Psykiatrifonden får nyt logo med en krøllet hjerne

I maj 2019 fik Psykiatrifonden nyt logo. Det nye har den krøllede hjerne med for at vise, at man godt kan finde vej gennem tankemylderet, uanset om man har en psykisk sygdom eller en sårbarhed, og at den vej sjældent er lige. Man kan også vælge at se figuren som en taleboble og som et symbol på, at man bedst nedbryder de mange fordomme om psykisk sygdom med viden og ved at tale om det, der er svært. Og så er det slut med sætningen ”et godt liv til flere” som del af logoet. Psykiatrifondens nye logo understreger, at psykisk sygdom er noget, vi bekæmper sammen.

”Det nye logo er nemt at afkode. Det er rundt og moderne, men alligevel er det i familie med det tidligere logo og viser, at Psykiatrifonden er tidløs og imødekommende”, siger kommunikationschef i Psykiatrifonden Niels Alder. 

Psykiatrifonden – sammen bekæmper vi psykisk sygdom 

Psykiatrifonden er en privat, sygdomsbekæmpende organisation. Psykiatrifonden kæmper for at alle mennesker med psykisk sygdom og de, som er i risiko for at få det, mødes med forståelse og får den hjælp og rådgivning, de har brug for. I tide.

Derfor har det også været vigtigt at ændre sætningen under det nye logo fra det hidtidige ”Et godt liv til flere” til ”Sammen bekæmper vi psykisk sygdom”. 

”Det skaber en stærkere overensstemmelse mellem det, vi siger, og det, vi gør, og vores navn. Det fokuserer på, at der er brug for alle kræfter, hvis vi sammen skal skabe bedre vilkår for mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende, hvis vi skal forebygge psykisk sygdom blandt børn og unge og hvis vi skal skabe den nødvendige plads i arbejdsfællesskaber til mennesker med psykisk sygdom eller mennesker, som har været sygemeldt pga. psykisk sygdom”, siger Niels Adler. 

Sammen kan vi gøre en forskel

Alt for mange børn, unge og voksne har en psykisk sygdom eller er i risiko for at få det. Men alt for få får den hjælp, de har brug for.

”I vores rådgivning taler vi hver dag med mennesker, som har det svært, og med deres pårørende. Gennem personlige udviklingssamtaler hjælper vores socialrådgivere og psykologer mennesker med psykisk sygdom til at blive en del af et arbejdsfælleskab. Og vi lytter og taler med børnene i vores samtalegrupper for børn med forældre, der har en psykisk sygdom. Det giver os en unik indsigt i tanker og problemer for mennesker med psykisk sårbarhed, som vi bruger i vores arbejde”, siger Niels Adler.  

Sådan bekæmper Psykiatrifonden psykisk sygdom

Viden er vejen til større forståelse og bedre vilkår for dem, som oplever psykisk sygdom tæt på. Og viden er grundlaget for at styrke fagfolk og politikere, så de kan forebygge og gribe ind – ikke mindst, når det gælder børn og unge med risiko for at udvikle psykisk sygdom. Psykiatrifonden bekæmper psykisk sygdom med oplysning, rådgivning, undervisning, udviklingsforløb og politisk arbejde. 

Du kan også være med - bliv støttemedlem eller giv en donation

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883