”Doktor Klog” sætter ord på fars og eller mors sygdom

Hun hedder Ida Kattrup og er overlæge med speciale i psykiatri. Men blandt børn og unge bliver hun aldrig kaldt andet end ”Doktor Klog”. Hun er, udover at have et sjovt kælenavn, kendt og respekteret for arbejdet med børn/unge, der har en far eller mor med psykisk sygdom. ”Doktor Klog” arbejder bl.a. med børne- og ungegrupper, hvor hun taler med børn/unge om, hvad en psykisk sygdom er for noget, og hvad det betyder at have en psykiatrisk diagnose.

- Børn opfatter meget, men de spørger ikke fx deres mor om hendes sygdom. De spørger mig. Jeg kan så lære dem, at der er forskel på deres forældre og på deres sygdom. At man har en psykisk sygdom, indebærer ikke, at man ikke elsker sine børn, siger Ida Kattrup.

En vildt sygt klog dame

En af dem, der har gået i en gruppe, først en børnegruppe, da hun var 13 år, og nu en unge gruppe, er 19-årige Maria Rask. Hun har en mor, der gennem flere år har haft en psykisk sygdom.

- Jeg opfatter ”Doktor Klog” som en vildt sygt klog dame, sådan lidt en Einstein-type. Hun har været i stand til at give vores familie redskaber, så det er lettere at samles som familie. Når mor fx gør ”sådan og sådan”, så ved jeg i dag, hvad jeg skal gøre, lyder det fra Maria Rask. 

Et godt spørgsmål

Ida Kattrup har arbejdet med børne- og ungegrupper gennem mange år, og hun hjælper børn/unge til at sætte ord på og tale om forældrenes sygdom. Inden børn/unge skal mødes med hende første gang skal de skrive en række spørgsmål, som hun så svarer på. Men engang imellem bliver hun alligevel overrasket over, hvad børn kan spørge om under en samtale.

- Vi havde en gruppe, hvor der var en dreng på 10-11 år, der havde tænkt lidt over det med psykiske sygdomme. Han spurgte derfor: ”Hvorfor er der psykiske sygdomme?” Det gav en meget interessant snak, hvor jeg også måtte udfordre mig selv for at give et svar, siger Ida Kattrup og trækker på smilebåndet.

 

 

 

 

Vil du modtage Psykiatrifondens nyhedsbrev?

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883