Spørg mere - så fylder det mindre
1 ud af 4 børn har en mor eller far, der lider af psykisk sygdom. Og 7 ud af 10 får ikke den hjælp, de har brug for. Men når børn vokser op med psykisk sygdom som ekstra familiemedlem, er støtte og omsorg afgørende.
Hvorfor er det et problem?
Over halvdelen af alle børn, hvis forældre har svær psykisk sygdom, får selv en psykisk lidelse, før de fylder 30 år. Forældre, der både har børn i huset og sygdom i sindet, har svært ved at give al den omsorg, børn har brug for. Og det har store personlige omkostninger for den enkelte og store økonomiske og samfundsmæssige omkostninger for os alle.
Hvad er løsningen?
Problemet skal løses på flere niveauer, men en del af løsningen er at spørge mere ind til børn, som har forældre med psykisk sygdom. Klasselæreren og fodboldtræneren. Onklen og tanten. Naboen og forældrene i vennekredsen. For når voksne spørger ind, er det lettere at være barn. Og et spørgsmål er et godt sted at starte. Hvordan har du det? Hvordan går det derhjemme? Er der noget, vi skal tale om?
Desværre er vi voksne alt for gode til at passe os selv. Det er jo uhøfligt at stikke næsen i andres sager. Det har vi fået at vide, siden vi var små. Derfor kan det lyde ulogisk, når vi beder voksne om at være lidt grænseoverskridende. Om at spørge lidt mere. Og blive ved, når det ikke virker første gang. For der er forskel på høflighed og omsorg, og børn har brug for det sidste. Når voksne spørger ind, får barnet en vej ud. Det føler sig set. Skuldrene sænkes, ensomheden mindskes og selvværdet vokser.
Derfor er vi hos Psykiatrifonden og Børns Vilkår gået sammen i et partnerskab med Ole Kirk’s Fond om at støtte børn, hvis mor eller far har psykisk sygdom. Så de trives i nuet og har mindsket risiko for psykisk sygdom i fremtiden. Alle børn fortjener et godt liv. Med alle de muligheder og umuligheder, det indebærer. Og vi kan starte med at spørge lidt mere.
Du kan se nogle af kampagnefilmene her eller besøge kampagnens hjemmeside
Læs rapporter
Kampagner
Som forældre kan du bruge Psykiatrifondens rådgivning til at få hjælp og vejledning om, hvordan man bedst taler med sine børn om psykisk sygdom
I Psykiatrifonden har vi også flere tilbud til børn og unge som er pårørende
Desuden har vores gode samarbejdspartner Børns vilkår rådgivning til børn på Børnetelefonen