var usynlig, lignede en ”knude med kasket” og var lille Thoras medsammensvorne ven, selvom han kun fandtes i fantasien. Fantasivenner som Potalal er en naturlig del af børns psykologiske udvikling og skaber tryghed i små børns liv.

Thora Sofie Kyrpø er rig på relationer. Hun har fantastiske forældre, en bror, gode veninder og klassekammerater. Hun har også stadig minderne om sin fantasiven Potalal, der forsvandt ud af Thoras liv, da hun gik i 3. klasse. Potalal var usynlig, havde intet køn og lignede mest ”en knude med kasket”. 

Sammen med Potalal afholdt Thora konkurrencer på trampolinen. De konkurrerede også om at hoppe længst fra vinduet og ned i forældrenes seng. Thora var dommer og bestemte, at hun vandt.

”Jeg var to år, da min lillebror blev født, og der måske blev lidt mindre tid til mig. Der fik jeg min usynlige ven Potalal,” forklarer Thora, nu 15 år. ”Potalal var nærmest en tanke, der kom forbi, når jeg kedede mig, fordi min bror var for lille til at hoppe i trampolin.”

Thora kan ikke huske, hvordan Potalal fik sit navn. Ved efterrationalisering kommer hun frem til, at navnet måske var inspireret af Dalai Lamas palads Potala. Thora kan i hvert fald huske, at der engang hang en avisartikel om tibetanernes religiøse overhoved og hans palads på væggen. ”Og så kan jeg huske, at jeg syntes, at Potalal lød godt.”

Fakta om fantasivenner

  • Stort set alle børn har fantasivenner. Det kan være en bamse eller et kæledyr, eller det kan være en usynlig ven. Forældre kan blive bekymrede over, om børn er psykotiske, når fantasivennen er usynlig. Men det er helt normalt at have usynlige fantasivenner.
  • Fantasivenner er led i barnets naturlige udvikling og noget, som alle børn skal igennem. Når børn når skolealderen, vokser de fra deres fantasivenner. 
  • Evnen til at puste liv i og give personlighed til alt fra en skovl til en dukke er god at have. Kendetegnende for børn, der klarer sig godt, er, at de har haft hemmelige venner, god forbindelse til deres tøjdyr, og en god fantasi. Børn, der har haft fantasivenner, er ofte kreative, har gode sociale kompetencer og indlevelsesevne.

Kilde: Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen

Næsten alle børn har fantasivenner

Stort set alle børn har fantasivenner ifølge børnepsykolog Margrethe Brun Hansen. Fantasivennen kan være en bamse, et kæledyr eller en usynlig hemmelig ven. Det er en verden, som voksne ikke har adgang til, fordi virkeligheden overhaler fantasien i fem-seks-årsalderen.

”Børn begynder på fantasilege med sjæl og mening, når de er 18-24 måneder. I den alder har de svært ved at skelne mellem virkelighed og fantasi. Når de er tre-fire år, kan børn stadig forsvinde helt ind i deres fantasiverden, men de kan godt skelne den fra virkeligheden. De bliver irriterede, hvis voksne blander sig. Voksne kan godt være deres rekvisit, men andet er de ikke. I fem-seks-årsalderen holder de fleste børn op med at have fantasivenner,” siger Margrethe Brun Hansen.

”Børn er oppe mod voksne, så fantasivenner er en god måde at overleve på. Børn giver deres fantasivenner en personlighed. Det kan være en drille­-abe eller en fræk fugl. Barnet bruger for eksempel sin fantasiven til at tale på sine vegne. Det er praktisk, for så kan man give fantasivennen skylden, når man laver ballade,” forklarer børnepsykologen.

Man kan have hemmeligheder med sin fantasiven, og man kan betro sig, når man er trist eller glad. Man kan også afprøve følelser og grænser med sin fantasiven. Måske synes ens fantasiven, at det er unødvendigt at tage støvler på, når man skal ud, eller den kan blive hidsig og sige grimme ting, som barnet selv har lyst til at sige.

Allervigtigst er måske, at fantasivenner giver børn tryghed. Man kan tage sin fantasiven med, når man skal indsluses i børnehaven, og man kan snakke med den, når man er ked af det.

En medsammensvoren og et spejl

For Thora var Potalal en medsammensvoren. Når lillebror var irriterende, syntes Potalal også, at lillebror var irriterende. Når Thora ikke gad tage af bordet, var Potalal enig i, at det var nederen. ”Potalal spejlede mine tanker og var ikke som nogen anden person,” siger Thora. 

Hendes forældre var godt klar over, at Potalal var vigtig, så de holdt fødselsdag for Potalal med lagkage, slik og sang, indtil Potalal forsvandt helt af sig selv, da Thora startede i skolen.

”Jeg fik en masse nye venner, jeg blev for stor, og der skete så meget i skolen, at jeg holdt op med at lege med Potalal. Men jeg tænkte på min fantasiven helt til 3. klasse,” siger hun.

Fantasien fik Potalal ikke lov at tage med sig. I dag finder Thora på historier. Hun skriver, hun elsker billeder og tegner og maler. Potalal kan hun dog ikke sætte billede på. ”Han var en hvirvel. En følelse, som man ikke kan tegne.”

Tak fordi du læste artiklen — vi håber, du kunne lide den

Vi hopper lige til sagen: I Psykiatrifonden arbejder vi for at bekæmpe psykisk sygdom. Alle kan læse vores indhold, og sådan ser vi helst, at det fortsætter. Men vi er en privat sygdomsbekæmpende organisation, og der er mange udgifter forbundet med det arbejde vi laver.

Derfor håber vi meget, at du vil blive støttemedlem. Det kan du blive her!

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883