Tunnelsyn

Som teenager fik Lucif Dalin sin første psykiatriske diagnose. Her har hun i årevis oplevet den bevisbyrde, som mange bliver udsat for: At man konstant skal forklare og bevise, at man er syg. At man har brug for hjælp. Lucif har været en del af et system uden ressourcer og uden tillid, som hun siger. Da hun senere fik en somatisk sygdom – altså en fysisk sygdom – blev hun en del af det somatiske sundhedsvæsen:

”Der er en verden til forskel. Min vej igennem det psykiatriske system har været fuldstændig frygtelig. Jeg har været indlagt både åbent, lukket og ambulant og oplevet en psykiatri, der er gammeldags og dybt præget af kassetænkning.”

Lucif Dalin er i dag 36 år. Først som 30-årig fandt hun ud af, at hun kun har 10 procent af sit syn, det man kalder tunnelsyn eller kikkertsyn. Det kunne hun have fundet ud af meget tidligere, hvis ikke det havde været for den mistænkeliggørelse, hun blev udsat for i psykiatrien. Lucif Dalin har foruden sin somatiske diagnose også to psykiatriske diagnoser. Hun fortæller:

”Jeg er borderline og depressiv. For mig er det ikke noget, jeg har, men noget jeg er. Det er en enormt integreret del af mig. Jeg er også synshandicappet, det er heller ikke noget, jeg har. Det er med mig i hele mit liv, og jeg kan ikke slippe for det, men jeg kan lære at kompensere for det og på den måde få et meningsfuldt liv.”

Store svingninger

Lucifs liv med borderline betyder, at hun oplever store svingninger i hverdagen:

”Jeg reagerer nok ikke som andre mennesker. Jeg kan være filterløs nogle gange, både på mine umiddelbare reaktioner og når jeg tager ting ind. Når jeg føler noget, så føler jeg det stort. Jeg læste et sted, at det er som at have følelser på steroider, og det kan jeg godt genkende.”

Hun bruger meget energi på at regulere sine følelser og reaktioner:

”Og det er ekstremt udmattende. Forestil dig, at den ene dag er den store tragedie, og den næste dag er en fantastisk komedie. De store svingninger er enormt trættende.”

Lægens svigt

Da Lucif var omkring 30 år, ville hun indlægges på en psykiatrisk skadestue. Hun ventede i flere timer, som hun også havde gjort ved tidligere indlæggelser. Personalet ville gerne lave et sundhedstjek, hvilket hun også var vant til. Men noget var anderledes denne gang.

”Jeg sidder ned, og lægen står foran mig, og så holder han sine hænder op på hver side af sit hoved. Han beder mig fokusere på sin næse, og så spørger han: ’Kan du se, når mine fingre bevæger sig?’ Jeg kan slet ikke se hans hænder, og så ser han pludselig bekymret ud, så han går helt hen til mig og stikker to fingre frem lige foran næsen på mig. Det kan jeg godt se, og så forsvinder hans bekymrede udtryk, og han går videre med resten af sundhedstjekket, tjekker blodtryk og så videre.”

Lucif Dalin forstår ikke, hvad der foregår. Hun ved på dette tidspunkt ikke, at hun har en øjensygdom, og lægen noterer ikke noget om synstesten, der tydeligt viser, at hun har et begrænset syn. Hun har aldrig været psykotisk eller hallucineret, men lægen tilskriver alligevel det dårlige syn Lucifs psykiske sygdom. Lægen havde sin tjekliste og skulle videre i programmet:

”Hvad hvis det var et væskende sår i benet? Jeg kan godt forstå, at det er akutmodtagelsen, og man ikke skal til at se på alle mulige andre sygdomme. Men for det første kunne han have sagt noget til mig, han kunne have skrevet noget i min journal, han kunne have rettet henvendelse til min egen læge. Han kunne have gjort så meget, som han ikke gjorde.”

Gjorde kæmpe forskel at få somatisk diagnose

Lucif tænkte, at lægen som fagperson ville have sagt, at det var unormalt, at hun ikke kunne se hans hænder. Derfor fandt Lucif først fire år senere ud af, at hun har en genfejl. Hendes variant betyder, at man begynder at miste sit syn, når man er i 20’erne.

”I bagklogskabens lys er det tydeligt, at det var derfor, jeg pludselig var natteblind, og at jeg begyndte at støde mere ind i folk. Det har gjort en kæmpe forskel i mit liv at få den somatiske diagnose. Jeg ville bare ønske, jeg havde fået den fire år forinden. Men psykiatrien ville det anderledes.”

Hun uddyber:

”Jeg kørte jo bil i den periode, og det har været dybt, dybt uansvarligt. Jeg kunne selv komme til skade, og jeg har udgjort en risiko for andre. Men jeg har også fået en meget større forståelse for min situation, for jeg oplever jo stadig en kæmpe udtrætning. Jeg troede, det kun var på grund af mit psykiske handicap, hvor jeg bruger så mange kræfter på at overtænke og føle. Lige pludselig fandt jeg ud af, at det ikke kun er det mentale, men at jeg også har et synshandicap. Min hjerne overkompenserer jo for fuld hammer for de 90 %, jeg ikke ser.”

Suck it up

Lucif Dalin har ofte måttet vælge, om hun skulle vaske op, støvsuge eller gå ned og købe den liter mælk, hun havde brug for. Energien var kun til én af tingene. Da hun skrev sit speciale, tænkte hun, at hun aldrig ville kunne passe et fuldtidsarbejde:

”Men jeg tænkte også, at jeg bare måtte suck it up, og at en fremtidig arbejdsgiver for alt i verden ikke måtte opdage mine psykiatriske diagnoser, for de ville ikke kunne forstå det. Det var først, da jeg fik et somatisk handicap, at det blev en mulighed for mig at få et fleksjob.”

For to år siden blev Lucif visiteret til fleksjob og arbejder som podcastvært og tilrettelægger i Dansk Blindesamfund. Hun har været sammen med sin kæreste i otte år og har en hund, som hun træner til at blive psykiatrisk servicehund. Indtil videre er den dog ”mere en bisse end en hjælp,” som hun bemærker med et grin. Hun er også frivillig i en genbrugsbutik for hundeudstyr.

Er et godt sted i dag

Lucif er velmedicineret og har for flere år siden været igennem et forløb i dialektisk adfærdsterapi. På grund af besparelser var forløbet forkortet med tre måneder, men hun betegner det som en af de få ting, hun har kunnet bruge til noget i psykiatrien. Lucif er et godt sted i dag:

”Jeg har en arbejdsplads, hvor jeg ikke er bange for at blive dømt ude og forskelsbehandlet. Jeg er tryg og tilpas. Jeg har selv manglet rollemodeller, men nu er jeg et sted, hvor jeg selv tør stå frem, og jeg håber at kunne inspirere andre. Jeg vil jo ikke have, at det skal være et tabu.”

---

Læs også