04.JUL.2019

Hanne er fleksjobber med psykisk sygdom: Succes med fleksjob kræver åbenhed

Fleksjob kan være en fantastisk mulighed for at fastholde kontakten til arbejdsmarkedet, selvom man ikke kan arbejde på fuld tid og almindelige vilkår på grund af for eksempel psykisk sygdom. Men der er mange faldgruber, fortæller fleksjobber og arbejdsgiver.

Erfaringer viser, at nøje forberedelse, forventningsafstemning og en vis portion åbenhed er afgørende for, at flexjob fungerer for både flexjobberen og arbejdsgiveren. Det har flexjobber Hanne Stegemüller og webfirma-indehaver John Hilmer i den grad prøvet.

Hanne er 55 år og har en lang karriere i centraladministrationen bag sig. I 2013 blev hun fyret på grund af sygdom. Det viste sig, at hun havde en bipolar sygdom. To svære år med mange indlæggelser fulgte, men Hanne har fået sat ord på dét, der altid har været udfordringen: Når hun belastes, bryder hun sammen. 

Turde ikke sige nej 

Da Hanne stadig rigtig gerne arbejde, søgte hun om fleksjob-bevilling, som hun fik i 2016. Siden har hun prøvet lidt af hvert. På nogle arbejdspladser gik det forrygende. Det var steder med rammer og klare forventninger. Et enkelt sted blev hun fyret. Hun følte, at hun aldrig præcist fik at vide, hvad arbejdspladsen forventede af hende. Det kunne hun ikke rumme.

Efter den oplevelse gik Hanne ufrivilligt ledig i et halvt år, før hendes kommune endelig fik hende matchet med enkeltmandsfirmaet Hilmer Consulting, som laver markedsføring på internettet. 

”Vi begik flere kæmpe fejl, og derfor gik det ad h til i starten. Vi holdt for eksempel ansættelsessamtale pr. telefon, og jeg sagde ja til at starte dagen efter, selvom jeg godt vidste, at jeg havde brug for tid til at organisere mig selv og aflyse andre ting,” fortæller Hanne.  

Hun turde ganske enkelt ikke sige nej, for hun ville have jobbet. 

John forklarer, at jobcentret sagde, at Hanne havde kompetencerne. Derfor var han bare glad, da Hanne sagde ja til at starte dagen efter. 

Til samtalen sagde Hanne, at hun foretrak at arbejde hjemme, fordi hun ikke kunne overskue at tage toget til Lejre på Midtsjælland, hvor Hilmer Consulting holder til. Derfor lærte de to ikke hinanden ordentligt at kende. Desuden viste det sig, at Hanne ikke uden videre kunne alt det, som John havde forestillet sig.

Det kom han til at sige højt en dag. 

En mail ændrede alt

”I starten sagde John bare ’lav en lækker web.’ Det fik mig til at ryste. Jeg ved ikke, hvad en lækker web er, og man kan jo ikke lære at blive webdesigner pr. telefon. John forstod ikke, at jeg manglede kompetencer på området. Da han sagde det højt, røg jeg ind i en nedadgående spiral og endte på psykiatrisk afdeling,” fortæller Hanne.

”Min udtalelse om, at hun ikke kunne nok, var dråben. Jeg er ked af, at jeg sagde det. Hanne kan jo det hele på det menneskelige plan, og resten kan hun lære,” forklarer John.

Mens Hanne var indlagt, dukkede alle de gamle spøgelser op. Angsten, stemmerne, uroen. Så kom der en mail fra John. ”Han skrev, at han ikke havde vidst, hvad han stod overfor. At han meget gerne ville beholde mig. Så snart jeg fik den mail, fik jeg det afgørende bedre,” siger hun.

Da Hanne kom tilbage efter sin sygdom, startede de to helt forfra. 

John indrettede et arbejdsbord til Hanne i et hjørne af hans eget lille kontor, og Hanne fandt ud af, at det faktisk slet ikke var så besværligt at komme til Lejre. Pt. får Hanne de knap så krævende opgaver. Hun arbejder tre dage om ugen. I alt 15 timer. Og så snakker de om alting.

”John har organiseret, at jeg skal på kursus i Aarhus, så jeg kan lære mere om webdesign. Det er jeg glad for og stolt af,” fortæller hun.

Mange efterrationaliseringer

Hanne har brugt en del tid på at efterrationalisere: ”Jeg skulle have sagt fra starten, hvad jeg er god til. Jeg skulle have sagt, at jeg er skrøbelig. Jeg skulle have fortalt om, hvad det vil sige at have maniske og depressive perioder. Men jeg sagde bare, at ’jeg har det godt,’ for jeg ville jo have jobbet. I stedet skulle jeg have sagt, ’jeg har det godt nu.’”

John efterrationaliserer også en del. Især ærgrer han sig over, at han inden ansættelsen havde tænkt, at der ingen grund var til at rippe op i, hvad Hannes sygdom indebærer.

”Vi skulle have forventningsafstemt. Jeg skulle have sat mig ind i Hannes situation i stedet for at tage tingene for givet. Kommunen forberedte mig heller ikke på, hvad det vil sige at have en flexjobber. Det burde slet ikke kunne lade sig gøre at lave en aftale i telefonen. Hvis jeg ikke havde haft mod på at prøve igen, kunne det være endt som en tragedie,” siger han.

Tekst og fotos: Lotte Ladegaard

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883