Mor, du er så overbeskyttende!
Årene efter Kristians død har været svære, det siger sig selv. Ikke mindst for Philip, der var fire år, da han mistede sin far.
”Nogle gange græd han nede i børnehaven, fordi han var bange for, at jeg ikke kom og hentede ham. Men det gjorde jeg, og jeg har gjort virkelig meget for, at han aldrig skal tro, at jeg ikke er der,” siger hun.
Det blev også for meget af det gode. Det ved hun godt i dag. For som hun siger, blev hun også en mor, der pakkede sit barn ind i vat og bomuld. Han fik ikke lov til at cykle ude på vejen, før han var otte år.
”Men en dag kom han simpelthen selv og sagde til mig, at jeg var overbeskyttende. Han brugte endda det ord,” griner hun.
Så lærte hun, at hun måtte slippe ham lidt fri, så han kunne være en ganske almindelig dreng.

Man skal blande sig
I dag er Lisbeth godkendt til et fleksjob og håber at komme i gang som bygningsmaler igen. Hun er blevet mormor. Og i dag er hun sikker på to ting: Aldrig mere skal hun bo sammen med en mand, og aldrig mere skal et barn komme noget til, hvis hun kan gøre noget for at forhindre det.
I en periode kom en af Lisbeths ældste datters klassekammerater ofte hjem til dem og sagde, at hendes mor slog hende. Lisbeth kontaktede kommunen og politiet, men pigen blev sendt hjem igen. Det skete tre gange, hvor Lisbeth hver gang kontaktede kommunen. Senere kom pigen i plejefamilie.
”Da jeg var barn, var der nok en tendens til at tænke, at man jo heller ikke skulle blande sig. Men det skal man. Børn bliver ødelagt, og vi kan ikke bare se på. Det gør mig gal og vred,” siger Lisbeth.
Hendes storebror lever et godt liv i dag og arbejder som sygeplejerske. Lisbeth måtte meget igennem, men alt i alt skinner solen også på Mors. Nu.
”Jeg ville gerne have vist min far, at vi har klaret os. Mange har sagt til mig, at jeg skal tilgive ham og komme videre. Men lige præcis det kan jeg ikke,” siger Lisbeth.