Hvorfor gælder Claudias kørekort kun i to år?

Claudia Marie Vasbo på 27 år har brug for at køre bil for at kunne få hverdagen med sin lille søn til at hænge sammen. Men Claudia er en af de danskere, der kun må få kørekort med en tidsbegrænsning på to år. Derefter skal hun igen have en lægeattest – som hun i øvrigt selv skal betale for. 

Claudia har bipolar lidelse og får i den forbindelse medicin. Det er dén medicin, der har gjort det svært at få kørekort og samtidig har givet hende et begrænset ét af slagsen. Claudia Marie Vasbo mærker ikke sin sygdom ret meget i hverdagen. Det går godt det meste af tiden, selvom hun bliver hurtigt træt og påvirket af stemninger: 

”Jeg er meget følsom, så jeg er opmærksom på ting, der sker. Med mellemrum har jeg faser, hvor det er mere op og ned, men fordi jeg er velmedicineret, er det selvfølgelig ikke hver dag.” 

Da Claudia skulle tage kørekort, havde hun ikke forestillet sig, at det skulle tage så lang tid at få et kørekort, der er gyldigt i kortere tid. Og tilmed et kørekort, der var dyrere end for de andre på holdet. Hendes kørelærer gjorde opmærksom på, at man skulle have en lægeattest, så Claudia fortalte det til sin læge: 

”Hos lægen advarede de mig om, at det ville tage mindst et halvt år, fordi der er så få embedslæger, der ser på alle de her sager. Jeg ringede flere gange, fordi jeg har lært, at man skal presse på. De blev ved med at sige, at de ville komme til den, når de ville komme til den. Og lige pludselig fik jeg besked fra Færdselsstyrelsen om, at de havde modtaget embedslægens svar på, om der var noget, de skulle være opmærksomme på. De ville kigge på det hurtigst muligt.” 

Betegnelsen ”embedslæge” har ændret sig de seneste år: Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser, at der i Danmark i dag er 60 læger, der er tilknyttet forskellige enheder i styrelsen, hvoraf nogle tager sig af sager som Claudias. For hende betød det, at hun skulle i kontakt med både Styrelsen for Patientsikkerhed og Færdselsstyrelsen. 

Da hun endelig fik svar, var det ikke det, hun forventede. Hun blev i stedet bedt om en udtalelse fra en psykiater: 

”Og jeg blev så pissesur, for nu skulle jeg bede min psykiater om at gøre det her, og så skulle jeg igen vente på at få svar. Min psykiater skrev og sendte mig svaret dagen efter, men det tog tre måneder for dem at svare.”

Brev fra Styrelsen for Patientsikkerhed	Afgørelse fra Færdselsstyrelsen

Psykiater var chokeret 

Claudia var ikke den eneste, der blev overrasket. Han var aldrig blevet bedt om at lave sådan en udtalelse før: 

”Min psykiater var vildt chokeret. Han sagde, det var helt ude i hampen, og at det i forhold til min lidelse ikke var noget problem at køre bil. Hverken lidelsen i sig selv eller medicinen påvirker min koncentration. Der er intet sløvende ved min medicin.” 

Det kostede i øvrigt også penge at lave sådan en udtalelse, fortalte psykiateren, men Claudia slap for at betale, da han var lige så overrasket som hun. Men det blev alligevel dyrere for Claudia end for de andre, hun tog kørekort med.

Der gik nemlig så mange måneder med at vente på embedslægen, at Claudia blev nødt til at tage ekstra køretimer. Alternativet var ikke at køre i otte måneder. Det kostede yderligere 7.400 kr. at få kørekortet, som tog 13 måneder at få.

Nu er der snart gået to år, og Claudia skal igen have forlænget kørekortet. Det kræver en ny lægeattest, som hun selv skal betale for, hvorefter hun igen må vente på, at styrelserne har behandlet hendes sag. 

Hendes første ansøgning blev sendt rundt mellem Styrelsen for Patientsikkerhed og Færdselsstyrelsen. Når hun ringede til dem, advarede ventestemmen i røret om, at man ikke kunne ringe om igangværende sager, men Claudia var vedholdende: 

”Det var forfærdeligt at være fanget i det system. Du kan nærmest ikke få lov at tale med Færdselsstyrelsen. De var så trætte af mig, og jeg var så træt af dem.”

Desperate løsninger 

Hverken Claudia eller hendes psykiater havde forventet det lange forløb, selvom Claudia – ulykkeligvis – er vant til forskelsbehandling: 

”Når man på grund af en diagnose er vant til, at tingene besværliggøres, føler man sig i forvejen anderledes. Jeg vidste, at min lidelse ikke ville påvirke min kørsel og sikkerheden for andre, og min psykiater er enig. Hele vejen igennem har jeg sagt: Hvorfor skal der være mere styr på mig, når så mange andre derude kører så råddent? Vi har alle de her vanvidsbilister uden diagnoser, der ikke har skullet bevise noget, og som er meget farligere end mig.” 

Claudia Marie Vasbo har også mødt folk, der tyr til desperate løsninger for at undgå at ende i samme situation: Folk, der lyver om deres lidelse eller undlader at tage deres medicin. For Claudia er det vigtigt at være åben: 

”Jeg fortæller gerne om bipolar lidelse, og mange er heldigvis gode til at spørge ind. De siger ofte, at de ikke kan mærke det på mig, men nogle tror også, at man er manisk og lægger sig ned og græder hver eneste dag. Mange forestiller sig med det samme en person, der er farlig, og tør ikke prøve at være sammen med mig eller andre med en psykisk sygdom, for hvad hvis der sker noget? Så spørger de, om jeg bliver helt vildt aggressiv og begynder at slå.” 

Da Claudia fik diagnosen, tog hun imod både medicinsk behandling og psykoedukation i en gruppe, der blev undervist i bipolar lidelse. Hun håber, at man i skolesystemet vil undervise mere i psykisk sygdom: 

”Ikke kun for at fortælle dem, hvad man kan fejle, men for at gøre det nemmere at acceptere og leve med psykisk sygdom. Og så håber jeg, at der kommer mere fokus på sager som min, så andre ikke skal opleve den forskelsbehandling, som jeg har oplevet.” 

Indtil da må Claudia selv betale, når hun skal have fornyet sit kørekort – og væbne sig med tålmodighed.

Læs også