Indsigt i tragiske drab understreger politikernes lunkne indsats

De seneste dage har TV2 givet os indsigt i, hvordan manglende adgang til behandling af psykisk sygdom kan lede til tragiske begivenheder. Skudepisoden i sommer i Field’s, der kostede tre mennesker livet, og sagen fra Amager, hvor en 30-årig psykisk syg mand dræbte en 64-årig praktiserende læge.

I 10-årsplanen for psykiatrien blev bredt Folketing enige om at prioritere omkring 150 millioner kroner ekstra til psykiatriens behandling af børn, unge og voksne, som har svær psykisk sygdom som f.eks. skizofreni. En aftale som alle partier på nær Moderaterne gik med i.

Indsigten i de to gerningsmænds mangel på hjælp op til de to tragedier gør det endnu sværere at forstå, at politikerne bag aftalen har afsat så få midler til at løfte behandlingen. Det får ingen reel betydning.

75 ekstra senge

Vi har at gøre med en gruppe mennesker, hvis problemer er meget velbeskrevet, og man ved ret præcist, hvor stort behovet er for behandling. Det er i den gruppe af mennesker, man finder de meget få – men meget alvorligt syge patienter, der i forfærdelige situationer kan udføre skade på både dem selv og andre, og som i allerværste tilfælde kan koste liv – som det gjorde i Field’s i sommer.

Vurderer man størrelsen af det beløb, politikerne vil give ved at sammenligne med det eksisterende budget, så er 150 millioner oven i de i forvejen næsten 10 milliarder, som psykiatrien koster i dag, en øgning på små 2 procent.

God ambulant behandling af mennesker med skizofreni i f.eks. OPUS eller OP-team (opsøgende psykoseteams) koster omkring 100.000 kroner per patient per år. En ekstra seng koster omkring to millioner om året i driftsudgift.

For de nye 150 millioner kan man således oprette enten 75 ekstra senge eller behandle 1.500 patienter ambulant. De ekstra 75 senge skal sammenholdes med de cirka 3.000, som findes i forvejen, det vil sige en øgning på knap tre procent.

Ubetydelige forbedringer

Kommunernes Landsforening har kortlagt, at mindst 15.000 mennesker, som lider af skizofreni, ikke er i kontakt med psykiatrien. Hver tiende af dem kunne komme i ambulant behandling, hvis alle pengene blev brugt på det. Der er både behov for ambulant behandling og indlæggelse, men ligegyldigt hvordan de 150 millioner fordeles, så er de mulige forbedringer nærmest ubetydelige.

Nogen kunne fristes til at bruge den manglende effekt som argument for, at psykiatrien er et bundløst kar. Sandheden er en anden: Karret er stort og halvtomt, og nogle lejlighedsvise småslatter ændrer ikke på vandstanden.

Det er forstemmende og meget svært at forstå den politiske prioritering, ikke mindst efter det dybere indblik i de to tragiske sager.

Jeg håber virkelig, at politikerne er klar til at svare på, hvad idéen er på længere sigt – om der kommer en strategi og en plan med et mål forude, hvor vi kan se en ny psykiatri for os, som behandler de mennesker, der har brug for det.