Fødselsdepression rammer alle samfundsgrupper. Men hjælpen er forskellig 

En fødselsdepression kan være mange ting. Den er kendetegnet ved de samme symptomer som andre former for depression: Tristhed, manglende energi og glæde ved de ting, man normalt holder af. Vrede, uro, skyldfølelse, angst og meget mere kan spille ind. Men fødselsdepression adskiller sig alligevel på flere punkter. 
 
Definitionen lyder ifølge Sundhedsstyrelsen: ”en depression i forbindelse med graviditeten og i barnets første leveår hos mor eller far/partner”. Altså en depression, der opstår i forbindelse med selve forældreskabet.

Symptomerne er i langt de fleste tilfælde knyttet til tanker om barnet og dét at være forælder. Måske man som gravid ikke føler en glæde ved at have et barn i sig, måske man som nybagt forælder har en grundlæggende tro på, at man overhovedet ikke kan trøste sit barn. 

Fælles for mange er, at de frygter ikke at elske deres barn nok – for man ”bør” jo være lykkelig, ikke? Vi er fyldt med forventninger, og muligheden for overvældelse, skuffelse og mange andre komplicerede følelser er stor. Men selvom mere end hver 10. kvinde, der venter et barn eller lige har født, bliver ramt af fødselsdepression – og mellem 7-8 procent mænd, der bliver forældre – er det en sygdom, mange ikke ved noget om eller taler om. For der kan være stor skam forbundet med fødselsdepression: 

”Det tabu, der er ved andre psykiske lidelser, knytter sig også til fødselsdepression. Det er heldigvis blevet mindre de seneste år. Men hele fortællingen om at få et barn og blive forælder er ofte knyttet til længsel og drømme om det liv, man skal have. Mange har måske ventet længe og prøvet længe, og det kan gøre det endnu mere kompliceret at erkende og fortælle andre om, at man har det dårligt eller måske endda har fortrudt at få et barn.”  

Det fortæller Johanne Smith-Nielsen, lektor i psykologi på Københavns Universitet og del af universitetets Center for Tidlig Indsats og Familieforskning, hvor hun blandt andet forsker i fødselsdepression.

Hun forklarer, at de mange fortællinger om at skulle elske sit barn på den rigtige måde, føle en naturlig omsorg eller et følelsesmæssigt bånd gør det endnu sværere og endnu mere skamfuldt, hvis man ikke kan knytte det bånd med det samme: 
 
”Det er noget af dét, depression kan gøre ved os. Vi trækker os fra relationer, og vi får ikke positive følelser ud af relationer, men oplever dem som krævende. Med en depression ser man ofte verden gennem et filter af manglende evne til at slå til.” 

Isolation og ensomhed

Johanne Smith-Nielsen fortæller, at visse faktorer udgør en større risiko end andre for kvinder, når det kommer til fødselsdepression: At man tidligere har haft en depression eller en anden psykisk sygdom, at man er i et voldeligt parforhold, og at man mangler social støtte.

Det kan også have betydning, at selve fødslen har været traumatiserende. Eller hvis man bliver skilt eller er fattig. Der er med andre ord mange faktorer, der kan øge risikofaktoren, og risikoen bliver væsentligt større, hvis flere gør sig gældende på samme tid. 
 
Selve det at blive forældre første gang ser ud til at øge risikoen for at debutere med en psykisk lidelse – og dermed også for at få en fødselsdepression: ”Overgangen til forældreskabet og de kæmpestore krav til denne reorganisering af livet, både fysiologisk og psykologisk og socialt, er højrisikoperioder for de fleste mennesker. Hvis vi ser bredt på psykisk mistrivsel, rapporterer forældre på barsel også om isolation og ensomhed på kliniske niveauer.” 
 
Ifølge nogle forskere på området er spørgsmålet faktisk ikke, hvorfor så mange oplever psykisk mistrivsel i denne periode, men snarere hvorfor så mange ikke gør. 

Man skal dog være varsom med at se alle disse faktorer som en tjekliste. Det betyder ikke, at man får en fødselsdepression, hvis man kan krydse en eller flere af. Man kan også blive ramt af fødselsdepression, uden at nogen af ovennævnte faktorer spiller ind. Johanne Smith-Nielsen uddyber: 
 
”Det er mennesker fra alle samfundsgrupper, der kan få fødselsdepression, og vi kan ikke sige, at det er én faktor, men snarere kombinationen af faktorer. Vi skal virkelig passe på at have stereotyper om, hvordan en person med fødselsdepression ser ud.” 
 
Mange, der kæmper med fødselsdepression, er optaget af forestillingen om, hvem der får en fødselsdepression. Derfor er normaliseringen vigtig og helende: 
 

”Det kan gøre en stor forskel at opdage, at man ikke er et dårligt menneske, fordi man fx ikke kan mærke, om man elsker sit barn. Man kan også have en fødselsdepression og føle en stærk følelsesmæssig forbindelse til barnet, men hvor det så er parforholdet og alt andet, der vælter.” 
 
Et væsentligt mindre antal fødende bliver ramt af en fødselspsykose: Omtrent 1-2 pr. 1.000 fødende. Når færre mennesker får det, er der også færre professionelle, som får stor erfaring med det. Det betyder, at det kan have stor betydning, hvilken fødselsgang man ender på, og hvor man eventuelt kan blive indlagt. Kan de genkende symptomerne, ved de, hvilken behandling der skal til? 
 
Om fødselspsykose ved man, at nogle er i større risiko end andre: Særligt hvis man har bipolar lidelse eller i forvejen har haft en psykoselidelse, fx skizofreni. Men det forekommer også for folk, der aldrig har været igennem det psykiatriske system. Også her handler det ofte om mængden af risikofaktorer, minder Johanne Smith-Nielsen om: Hvilken sårbarhed man bringer med sig, antallet af belastninger og meget mere. 

Behandlingslotteri 

I forskningen er der uenighed om, hvordan – hvis overhovedet – man skal inddrage mænd i relation til fødselsdepression. Sikkert er det, at alle forældre kan dele den udviklingskrise, der kan følge med at træde ind i forældreskabet. Samtidig er alle de fysiologiske og psykologiske symptomer, der følger med at være gravid og føde, unik for den fødende, og i parforhold oplever mange kvinder ensomhed i ikke for alvor at blive forstået af partneren. Og partneren oplever ofte en følelse af at være lukket ude eller afskåret fra den begyndende relation mellem den fødende og barnet. 
 
En anden stor diskussion handler om opsporing, altså hvordan vi finder dem, der har brug for hjælp, støtte og behandling: Skal man forstyrre og eventuelt bekymre alle nye forældre? Er risikoen omvendt for stor, hvis vi ikke gør det? 
 
Mange kommuner arbejder systematisk med opsporing, men har ikke tilbud til at gøre noget ved det, når en forælder med fødselsdepression bliver opsporet. Ud over at man kan kontakte egen læge, som så kan screene og henvise til en psykolog. Dertil kommer, at mange ikke har råd til privatpraktiserende psykolog, selv hvis de får en henvisning fra lægen, og at der i øvrigt kan være mange måneders ventetid. Altså flere af de samme problemer som i resten af psykiatrien. 
 

Johanne Smith-Nielsen fortæller, at næsten alle danske kommuner arbejder med opsporing af fødselsdepression i sundhedsplejeregi. Dog har mange af dem ikke nogen behandlingstilbud. Flere kommuner arbejder med såkaldt indikeret, selektiv screening, der beror på, at en sundhedsplejerske er i stand til at vurdere, hvem der har behov for at blive screenet. Den bredere screening er mere omfattende og kan på kort sigt koste flere ressourcer, men: 
 
”Universel opsporing er til for at få øje på dem, vi ikke af os selv havde fået øje på – og som ikke selv havde rakt ud til os. Alternativt risikerer det at blive baseret på sundhedsplejerskernes mavefornemmelse, og deres net vil ikke være lige så finmasket.” 
 
Hun fortæller i den forbindelse, at der er en stor gruppe, som ikke nødvendigvis opfylder kriterierne for fx angst og depression, men som er i risiko for at udvikle det, og dem findes der kun målrettede indsatser til i nogle kommuner. Og de indsatser er ikke velafprøvede: 
 
”Alle behandlinger skal være velafprøvede eller i det mindste i gang med at blive evalueret. Det her ville man jo ikke tolerere inden for andre dele af sundhedsvæsenet. Der mangler retningslinjer. Når vi screener for brystkræft, kan vi sætte gang i udredning og behandling. Der er en tydelig kommandovej. Det har vi ikke på samme måde. Det er et problem, at der ikke er en klinisk guideline for behandling af fødselsdepression, og det i øvrigt er afhængigt af kommunen, hvilken behandling man kan få. Det bliver et behandlingslotteri.”