Forskning: Sådan påvirker coronapandemien os psykisk

Vi har levet med corona-restriktioner i mange måneder nu, og forskere verden over undersøger, hvordan det påvirker vores psykisk helbred. Britiske forskere kan nu løfte sløret for, hvem der er særligt hårdt ramt.

Siden marts måned 2020 har store dele af verdens befolkning været underlagt restriktioner i deres hverdag og daglige gøremål pga. COVID-19-lockdown. Mens restriktionerne sandsynligvis er effektive, når det gælder om at begrænse spredningen af virus, så er der fra flere sider udtrykt bekymring for, hvad de betyder for andre aspekter af befolkningens sundhed.

Omkring 10.000 voksne briter deltog i en undersøgelse, hvor den mentale sundhed før og under lockdown blev sammenlignet. I perioden 2017-2019, altså før lockdown, havde ca. 20 % en dårlig mental sundhed. Denne andel steg til over 30 % i april 2020.

Kvinder og yngre mennesker er hårdest ramt

Resultaterne peger på, at især kvinders mentale sundhed påvirkes af lockdown. Således havde 36,8 % af kvinderne et dårligt mentalt helbred i april 2020 mod 23,0 % før lockdown. Personer under 45 år oplevede ligeledes en kraftigere stigning i dårligt mentalt helbred end ældre aldersgrupper, og dette gjorde sig også gældende for etniske minoriteter og for personer med en længere uddannelse.

Forskerne bag undersøgelsen peger på, at det er vigtigt for myndighederne at være opmærksom på de negative konsekvenser, der kan være af lockdown, og at der kan være grupper, som en lockdown rammer særligt hårdt.

 

Niedzwiedz, C.L. et al.: ”Mental health and health behaviours before and during the initial phase of COVID-19 lockdown: longitudinal analyses of the UK Household Longitudinal Study”, J Epidemiol Community Health 2020.

Vil du modtage Psykiatrifondens nyhedsbrev?

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883