Kom gratis i sommerhus: Ladywalk låner sommerhus ud til kvinder med psykisk sygdom

Motionseventet Ladywalk støtter kvinder, som har eller har haft en psykisk sygdom. Selvom Ladywalk desværre må vente til 2021 på grund af coronavirus-pandemien, så er det fortsat muligt for Ladywalk at stille deres sommerhus gratis til rådighed for kvinder, der lider af en psykisk sygdom. Måske er det noget for dig?

Sommerhuset i Søhøjlandet ved byen Gjern lidt vest for Aarhus kan bruges af kvinder med psykisk sygdom og deres familier i alle ulige uger hele sæsonen. Ladywalk støtter kvinder, som er eller har været ramt af sygdom, og de støtter hvert år organisationer, som forsker i kvinders sygdomme, eller som har et projekt, der kan sætte fokus på kvinderelaterede sygdomme. Det har Psykiatrifonden, der sammen med Hjerteforeningen samarbejder med Ladywalk.

”Vi er meget glade for, at Ladywalk stiller sommerhuset til rådighed, og vi håber, at kvinderne får mange fine stunder i nogle dejlige omgivelser. Ro, tid og samvær med familie og venner er vigtigt for os alle, og særligt når du er ramt af sygdom”, siger Stine Bang, der arbejder med events og partnerskaber i Psykiatrifonden.

Interesseret i en gratis uge i sommerhus? Sådan gør du

Er du kvinde, og har du en psykisk sygdom? Hvis du er interesseret i at søge om at låne et sommerhus kvit og frit i en ulige uge, så skriv til Stine Bang på stb@psykiatrifonden.dk. Hvis vi ikke har flere uger ledige, sætter vi dig gerne på venteliste, hvis vi får afbud. Eller skriver dig op til næste år, hvis det bliver relevant.

Pas på hinanden derude

Lad os passe på hinanden ved at følge myndighedernes anbefalinger under coronakrisen – også når vi er ude i sommerlandet. Læs om de generelle anbefalinger på coronasmitte.dk og gode råd om psykiske problemer, bekymring og coronavirus på klarkrisen.dk.

Vi opfordrer alle, der låner sommerhuset, til at holde sig opdaterede, både inden og når de er afsted. Mange tak!


”Vi er meget glade for, at Ladywalk stiller sommerhuset til rådighed, og vi håber, at kvinderne får mange fine stunder i nogle dejlige omgivelser. Ro, tid og samvær med familie og venner er vigtigt for os alle, og særligt når du er ramt af sygdom”, siger Stine Bang, der arbejder med events og partnerskaber i Psykiatrifonden.

Fakta om Ladywalks sommerhus

• Beliggenheden er i Søhøjlandet lidt vest for Aarhus
• Der er 450 meter til Landal Søhøjlandet, hvor der er et stort indendørs tropisk badeland, en restaurant, aktiviteter og mulighed for mindre indkøb.
• Der er fri adgang til badeland og alle aktiviteter. Download Landals app, hvor det er muligt at se aktiviteterne.
• Ferieboligen er i to etager med plads til hele familien.
• Stuen har en brændeovn i forbindelse med køkkenet.
• Huset har en stor og delvis overdækket terrasse og to altaner.
• På badeværelset er der vaskemaskine og spa bad.
• I alt er der fire soveværelser med to sovepladser i hvert værelse og et ekstra toilet/bad.


Har du brug for at tale med nogen om psykisk sygdom?
Psykiatrifondens Rådgivning er åben hver dag hele sommeren på 39 25 25 25
Mandag-torsdag kl. 10-14 og 14-18. Fredag-søndag kl. 10-14

Vil du modtage Psykiatrifondens nyhedsbrev?

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883